Amerikanerne Robert J. Lefkowitz og Brian K. Kobilka får årets nobelpris i kemi for studiet af g-protein-koblede receptorer. Det er nok de færreste, der har hørt om denne klasse af proteiner, men de sidder i stort set alle kroppens celler og er helt uundværlige. Studiet af dem har ført til en række nye lægemidler.
En g-protein-koblet receptor er et stort proteinmolekyle, der sidder i cellemembranen og sørger for, at cellerne får besked om, hvad der foregår i kroppen. Den formidler kontakten mellem cellens ydre og cellens indre.
Når kroppens signalstoffer - hormoner og neurotransmittere - kommer forbi en celle, binder de sig til receptorerne, som så ændrer form i cellens indre. På den måde sørger receptorerne for, at cellen kan reagere på en fornuftig måde. Receptorerne hjælper os også med at sanse vores omgivelser - smage, lugte og se.
Receptorerne viderebringer beskeder
Når kroppen for eksempel frigiver adrenalin, fordi der er fare på færde, reagerer vi med forhøjet blodtryk og hurtigere puls - kroppen gør sig klar til at flygte eller kæmpe. Men længe var det et mysterium, hvordan kroppens celler får besked om det forhøjede adrenalinniveau. Hvordan finder hjertet egentlig ud af, at det skal banke hurtigere?
Robert Lefkowitz fandt frem til de g-protein-koblede receptorer, der sørger for at overbringe beskeden til cellernes indre. Han hyrede Brian Kobilka til at hjælpe ham med at forstå receptorernes struktur og finde ud af, hvilke gener der koder for dem.
Arbejdet med at forstå receptorerne har ført til masser af vigtige lægemidler mod dårligdomme som forhøjet blodtryk, Parkinsons sygdom og migræne.
Dansk forsker har lært af nobelprismodtager
Søren Gøgsig Faarup Rasmussen er nok den dansker, der ved mest om de g-protein-koblede receptorer og om den forskning, der nu har ført til en nobelpris.
I seks år - fra oktober 2005 til december sidste år - arbejdede han nemlig sammen med Brian Kobilka på Stanford University, hvor han var med til at kortlægge strukturen af flere af de vigtige receptorer.
Han er en meget glad mand, da vi overbringer ham nyheden om nobelprisen. »Årh! Fantastisk, fantastisk! Hold da kæft! Suverænt!« lyder hans umiddelbare reaktion.
»Alle de førende inden for feltet er startet hos Lefkowitz - det er helt vildt. Og nu hvor jeg har arbejdet hos Brian Kobilka, kan man sige, at jeg er Robert Lefkowitz' barnebarn. «
Nye lægemidler får færre bivirkninger
Søren G. F. Rasmussen er nu tilbage i Danmark, hvor han med 10 millioner kroner fra Lundbeck-fonden i ryggen er ved at bygge sin egen forskningsgruppe op på Institut for Neurovidenskab og Farmakologi ved Københavns Universitet, hvor han nu kan kalde sig Lundbeck Foundation Junior Group Leader.
Studiet af receptorerne kan bruges til udviklingen af nye lægemidler, der virker bedre og giver færre bivirkninger, fortæller han.
»Man kan finde ud af, hvordan man skal designe nye lægemidler eller forbedre dem, der allerede er, så de binder bedre til disse her proteiner.«
»Hvis man kan få lægemidlerne til at binde bedre og mere specifikt, så kan man nøjes med at give lavere doser i behandlingen, og så får man som regel færre bivirkninger.«
»Omkring 30-40 procent af alle lægemidler derude binder til denne type receptorer. De er medicinindustriens vigtigste mål at gå efter. Så det er stort!«


































