Kan en plante genkende sig selv?
Det er jo, for eksempel, unægtelig en fordel at kunne mærke, om det er ens egne rodtråde, så man ikke konkurrerer benhårdt med sig selv om pladsen i jorden.
Forskere har tidligere set tegn på netop dette.
Flere undersøgelser har vist, at rødder, som normalt hæmmer væksten af rodtråde fra andre planter, slækker på forsvarstiltagene, når de møder egne rodtråde, hedder det i en rapport, som for nylig blev publiceret i Ecology Letters.
Men dette har kun holdt stik, når rødderne sidder fast på samme plante. Hvis de kampglade rødder træffer rødderne fra en stikling - altså genetisk set nøjagtig den samme plante, selvom de to ikke hænger sammen - er det fuld krig.
Men nu har Richard Karban fra University of California, Davis og Kaori Shiojiri fra Tokyo University udført et eksperiment, som kan tyde på, at der faktisk findes planter, som genkender sine egne stiklinger.
De forstår nemlig udsendte advarselssignaler fra sine egne bedre end lignende skrækråb fra andre artsfæller.
Hjælp - vi bliver spist
Forskerne tog udgangspunkt i planten 'sagebrush' - Artemisia tridentata. Tidligere forsøg har nemlig vist, at netop denne plante udsender advarsler, når den bliver angrebet af græshopper og andre bladgnaskere - eller slemme forskere med hækkesakse.
Planter af samme art, som vokser i nærheden, opfatter signalerne og begynder formodentligt at danne kemiske forsvarsstoffer, som gør dem mere uspiselige eller vanskeligere at fordøje, skriver forskerne.
Resultatet er i hvert fald, at de planter, som vokser omkring beskadigede buske, får færre angreb fra planteædere end andre buske, uanset om det er græshopper eller forskere, som står for skaderne.

Men hvilken slags signaler udsender en plante egentlig?
Forskerne er ikke helt sikre, men meget tyder på, at det drejer sig om kemiske stoffer, som planterne slipper fri i luften omkring sig, i omtrent tre dage efter at de er blevet beskadiget. Det har nemlig vist sig, at planter, som ikke deler luft med de beskadigede vækster, ikke opfatter signalerne.
Advarer sig selv
Forskerne tror faktisk, at planterne har udviklet kommunikationsevnen, for at den enkelte plante skal kunne advare sig selv fra gren til gren. Hvis skadedyr går løs på en del af planten, kan den hurtigt advare de andre grene, så de kan sætte deres forsvarsmekanismer i værk.
Det var akkurat dette, forskere tog udgangspunkt i, da de ville teste, om planterne havde evnen til at genkende sig selv. Hvis væksterne har udviklet kommunikationsstrategien for at kunne varsle egne grene, vil de måske være i stand til at skelne egne signaler fra signalerne fra andre buske.
Karban og Shiojiri tog stiklinger fra 30 forskellige buske og dyrkede dem i egne, tætte potter. Så satte forskerne potterne tilbage omkring buskene. Nogle buske blev omringet af potter med egne stiklinger - altså små dele af sig selv. Andre buske fik potter med fremmede stiklinger.
Så beskadigede forskerne stiklingerne omkring nogle af buskene, mens andre fik lov at være i fred. Og bagefter var det så bare at vente på græshopperne. Fire måneder senere undersøgte forskerne, hvordan det var gået.
Bedst advarsel fra sine egne
Det viste sig, at de buske, som var omringet af ubeskadigede stiklinger, blev hårdest angrebet af småkryb. Planterne, som mængede sig med beskadigede stiklinger fra en anden busk, slap lettere fra det, mens dem, som havde sine egne skamferede stiklinger omkring sig, klarede sig decideret bedst.
På en eller anden måde lykkedes det altså planterne at skelne signaler fra egne stiklinger fra beskederne fra fremmede planter og reagere stærkere på dem.
»Dette betyder, at planter kan udvise en mere sofistikeret opførsel, end vi havde forestillet os,« konkluderer Karban ifølge en pressemeddelelse fra University of California, Davis.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov

































