Overraskende viden om planter blev afsløret af den første danske kvindelige doktor i botanik

Selvom jeg har skrevet en ph.d. baseret på planter fra Botanisk Have, er det først for nylig, at jeg er stødt på Danmarks første kvindelige doktor i botanik, Jenny Hempel.

For 115 år siden indsamlede hun sukkulente planter i Botanisk Have i København (sukkulent betyder, de er gode til at lagre vand).

De blev afsættet for hendes gennembrud – og det er nogle af de samme arter, som jeg over de seneste 10 år også har brugt i min forskning.

Alligevel lærte jeg hende først sent at kende.

Dét vidner om, at hun er en af de mange kvindelige forskere, der med tiden er faldet ud af historien. Mens jeg og flertallet af mine kolleger omvendt kender adskillige mandlige forskere fra samme tid.

Jeg synes i den grad, hun er en forsker, som flere burde kende til. Så lad mig i anledning af 8. marts introducere dig til denne kvindelige doktor i botanik, som lavede banebrydende forskning i en tid, hvor de fleste kvinder ikke engang fik en uddannelse.

Lærte af de bedste

Jenny Hempel (senere gift Munthe) var 34 år gammel, da hun 5. juli 1916 forsvarede sin doktorafhandling ’Bidrag til Kundskaben om Succulenternes Fysiologi. En plantefysiologisk Studie’ ved Københavns Universitet.

Efter sit forsvar blev hun den 11. i rækken af kvindelige doktorer i Danmark.

Hun fortsatte sine studier i plantefysiologi hos den anerkendte professor Wilhelm Ludvig Johannsen, som blandt andet står bag betegnelsen ’gen’ (arvemateriale).

Pudsigt nok er han citeret for nogle ret bastante holdninger til kvinder i forskning. I udgivelsen ’Kvindelige Akademikere’ fra 1925 er han citeret for:

»Egentlig videnskabelig forskning vil vistnok kun forholdsvis få studerende kvinder egne sig til. Det er jo én ting at lære noget, uddannes i et fag, nå til mere eller mindre høje grader af lærdom – og en helt anden sag at forske, at eje gnister af ’hittepåsomhed’, skabe ny forståelse…«

Det giver et lille indblik i, hvilken virkelighed Jenny arbejdede i dengang.

pH-målinger i øl-laboratorie blev afsæt for gennembrud

Ikke desto mindre var det igennem Johannsen, at Jenny fik mulighed for at komme ud til en anden bemærkelsesværdig forsker – Søren Peter Lauritz Sørensen – manden bag pH- begrebet (skalaen over syrer og baser fra 1909).

Han ledede et forskningslaboratorie etableret af Carlsberg Bryggeriet. Her endte plantefysiologen Jenny Hempel som volontør i øl-laboratoriet lige i kølvandet på den nye målemetode og fik dermed lært kunsten at måle pH.

En kompetence, der skulle vise sig at blive afsættet for hendes gennembrud.

Tiltrukket af sukkulenters evne til at overleve

Tilbage i foråret 1912 begyndte hun at måle surhedsgraden (pH) i planter. Og det er her, sukkulenterne kommer ind i billedet. Sukkulenter er en divers gruppe af planter, der som nævnt er gode til at lagre vand.

Nærmere bestemt har de evnen til at lagre vand i blade, stængler eller rødder. I Danmark finder vi for eksempel sukkulente arter i stenurtfamilien.

De lever ofte i tørre omgivelser, hvor nedbøren kommer sporadisk, og de har derfor været nødsaget til at udvikle særlige fysiologiske tilpasninger til disse forhold.

Når man skærer i et blad fra en sukkulent, kan saften ligefrem løbe ud. Det er en stor fordel, når man skal måle pH-værdien.

Jenny Hempel beskriver i sin afhandling, hvordan hun allerede fra studietiden var tiltrukket af sukkulenternes evne til at lagre vand – og dermed at overleve.

En anden vigtig del af sukkulenternes evne til at overleve er deres særlige stofskifte.

Stofskiftet eller fotosyntesen og respirationen hos planter er afgørende for deres eksistens. Det var disse biokemiske processer, hun ville undersøge nærmere.

Planterne lever stadig i Botanisk Have

Jenny fik alt sit plantemateriale fra Botanisk Have i København og fokuserede på 14 sukkulente arter.

Hendes arter kom fra flere forskellige slægter – Crassula, Delosperma og Aloe. Når man i dag går rundt i sukkulentsamlingen i Botanisk Have, kan man finde nogle af de samme sukkulenter.

En af de arter, både hun og jeg har taget prøver af i Botanisk Have, er den smukke Aloe arborescens. En art, som er værd at se alene for sin skønhed.

Gennembruddet

I arbejdet med at måle pH-værdierne i forskellige plantearter opdagede Jenny noget bemærkelsesværdigt hos sukkulenterne.

Her kunne hun se, at der var udsving i surhedsgraden, når den blev målt løbende over et døgn. Med dette arbejde blev hun blandt de første i verden til systematisk at måle surhedsgraden i planter.

Det var på det tidspunkt både teknisk krævende og metodisk nyskabende. Hun havde været i stand til at tilpasse en ny metode (pH) beregnet på vandige opløsninger til også at fungere på plantevæsker.

Det beundrer jeg hende særligt for.

Vores viden i dag står på skuldrene af Jennys opdagelser

De udsving, hun dengang målte i sukkulenter, ved vi i dag, hænger sammen med den særlige form for fotosyntese, CAM-metabolismen, som man kender hos nogle planter (CAM er en forkortelse for det engelske Crassulacean Acid Metabolism, opkaldt efter plantefamilien crassulaceae).

Det der sker er, at for at mindske tab af vand holder mange sukkulenter deres spalteåbninger lukket om dagen for så at åbne dem om natten.

De optager derfor også al den CO₂, de skal bruge i fotosyntesen i løbet af natten. Og så har de udviklet en oplagringsmekanisme, der gør, at de kan bruge den oplagrede CO₂ i fotosyntesen, når Solen skinner i løbet af dagen. Ret genialt.

Jennys arbejde og videnskabelige erkendelser har været med til at løfte sløret for en fundamental del af sukkulenternes fysiologi.

Planter er dygtigere kemikere, end vi er

Jenny Hempels undersøgelser rakte ud over botaniske beskrivelser, og hun fandt sit eget videnskabelige ståsted i krydsfeltet mellem botanik og kemi – mellem drivhuset og laboratoriet.

Ud over sit forskningsarbejde var Jenny også et aktivt medlem af Dansk Botanisk Forening, en forening hvor hun både holdt oplæg om sin forskning, deltog i møder såvel som ekskursioner og diskussioner.

Hun har undervist, formidlet og delt sin viden om planterne og deres kemi vidt og bredt. Det samme forsøger jeg – med inspiration fra Jenny – at gøre, for planterne er vigtige, og de er dygtigere kemikere, end vi er.

Citeret vidt og bredt

Med sit forsvar i 1916 blev hun altså den 11. kvindelige doktor i Danmark.

Og skal man tro den nekrolog, der blev skrevet om hende i 1975, var hendes arbejde så inspirerende, at en professor og direktør for Botanisk Have fik sin studerende til at slippe sit igangværende projekt for at ændre videnskabelig kurs.

Vedkommende skulle lave en bredere undersøgelse af pH i både planter og jord – altså fortsætte i Jenny Hempels fodspor.

Hendes videnskabelige arbejde blev flere gange publiceret på engelsk, og hendes arbejde blev derfor også anerkendt og citeret internationalt.

En imponerende bedrift set ud fra den tidsperiode, hun arbejdede i. Der skulle gå hele 40 år, før den næste danske kvinde, Erna Bach, fik en doktorgrad i de botaniske fag.

Vilkår for kvinder var svære dengang, men er det fortsat i dag

Der er gået 110 år, siden Jenny Hempel opnåede en doktorgrad.

Man skulle tro, at vi i den periode havde opnået en vis ligestilling. Og det har vi også på ph.d.-niveau, hvor de tildelte ph.d.-grader har været ligeligt fordelt mellem kønnene de seneste otte år.

Men der er stadig en del at indhente, når man ser på videnskabelige ansættelser efter afsluttet ph.d.-grad.

For hvis udviklingen fortsætter, vil kvinder først udgøre halvdelen af de ansatte på professorniveau i 2055 (på tværs af fagområder).

Og på de naturvidenskabelige og tekniske fakulteter vil det først ske engang efter 2080, fremskriver Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd.

Imens kan jeg - og mange andre naturvidenskabelige kvinder - jo glædes over og inspireres af historierne om dygtige forskningskvinder, der som Jenny Hempel er nået helt til tops videnskabeligt.