Først blev hendes forskning afvist. Nu er 'placebo' noget, medicinalfirmaer gerne vil forstå

Man plejede at sige, at placebo især ramte kvinder eller folk med lav IQ.

Man sagde, at effekten var udtryk for snyd og bedrag - og at det var uetisk at udnytte den.

Bevares, sådan siger nogle skeptikere stadig, understreger placeboforsker Lene Vase i et portrætinterview med Videnskab.dk.

Men hun fortæller også om et mere positivt syn på den kraftfulde effekt, der kan ligge i at møde et andet menneske og få skabt forventninger.

»Nogle medicinalfirmaer ser ikke længere placeboeffekter som noget, man skal undgå,« siger hun. »De ser i stedet et kæmpe potentiale for at lave bedre behandlinger.«

Lene Vase er lidt af en placebo-guru. Hun er professor i neurovidenskabelig psykologi ved Aarhus Universitet, og har forsket i placeboeffekten siden begyndelsen af 2000’erne.

For nylig blev både hun og hendes forskningsfelt anerkendt på ny.

Sammen med to andre placeboforskere blev hun udvalgt af det medicinske tidsskrift The Lancet til at vurdere og forklare den bedste psykologiske tilgang til kroniske smerter.

Her tegner vi et portræt af forskeren og den effekt, hun mener, udgør »et kæmpe potentiale«.

Et spørgsmål om både psyke og krop

Ordet 'placebo' er latinsk og betyder oprindeligt ‘jeg vil behage’, for eksempel i forholdet til Gud.

I dag knytter ordet sig snarere til en behagelig, helbredende effekt, der rammer os selv. Men hvordan opstår den?

Som ung psykologistuderende i 1990’erne var det svært for Lene Vase at finde en god videnskabelig forklaring på placebo.

»Jeg mærkede i hverdagen, hvordan krop og psyke hænger sammen. Hvis jeg bliver nervøs, kan jeg få ondt i maven. Hvis noget går mig på, kan der komme fysiske tårer ud af øjnene. Men hvorfor sker det?«

»Den her skarpe opdeling mellem fagene psykologi og medicin fik mig til at tænke: ‘Måske kan placeboeffekten forklare mig, hvordan krop og psyke hænger sammen?«

Historien om medicin som fag hænger tæt sammen med historien om placebo, fortæller professoren. Hun nævner ‘åreladning’ som eksempel: En behandling, hvor man skærer et snit i kroppen i troen på, at blødning kan lindre fysisk smerte eller ligefrem helbrede sygdomme.

Behandlingen blev anvendt vidt og bredt helt frem til første halvdel af 1800-tallet, men effekten kunne sjældent dokumenteres, formentlig fordi effekten primært bestod af patientens håb om bedring efter at være blevet skåret i.

Sidenhen blev forventninger centrale for sundhedsforskning, og placebokontrollerede lodtrækningsforsøg blev en guldstandard: Én gruppe får rigtig medicin, en anden en kalktablet. Hvad virker bedst?

Da Lene Vase begyndte at læse psykologi, var det stadig sådan, man forstod placebo. Som effekten af en forventning, og som noget, der især ramte bestemte typer patienter.

»Jeg blev skuffet,« fortæller hun om at læse gennem lærebøgerne om placebo. »Jeg havde en forestilling om, at man vidste mere.«

»I stedet var der de her fordomme om, at effekten var knyttet til folks personlighed. Man troede, at den især ramte kvinder eller folk med lav IQ - fordi de var nemmere at narre.«

I dag ser Lene Vase anderledes på placebo. Hun har været med til at forklare effekten, måle den i hjernen og vise, hvordan man kan forstærke virkningen af et medicinsk indgreb.

Men hun har også mødt modstand fra et sted, hvor man historisk har bekæmpet placebo:

Medicinalindustrien.

»Meget på spil«

Det begyndte med en visdomstand, der skulle trækkes ud.

Medicinalfirmaer bruger ofte tandlægeskoler til at undersøge effekten af ny smertestillende medicin.

Patienterne får en billigere behandling, til gengæld kan de blive deltager i et kontrolleret forsøg, hvor de enten får en aktiv medicin eller en inaktiv behandling såsom en sprøjte med saltvand. På den måde kan man teste, i hvilket omfang en ny medicin virker.

Men er der forskel på patienternes forventninger til medicinen, inden de får den?

Det var kort sagt det spørgsmål, Lene Vase gerne ville have svar på som studerende. Hun ville undersøge mulige forskelle på, hvem placebo rammer, og hvornår effekten er stærkest. Hendes håb var, at det kunne være med til at afgøre, hvordan man udnytter effekten eller helt dropper unødvendig medicin.

Hun havde allerede en aftale med en tandlægeskole. Hun havde fået lov til at lave spørgeskemaer til deltagerne i et forsøg med udtrækning af visdomstænder og en ny type smertestillende medicin.

Men så sagde firmaet bag medicinen pludselig ‘nej’.

»Jeg oplevede det som en grå mur,« fortæller hun om oplevelsen.

Hun fandt aldrig ud af, hvilket firma, der var tale om. Men det satte nogle tanker i gang om hendes egen tilgang til forskning i placebo og om måden, man udvikler ny medicin på.

»Det blev meget tydeligt for mig, at det er et konservativt system, hvor man meget nødigt ændrer på opbygningen af en protokol (fremgangsmåden til afprøvning af nye behandlinger, red.)«.

Ved du, hvad der konkret udløste afslaget?

»Jeg tror, at de var bange for, at mit studie kunne påvirke resultaterne.«

Lene Vase fortæller, at hun stadig oplever den slags udfordringer som professor med over 20 års erfaring som forsker. Det kan være svært at få lov til at udspørge patienter og tilføje nye elementer til afprøvning af nye behandlingsmetoder, fortæller hun.

»Jeg forstår det egentlig godt. Der er meget på spil, for det handler om at udvikle ny behandling til patienter, som vi ikke har tilstrækkelig behandling til.«

Den indledende modstand knækkede hende ikke. I stedet fik den Lene Vase til at søge endnu bedre argumenter for, hvorfor alle med interesse for medicin bør interessere sig for placebo.

Jagten begyndte for alvor, da hun - lidt tilfældigt - endte i USA.

Gennembruddet i Florida

I år 2000 fik Lene Vases kæreste til opgave at studere alligatorer i Florida. Hun var i tvivl: Skulle hun tage med?

Så opdagede hun noget i sin papirkurv:

Navnet Don Price, en hjerneforsker, som havde skrevet en artikel, hun havde læst på psykologistudiet. Noget om, hvordan placeboeffekten er knyttet til hjernens præfrontale cortex, et område, som styrer vores forventninger, beslutninger - og det bedste af det hele:

Price var ansat på University of Florida.

»Så skrev jeg til ham (Don Price, red.),« fortæller Lene Vase. »Jeg spurgte, om jeg måtte komme og besøge ham.«

Derfra tog det hele fart, både for forskningen i placebo og for Lene Vases karriere. Don Price læste en af hendes opgaver - og pludselig var hun medforfatter til en bog om placebo, som skulle præsenteres på en konference hos den amerikanske sundhedsstyrelse NIH.

Alle de førende forskere på feltet dukkede op, og hun fik kontakt til dem.

På det her tidspunkt i begyndelsen af det nye årtusinde var det primært læger, hjerneforskere og statistikere, som forskede i placebo. De havde opdaget skelsættende ting, især om forventningernes indvirkning på hjernen, nervebanerne og potentialet for at lindre smerte.

Men Lene Vase savnede stadig at se, hvordan man kobler den fysiske del af effekten med den psykologiske - og hvordan man overfører den viden til udviklingen af ny medicin.

Fordoblede effekter og ‘åben’ placebo

I årene efter USA-opholdet var hun med i inderkredsen blandt de folk, som rykkede ved forståelsen af placeboeffekten.

Professoren nævner nogle højdepunkter:

• Effekten af omsorg: Et studie viser, at en nærværende læge, som sætter sig ved patientens side og skaber forventning om en god virkning, kan fordoble effekten af smertestillende medicin.

• En overflødig operation: Et andet forsøg viser, at selv en operation i knæet kan placebokontrolleres ved at bedøve patienten og lade som om, man opererer. Indgrebet viser sig derved overflødigt, og man kan i stedet fokusere på mindre indgribende metoder til at lindre patientens smerter.

• Effekt uden snyd: Et studie af det, man kalder ‘åben’ placebo, illustrerer, at man ikke behøver ‘at snyde’ folk. Placebo opstår, selv hvis man fortæller patienten, at de får en kalktablet. Så længe de får omsorg og håb om bedring i trygge rammer.

Et møde i USA i 2017 er for Lene Vase et eksempel på, hvor langt man er nået.

Det foregik på Harvard Medical School, hvor hun har været gæsteprofessor, og hvor hun sidder i et stort netværk af forskere fra universiteter og medicinalfirmaer, som hun har samlet.

‘Predict’ hedder projektet, det tæller for eksempel den medicinalvirksomheden AstraZeneca.

»På mødet bliver vi enige om, at vi gerne vil forstå, hvordan vi får placebo til at spille godt sammen med aktiv behandling,« fortæller hun.

Umiddelbart tilforladeligt. Men Lene Vase ser væsentlige forandringer for sig.

»Vores helt store drøm er, at man kan kortlægge placebo på tværs af næsten alle lidelser.«

»Dels så man kan teste effekten af den aktive behandling bedre, og dels så man kan udnytte placeboeffekten endnu bedre.«

Flere studier har nemlig afsløret stor forskel på, hvordan placebo virker, alt efter hvad man fejler.

At forstå og udnytte placeboeffekten

Mange patienter med Alzheimers mister helt evnen til at producere en placeboeffekt. Det viser forskning, Lene Vase har været med til at lave.

Sygdommen påvirker nemlig den del af hjernen, hvor effekten opstår.

»Det betyder måske, at man er nødt til at give Alzheimers-patienter noget mere medicin mod smerter end andre patienter,« siger Lene Vase.

Jeg troede, at du var imod at give patienter mere smertemedicin?

»På ingen måde. Jeg synes, at det er fantastisk, at vi har medicin, der kan lindre særligt akutte smerter.«

»Jeg synes bare, det er interessant at finde ud af, hvordan psykologiske faktorer spiller sammen med medicinen.«

»Det handler om at sikre, at vi kun godkender de behandlinger, der har effekt, og at vi samtidig bliver klogere på, hvordan vi bedst forstærker den gode virkning i den medicin, som har en dokumenteret effekt.«

Lene Vase peger på et billede på sin væg.

Det stammer fra et studie lavet af hendes samarbejdspartnere i Florida, og det viser hjernescanninger før og efter placebo.

På én scanning kan man se et smertecenter fuld af store rød-gule plamager - en patient i pinsel og uden udsigt til bedring.

På et andet scanningsbillede ser man resultatet af at blive taget i hånden af lægen og få skabt forventninger om bedring: Under halvt så store pletter - billedet af en patient i markant mindre smerte.

»Dér kan du se,« siger Lene Vase og peger på billedet. »Placebo kan ses i hjernen.«

»Det er en biologisk reaktion, som vi kan lære at forstå - og lære at udnytte.«