Veje og omveje til universitetet: Seks kvinder fra efterkrigsgenerationen fortæller

For syv år siden blev vi, seks kvindelige forskere, opmærksomme på, hvor meget vi havde tilfælles:

Vi havde det samme arbejde, der bestod i undervisning og forskning, på samme institut, og endda indenfor samme forskningsgruppe, ’Hverdagsliv, køn, etnicitet og mangfoldighed’, på Roskilde Universitet.

På et tidspunkt begyndte vi at interessere os for overgange i livet, og - da flertallet af os snart skulle på pension – særligt for overgangen fra arbejde til pensionering.

Men hvordan var vi dog nået frem dertil? Hvad fik os som unge kvinder til at gennemføre en universitetsuddannelse? Hvorfor blev vi siden ’akademikere’, ansatte på et universitet, i en tid, hvor det ikke havde været en normal karrierevej for kvinder før os?

Vi besluttede os for at arbejde med dette som et fælles projekt, der både skulle være alment historisk men også personligt og individuelt. Hver af os skrev vores egen historie. Men der er alligevel tale om et kollektivt projekt.

De personlige historier er samlet i bogen 'Veje og omveje til universitetet – seks kvinder fra efterkrigsgenerationen fortæller’, der udkom 10. december 2021 på Skriveforlaget. Vores stemmer taler i de følgende udpluk og giver et indtryk af bogens helhed.

Først får du dog lidt baggrund om bogens tilblivelse.

Seks personlige og forskellige historier

Hver af os skrev vores indlæg til de øvrige i gruppen, som derpå stillede spørgsmål til historierne og vores forståelser af vore egne liv, og vi diskuterede erindringer fra tiden. Prologen og epilogen skrev vi sammen.

De enkelte historiefortællinger er forskellige, både hvad angår teoretiske og metodiske udgangspunkter, fortælleform og personlig stil. Vores historier foregår i perioden fra 1945 til i dag, men trækker samtidig tråde tilbage til vores forældres og bedsteforældres liv.

Da vi var børn og unge, var der fremskridtstro, udvikling af velfærdsstat og ungdomskultur, kvindefrigørelse og social mobilitet, SU (der dog en tid kun var til mindrebemidlede, til unge der havde brudt med deres forældre, eller som lån) og fri adgang til universiteterne.

Som social- og kulturhistorie – og særligt som kvindehistorie – viser vores individuelle historier noget om de fælles vilkår i den tid, vi har været del af.

Hvert uddrag herunder præsenterer og reflekterer over et hjørne af de forhold, som muliggjorde, udfordrede og formede vores akademiske uddannelse og karriere.

Kirsten Grønbæk Hansen, lektor, cand.psych.: Velfærdssamfundet og dét at berette

En personlig beretning er netop en sådan, og ikke en objektiv skildring af et forløb. Ved gennemlæsning af min egen beretning kan jeg ikke se, hvor min subjektive erindring spiller mig et puds, og hvor jeg ville være enig med mine medredaktører i de forskellige faser af min barndom og ungdom.

Det, jeg kan se, er, at min fortælling er farvet af min faglige forankring i kritisk teori, således at jeg tænker de samfundsmæssige betingelser ind som muligheder og begrænsninger for mine valg.

Når jeg tænker tilbage på, hvordan det gik til, at jeg, født i 1948, som den første i familien (men ikke den sidste) turde at give mig i kast med en akademisk uddannelse, må jeg se på, hvordan forskellige baner flettede sig sammen.

Først og fremmest voksede jeg op i et velfærdssamfund, som så ud til blot at fortsætte med at udvikle sig i retning af stigende velfærd. Både som et resultat af arbejderbevægelsens lange, seje træk og som et resultat af konjunkturer der gav indtryk af, at velfærden kunne stige ubegrænset de næste årtier.

Det var den samfundsmæssige baggrund, som jeg selv og mange andre oplevede som en situation, hvor man ikke længere behøvede at være bange for at kaste sig ud på dybt vand, for der var ikke risiko for at gå til bunds.

Birgitte Elle, professor, ph.d., cand.psych.: »Kvindelige akademikere er ukvindelige«

Sådan sagde min far gennem min barndom: »Se på din faster. Hun ville læse til kemiingeniør, men da hun mødte sin mand, måtte hun vælge: Ville hun være kemiingeniør eller tandlægefrue?«

Pointen med min fars beretning lå lige for: Hans søster valgte at gifte sig med tandlægen, bosætte sig på Falster og tage sig af de to børn og husholdningen, som også omfattede en ung pige. Hvad der lå mellem linjerne var hans opfattelse af, at kvinders plads primært var i hjemmet.

En uddannelse var noget, man i hans øjne som kvinde skulle kunne falde tilbage på, hvis ægteskabet forliste.

Det var en almindelig opfattelse dengang i 50’erne og 60’erne, men han synspunkt stammede nok også fra, at han selv havde følt sig noget forfordelt i forhold til den nævnte storesøster.

Hun tog ikke bare en studentereksamen og begyndte på universitetet inden hun blev gift og flyttede til Falster, hun skulle heller ikke som sin lillebror for eksempel slæbe koks op til tredje sal i lejligheden på Østerbro.

Hans egen uddannelse var derimod relativt kort: Han startede som lærling i et københavnsk firma og kom siden på Købmandsskolen (det senere Niels Brocks Handelsgymnasium). Min far mente selv, at han var ordblind.

Jeg så ham næsten aldrig med en bog i hånden, men gerne med aviser, og som jeg oplevede ham, skrev og læste han uden vanskeligheder. »Du får ingen understøttelse af mig under dit studium, hvis du vælger en lang videregående uddannelse,« sagde min far til mig, da jeg efter gymnasiet i 1966 begyndte at orientere mig i kommende studievalg.

Min fars indgriben i mit kommende uddannelsesvalg blev understøttet af, at mine egne karakterer til studentereksamen ikke ligefrem var prangende. Så min vej til universitetet bød på omveje.

Kirsten Larsen, ekstern emerita, cand. mag.: En kønnet klasserejse over tre generationer

Min mormor og morfar havde et lille husmandssted i Himmerland (i Jylland). Deres ældste, min mor (født 1921), var godt begavet, artig og dygtig i skolen. har jeg forstået (og jeg har da også blandt hendes efterladte papirer læst en anbefaling).

Min mor ville gerne ha' gået mere i skole. Hun har fortalt, at hun var misundelig/sur over, at bøndernes drengebørn – som hun mente var både dovne og dumme – bare kunne gå videre i skole. Det kunne hun ikke - det var der ikke råd til.

Mine forældre blev gift i 1946 efter at min far var blevet uddannet teknikumingeniør. I 1947 fik de mig og flyttede et års tid senere fra Jylland til Københavns Vestegn, hvor min far havde fået arbejde, og min mor blev hjemmegående husmor.

Min mor lagde vægt på, at jeg passede min skole og så videre – lånte bøger på biblioteket, og jeg gik endda til klaverspil. Jeg skulle ikke hjælpe voldsomt til med rengøring, madlavning og den slags – blot gå lidt ærinder og hjælpe til ved borddækning og opvask.

Man kan altså sige, at hun i min barndom bidrog med rammer for, at jeg kom til at gå længere i skole og få mere uddannelse end hun. Til at jeg kunne fortsætte klasserejsen ’opad’.

Alligevel er det min far, jeg i min fortælling omtaler som den, jeg i min barndom mest relaterede til, og som jeg på mange måder stadig identificerer mig med. Ikke med min mor. Det kan forekomme ’uretfærdigt’, men sådan er min klasserejse altså også kønnet.

Bodil Pedersen, lektor emerita, cand. psych.: Medmenneske frem for undersåt

Jeg var ikke god til tysk. Så da jeg i vintersemestret 1966 startede på psykologi i Wien, blev jeg nødt til at lære alle eksamensteksterne udenad for at kunne bestå.

Studiet var autoritært indrettet. Jeg forstod ikke, hvorfor vi skulle lære en masse biologistisk psykologi og statistik, ovenikøbet udenad. Der var i øvrigt stort set kun forelæsninger, og projektørerne skinnede på forelæseren.

De studerende sagde ’De’ til hinanden, og mine muligheder for at lære nogen at kende ved – som de andre – at sætte mig ned i caféen efter forelæsningerne var lig nul. Jeg skulle skynde mig at tage sporvognen tilbage til min søn, som var hjemme hos mine forældre, hvor jeg stadig boede.

Da jeg i 1973 startede på Københavns Universitet, var der ikke adgangsbegrænsning. Unge kvinder og mænd væltede ind. På psykologi, der nu er et kvindefag, var der nogenlunde lige mange af hver.

Hvis jeg havde søgt ind med de krav, der stilles i dag, ville det aldrig være lykkedes. Det havde jeg været alt for uambitiøs til. Da jeg dér første gang talte med en dansk underviser, blev jeg mundlam. Han tiltalte mig, som var jeg et medmenneske, ikke en undersåt.

Fordi jeg med god grund ikke fik godkendt ret meget af det, jeg havde læst i de foregående syv år, måtte jeg, selvom jeg var kommet længere i Østrig, starte midt i uddannelsen på Københavns Universitet.

Rashmi Singla, lektor, ph.d., cand.psych: Interkulturel psykolog eller kosmopolitisk akademiker?

Jeg stammer fra Indien, og indtil 2015 var jeg direkte involveret i Selskab for Interkulturel Psykologi (SIP). Som navnet måske antyder, er det et psykologisk selskab, hvor vi ser forskelle i sprog og kultur som en kilde til lærdom, kulturel udveksling og berigelse.

Ofte er vi mødtes med følelser af solidaritet og glæde på tværs af grænser. Andre gange med frustration, idet vi ikke kunne forhindre stigende polarisering mellem etniske minoriteter, majoriteter i vores netværk og det brede samfund.

Ofte lykkedes det at bygge broer mellem den praktiske verden i SIP (som fortrinsvis består af praktiserende psykologer) og den akademiske verden på RUC, især når vi repræsenterede Danmark i internationale sammenhænge.

I dag er jeg med i SIP’s bestyrelse, netop med fokus på at være bindeled mellem praktiker- og universitetsverden. SIP har rundet 27 år, så måske var alle de ressourcer, vi investerede i interkulturelt psykologisk arbejde, ikke helt forgæves, trods frustrationerne undervejs.

Er jeg så en kosmopolitisk akademiker? Som international koordinator for psykologi på RUC siden 2011 træffer jeg personer fra forskellige dele af verden.

Næsten hvert år holder jeg eksempelvis faglige oplæg på institutioner i Indien. Er jeg så en kosmopolitisk psykolog, fordi jeg har faglig kontakt med Indien?

Måske det er, når jeg publicerer artikler sammen med mine internationale kollegaer, som er både krævende og tilfredsstillende, at vi finder både fællespunkter og forskelligheder i vores samarbejde.

Åse Høgsbro Lading, lektor emerita, ph.d., cand.mag.: En historie om frigørelse?

Min far og jeg havde en konflikt omkring mit uddannelsesvalg: Han ville have, at jeg skulle uddanne mig til folkeskolelærer, mens jeg ville begynde på universitetet.

I bogen beskriver jeg den konflikt via flashbacks til mine tidlige barndomserfaringer såvel som til min familie længere tilbage. Jeg fortæller også om mit liv som ung rødstrømpe, enlig mor, mine karriereskift og så videre.

Jeg blev langt om længe akademiker og kan i skrivende stund se tilbage på et endt arbejdsliv i den akademiske verden.

Udgangen på konflikten blev således, at min far blev afsat som patriark, og at jeg selv bestemte. Forløbet kan således ses som en personlig emancipationshistorie, altså en historie om frigørelse, der også spejler nogle generelle samfundsmæssige udviklinger.

Det er vel også det, den er, og så alligevel ikke helt. Spørgsmålet om frihed og frigørelse er min og min generations akilleshæl. Vi vil have frihed, men er vi frigjorte?

Rune Lykkeberg beskriver perioden fra 1945 til 1975 som Guldalderen, hvor drømmen om individuel og kollektiv frihed og fremgang stod stærkt. Det er også den periode, hvor jeg har mine ’formative år’, som blev omsat til et ønske om at blive fri, være ’mig selv’.

Alligevel ville jeg ikke bruge begreber som ’frigørelse’ eller ’emancipation’ som dækkende for udviklingen i min generation eller mit eget liv. Det ligger i selve ordet, at det er en proces, der ikke har nogen egentlig begyndelse, midte og slutning, og som derfor oplevelsesmæssigt er vanskelig at stadfæste.

På den ene side synes jeg, at traditionelle værdier stadigvæk har godt fat i mig. På den anden side tænker jeg på mine formødre, hvor frihed og frigørelse i min forstand var utænkelig.

Kirsten Grønbæk Hansen gik bort i 2020. Læs Københavns Universitets mindeord for den bemærkelsesværdige, kvindelige forsker.