Da Steven Spielberg i 1993 instruerede Jurassic Park, regnede han nok ikke med, at nogle amerikanske forskere 22 år senere i et laboratorium på Yale University, USA, ville stå med et kyllingefoster med snude som en dinosaur. Men det er lige nøjagtig, hvad lektor Bhart-Anjan S. Bhullar og hans forskerhold fra Yale University nu gør.
Det er nemlig lykkedes forskerne at skabe kyllinger i deres fosterstadie med dinosaur-lignende snuder i stedet for næb. Det har de gjort ved at manipulere nogle bestemte gener og dermed 'vende' evolutionsprocessen.
Studiet, som er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Evolution, er ifølge en dansk forsker spændende.
»Jeg synes, at det er et rigtig skægt og ret spændende studie. De har kigget på, hvordan nutidens næb på fugle egentlig har udviklet sig fra fortidens snuder på dinosaurne. Ikke umiddelbart chokerende nyt, men nu har de påvist overgangen hos fugle generelt - det er nyt,« siger professor Tobias Wang fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet.
En snude som på en velociraptor
Ifølge forskerne er der meget lidt forskning i, hvad et næb helt nøjagtigt er anatomisk, og hvordan det i sin tid udviklede sig til at blive et næb. De ville derfor med deres studie undersøge næbbets udvikling lidt nærmere.
Helt præcist opdelte forskerne deres undersøgelser i to dele:
-
Først udførte forskerne en kvantitativ anatomisk analyse af fugleskeletter og fossiler af både fugle, dinosaurer og reptiler for at skabe en hypotese om overgangen fra snude til næb, som de kunne arbejde med.
- Derefter gik de på jagt efter skift i gener for at finde nogle genetiske skift, der stemte overens med overgangen fra snude til næb. Her undersøgte de både fugle, reptiler og pattedyr for at finde det, eller de gener, der skilte sig ud hos fuglene.
Forskerne opdage, at fuglene skilte sig ud ved at have en unik genetisk udvikling af kraniet lige midt i ansigtet meget tidligt i fosterstadiet. De fremstillede derefter nogle molekyler, der skulle hæmme den bestemte genetiske udvikling.
Det lykkedes forskerne at bremse udviklingen og dermed skabe et kyllingefoster med en gane og en snude, der mest af alt minder meget om snuden på den velkendte dinosaur, velociraptor. Nyheden i deres resultater bliver dog tonet lidt ned af Tobias Wang.
»Personligt synes jeg, at de overspiller lidt, hvor nyt det her er. Vi har vidst i lang tid, at der er en overgang mellem snuder på krybdyr og næb på fugle, men det er dog flot, at de nu gør det baglæns og dermed påviser et link mellem nogle få gener og udviklingen af næbbet,« siger han.
»De kunne sagtens have overlevet«
Ingen af fostrene udklækkede under forsøgene, men det afholder dog ikke lektor Bhart-Anjan S. Bhullar fra at være overbevist om deres gode overlevelsesmuligheder, hvis de havde overlevet helt ud i det fri.
»De kunne sagtens have overlevet, og jeg tror faktisk, at de ville have klaret sig ret godt, hvis de gjorde. Men vi er udelukkende interesseret i næbbets evolution - ikke i at udklække 'dino-kyllinger' bare fordi, vi kan,« udtaler lektoren i pressemeddelelsen.
Tobias Wang er mere forsigtig med at sige noget om, hvorvidt dino-kyllingerne ville kunne overleve.
Jeg kunne godt finde på at bruge nogle af de her resultater i min undervisning.
Professor Tobias Wang
»Det er meget svært at sige, om de overhovedet ville overleve. Derudover så er det også meget svært at vide, hvad der sker, når man begynder at manipulere med gener. Et gen, der styrer næbbets udvikling, kan også styre noget helt andet - uden at man ved det,« siger Tobias Wang.
En bedre forståelse af næbbets evolution
I fremtiden mener forskerne, at den strategi, som de brugte til at analysere næbbets evolution, kan hjælpe andre forskere med at undersøge nogle af de andre store evolutionære overgange.
»Det er et fundamentalt videnskabeligt spørgsmål, som forskerne i studiet har arbejdet med - hvordan udviklede hvirveldyrene sig? Nu har de påvist, at det ikke er mere end et par enkelte gener, der adskiller snuden fra næbbet. Det giver os en lidt bedre og mere generel forståelse af næbbets evolution,« siger Tobias Wang.
Han mener også, at man kan linke studiet til studiet i Darwins finker og dermed forklare nogle af de spørgsmål, der stadig er om finkernes næb. For eksempel hvorfor der er så mange forskellige slags på så lille et sted.
»Jeg kunne godt finde på at bruge nogle af de her resultater i min undervisning,« lyder det fra professoren på Aarhus Universitet.
