Ny forskning viser, at en stor mængde nye molekyler kan udnyttes til at forstå og bekæmpe kræft. Disse molekyler findes i et stort antal af vores celler, men vi ved meget lidt om deres funktion og betydning, når det gælder sygdomme.
I mange år mente forskere, at lange ikke-kodende RNA måtte være støj med ringe betydning for vores udvikling eller sundhed.
Nu viser det sig, at disse molekyler rent faktisk spiller nøgleroller i vigtige cellulære processer samt i kræft.
DNA'et i vores celler indeholder en kode, som er oplysninger, der skal til for at producere proteiner. Denne information i DNA skal kopieres til messenger RNA (mRNA), før den kan oversættes til proteiner.
Det meste DNA koder dog ikke for protein, men kopieres stadigvæk til RNA. Dette RNA kaldes 'ikke-kodende RNA' (lncRNA), og det er til stede i mange former i cellen.
Lange ikke-kodende RNA har skabt debat
Et menneske kræver proteiner for korrekt udvikling og funktion, og kilden til denne information ligger i den menneskelige arvemasse, DNA'et.
For at producere proteiner skal dele af DNA'et først kopieres ind i RNA-molekyler, som derefter danner en skabelon til fremstillingen af proteiner.
Takket være de nyeste teknikker er det blevet bevist, at der også er yderligere information til stede i DNA'et, som ikke resulterer i produktionen af proteiner, men kun af RNA-molekyler.
Denne 'ikke-kodende' del repræsenterer forbløffende 80 procent af den menneskelige arvemasse, og lange ikke-kodende RNA er fremstillet af denne 'ikke-kodende' del. Molekylet MIR31HG tilhører denne gruppe af lange ikke-kodende RNA-molekyler. Man ved nu, at en del af disse molekyler er vigtige for både almindelig og sygdoms-udvikling.
Nødbremse fejler med tilstedeværelsen af MIR31HG
Vores celler besidder en sikkerhedsafbryder, som registrerer, når mutationer omdanner normale gener til kræftgener, og risikoen for kræftudvikling opstår.
Sikkerhedsafbryderen er en akut celleældningsmekanisme, kaldet senescens, som arresterer cellerne, så de ikke længere kan dele sig.
Med avancerede teknikker har vi målt, hvilke af de ikke-kodende RNA molekyler der er vigtige for celleældningen, og her fandt vi, at det hidtil ukendte molekyle MIR31HG rent faktisk regulerer én af de vigtigste aktører i denne sikkerhedsmekanisme, nemlig genet p16INK4a.
I normale celler binder MIR31HG kontrolboksen af anti-kræftgenet p16INK4a sammen med Polycomb repressor-proteinerne for at forhindre p16INK4a-produktionen.
Når kræftgener muteres eller aktiveres, er MIR31HG og Polycomb-proteinerne ikke længere til stede på p16INK4a, hvilket tillader p16INK4a-produktion og dermed en cellecyklusstandsning.
Med denne mekanisme, kaldet onkogen-induceret senescens, forhindres forstadier til kræft i at udvikle sig.
Vores forskning viser, at MIR31HG binder til p16INK4a-genet og letter bindingen af en gruppe af proteiner kaldet Polycomb-proteiner.
Disse proteiner kan lukke ned for p16INK4a-produktionen og derved forhindre p16INK4a 's evne til at stoppe celledelingen.
Hvis vi derimod fjerner MIR31HG fra cellerne, starter de på celleældningsprocessen og stopper med at dele sig, fordi p16INK4a nu kan udtrykkes. Denne celleældningsproces fungerer altså som en vigtig nødbremse mod kræftudvikling, men med tilstedeværelsen af MIR31HG virker denne nødbremse ikke længere.
Ny forståelse giver håb for nye behandlingsmetoder af kræft
Niveauerne af p16INK4a-proteinet øges i celler, som har behov for at stoppe med at dele sig, for eksempel når de fornemmer en kræfttrussel. Et rigtig godt eksempel er modermærkekræft.
Før kræften udvikler sig ondartet, registrerer hudcellerne et aktiveret kræftgen kaldet BRAF og øger niveauet af p16INK4a. Det får hudcellerne til at ældes og stoppe med at dele sig.
Andre mutationer, der kan forekomme senere, kan tillade cellen at undslippe denne ældningsbarriere og udvikle sig til ondartet modermærkekræft.
For hver opdagelse vi gør, bliver vi klogere og får endnu en brik i kroppens mange gåder.
Der er dog stadig langt fra grundforskningen til egentlige behandlingstilbud, men ved netop konstant at øge vores viden om, hvordan disse anti-kræftgener reguleres, håber vi på sigt at bane vejen for nye terapeutiske metoder i behandlingen af kræft.
