Ligesom årringe i et træ dannes der for hvert år i narhvalens liv et nyt lag på dens snoede, enhjørningeagtige tand.
Blodkar forbinder tanden til resten af kroppen, og derfor afslører hvert enkelt vækstlag dyrets fysiske tilstand det år, hvor laget blev dannet. Hvad, den har spist, afspejler, hvordan miljøet var på det tidspunkt, skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Et internationalt forskerhold har studeret lagene i tænder fra ti narhvaler fra Nordvestgrønland og analyseret, hvor meget kviksølv og isotoper fra kulstof og kvælstof lagene indeholdt. Resultatet er lige udgivet i Current Biology.
Forskerne var interesserede i kviksølv og kvælstof, fordi dyr optager mere kviksølv og kvælstof i kroppen, jo højere oppe i fødekæden de er. Hvis narhvalen har meget kviksølv i tænderne et år, betyder det altså, at den har spist dyr højt oppe i fødekæden.
Kvælstof-isotoper afslører, om narhvalens bytte har levet omkring havisen eller i åbent hav.
Ved at granske narhvalens tænder har forskerne ikke bare kortlagt narhvalens føde, men også hvordan isen er smeltet i Nordvestgrønland på grund af klimaforandringer.
Frem til 1990 levede narhvalerne især af byttedyr, der havde tilknytning til havisen, såsom helleflynder og istorsk. På det tidspunkt var der et større isdække end nu.
Men efter 1990 begyndte isdækket at aftage, og narhvalen begyndte at spise lodde, polartorsk og tiarmede blæksprutter – arter, der lever i det åbne hav. Fordi de arter ligger lavere i fødekæden, optog narhvalerne i perioden også mindre kviksølv.
Fra omkring år 2000 steg mængden af kviksølv i hvalerne dog markant, selvom isen ikke er kommet tilbage, og narhvalen stadig lever af arter i den lavere ende af fødekæden.
Det forklarer forskere med en større global udledning af kviksølv, der især stammer fra kulafbrænding i Sydøstasien.
Forskerne ser udviklingen som bekymrende, fordi narhvalen er det arktiske pattedyr, der er mest påvirket af klimaforandringer.
ast
