»Vi undersøger, om den europæiske åls tilbagegang skyldes hændelser under dens lange gydevandring til Sargassohavet,« fortæller seniorforsker Kim Aarestrup fra DTU Aqua.
Det ikke er muligt at følge ålen hele vejen til Sargassohavet i blot én undersøgelse, så denne undersøgelse skal ses som en brik i det samlede puslespil.
»I denne undersøgelse har vi fulgt 50 migrerende blankål, når de vandrer igennem den nederste del af Gudenåen samt i den første fase af den marine migration i Randers fjord,« fortsætter han.
»Vi har undersøgt både adfærd og overlevelsesrate under denne første del af vandringen.«
Lav overlevelse
Resultaterne viser, at dødeligheden var lav i den nedre del af Gudenåen, men hele 60 procent af ålene forsvandt i fjorden.
Dette bekræfter hypotesen om, at dødeligheden af blankål er høj i den tidlige fase af den marine migration.
Dødeligheden under vandringen i ferskvand kan dog være høj.
Tidligere undersøgelser i den midterste del af Gudenåen, samt i udlandet har vist lav overlevelse.
Samlet set tyder det på, at den endelige overlevelse ud i Kattegat for blankål fra Gudenåen kan være mindre end 10 procent. Oveni kommer så dødeligheden under resten af ålens ca. 6500 km lange vandring til Sargassohavet.
Hvorfor forsvinder 60 procent af ålene i Randers Fjord?
Forskerne undersøgte de 50 migrerende, store hun-blankål ved at indoperere en akustisk sender og overvåge dem. Ved hjælp af en række automatiske lyttestationer kunne forskerne følge ålene, når de vandrede fra den nederste del af Gudenåen og ud i Randers Fjord på den første fase af den marine migration.
\ Fakta
Kim Aarestrup fra DTU Aqua har i samarbejde med andre forskere fra DTU Aqua og Norsk Institutt for Naturforskning for nylig udgivet artiklen Survival and progression rates of large European silver eel Anguilla anguilla in late freshwater and early marine phases i Aquatic Biology.
21 procent af ålene i fjorden blev indrapporteret fanget af fiskere (både lystfiskere, fritidsfiskere og erhvervsfiskere), men formodentlig er flere af de forsvundne ål i fjorden fanget af fiskere.
På baggrund af interviews med fiskere, fik forskerne bekræftet, at flere mærkede ål (det præcise antal er ukendt) var blevet fanget i fiskeriet uden at blive rapporteret.
Desuden kan man ikke umiddelbart se på en ål, at den er mærket, og idet mange ål sælges og eksporteres levende, er det også muligt, at nogle af de mærkede ål ikke er blevet rapporteret, simpelthen fordi senderen ikke blev opdaget.
Samlet set understøtter det hypotesen om, at fiskeri kan være en væsentlig årsag til dødeligheden blandt blankål.
Der er ikke blevet fundet nogle sendere i fjorden ved manuel pejling.
Ålene er derfor næppe spist af andre fisk i fjorden, men kan være blevet taget af fugle som skarven, der kan flytte ålen (og senderen) ud af vandet. Men det er usandsynligt, at dette er sket med de største ål – de er simpelthen for store til, at skarven kan flyve med dem. Alt i alt er det mest sandsynligt, at ålene i dette studie er forsvundet pga. fiskeri.
Ålen vandrer for langsomt
Undersøgelsen viste også, at ålene vandrede relativt langsomt ud af åen og fjorden.
Hypotesen er, at ålene når Sargassohavet foråret efter, de har forladt deres opvækstområde.
Men selv med den hurtigste hastighed, der blev målt på ålene i den yderste del af fjorden, ville kun ganske få være i stand til at nå Sargassohavet i det følgende forår.
»Hvis ålene ikke kan bevæge sig hurtigere, end det vi har observeret i den ydre del af Randers Fjord, vil der kun være få ål, der er i stand til at vandre hurtigt nok til at nå Sargassohavet under gydeperioden det følgende forår,« siger Kim Aarestrup. »Måske er nogle ål ganske enkelt længere om at nå derned.«
Flere ål skal nå deres gydepladser
På baggrund af denne undersøgelse, konkluderer Kim Aarestrup, at det er nødvendigt, at flere ål overlever i fjord-systemet for at leve op til målene for EU’s ålehandlingsplan om, hvor mange ål, det skal lykkes for at vandre til Sargassohavet. Derfor er det altafgørende at få mere viden om overlevelsen af migrerende blankål i de forskellige vandringsfaser for at kunne sætte ind og sikre, at nok ål når levende til Sargassohavet for at gyde.
Ålen er samspilsramt
Ålen har det ikke nemt.
»Den er samspilsramt,« siger Kim Aarestrup.
»Forstået på den måde, at udover fiskeri, mistænkes andre faktorer - såsom spærringer i form af vandkraftværker, tab af habitat, sygdomme, forurening og mulige ændringer i havstrømme - for at spille en rolle i ålens tilbagegang.«
Der er også utallige vandkraftværker gennem hele Europa, og fiskeri efter ål med bundgarn og ruser er ligeså udbredt overalt i Europa.
Derfor er det sandsynligt, at en stor dødelighed blandt migrerende blankål forekommer i mange andre floder og flodudmundinger i hele Europa.
Derudover fiskes der efter ål på strategiske steder langs kysten (f.eks. i Østersøen), og det bidrager yderligere til at reducere ålens overlevelse.
For Kim Aarestrup er det svært ikke at pege på, at den menneskelige ageren har indflydelse på nedgangen af ål.
»Hvis man ser på ålens tab af tilgængelige levesteder, dødelighed under vandring, herunder ved passage af vandkraftværker og ved fiskeri, forurening og sygdomme, ja, så er det svært at sige, at den menneskelige indflydelse ikke har noget med tilbagegangen af ål at gøre,« siger han.
»Men fordi vi ved så lidt om ålen, er det svært at vise, at særlige tiltag som restriktioner i fiskeriet eller fjernelse af vandkraftværker vil gøre en forskel,« forklarer han.
»Men spørgsmålet er jo, om vi ikke er nødt til at gøre endnu mere, hvis vi vil redde ålebestanden?« slutter han.
