Ålens liv i oceanet er stadig gådefuldt.
Der er et stort behov for en bedre forståelse af de tidligste stadier i ålens liv langt ude i oceanet, fordi både den europæiske og den amerikanske ålebestand er stærkt faldende.
Netop nu offentliggøres to helt nye resultater fra et forskningsprojekt, der har indsamlet data på ålens gydepladser i Sargassohavet på den danske Galathea 3-ekspedition i 2007.
Klimaforandringer kan påvirke ålens livscyklus
Forskningsresultater publiceret i 'Proceedings of the Royal Society' viser, hvor vigtigt det er at inddrage klimaets påvirkning af havets processer for at bedømme ålelarvernes opvækstsmuligheder og årsagerne bag den faldende rekruttering af åleyngel.
»Vores undersøgelser i Sargassohavet påviser en vigtig sammenhæng mellem de fysiske og biologiske forhold i området. Den front, der dannes, når varme tropiske vandmasser møder koldere nordatlantisk vand, har afgørende betydning for ålelarverne,« fortæller seniorforsker Peter Munk, DTU Aqua.
Fronten sikrer, at larverne holdes inden for et område med forbedrede fødeforhold, og den er vigtig for deres drift mod kontinenterne.
Den generelle opfattelse er, at de europæiske ålelarver først driver mod vest fra gydepladsen, hvorefter de vil drive med Golfstrømmen.
Vælger en anden vej
\ Fakta
ÅLENS LIVSFORLØB
Ferskvandsålene har nogle meget usædvanlige livsforløb. Både den europæiske og den amerikanske ål svømmer over utroligt store afstande i Atlanterhavet for at nå til fælles gydepladser i Sargassohavet syd for Bermuda. For den europæiske ål er der tale om en ca. 5500 km lang tur.
Fra gydeområdet - der blev opdaget af den danske forsker Johannes Schmidt tilbage i 1922 - driver ålelarverne tilbage til hhv. Europas og Amerikas kyster.
I de første stadier er larverne lange og blad-agtige med meget små hoveder. Senere metamorfoserer de til såkaldte glasål, der samles ved åer og floders udløb for at vandre ind i ferskvand.
Men undersøgelsens påvisning af en stærk sammenhæng mellem larvernes fordeling og fronterne i området peger på en anden mulighed.
I forbindelse med fronten mellem de varme og kolde vandmasser skabes en strøm, der i modsætning til de fremherskende strømme i området, er østgående, og larvernes fordeling betyder, at der er god sandsynlighed for, at de kan bruge denne 'subtropiske modstrøm', som en kortere og hurtigere vej mod Europa.
Disse oceanografiske processer påvirkes af klimaforandringer, og undersøgelsen viser, hvor vigtigt det er at inddrage dem i forståelsen af ålens livscyclus og svingninger i bestanden.
Et indblik i ålelarvernes spisevaner
Det andet forskningsresultat fra Galathea 3-ekspeditionen er netop offentliggjort i 'Biology Letters' og handler om ålelarvernes fødevalg. Forskerne har hjembragt helt små ålelarver (5-25 millimeter) fra Galathea 3-ekspeditionen for at undersøge, hvad de egentlig spiser.
Man har antaget, at ålens lange rejse til Sargassohavet er koblet til det fødeudbud, der er i området for ålelarverne, når de klækkes. Men man har hidtil vidst meget lidt om, hvad og om ålelarverne spiser, idet man kun ganske få gange har fundet larver med føde i maven.
Ålelarverne fra Galathea 3-ekspeditionen er nu blevet analyseret med dna-teknik, som gør det muligt at sætte navn på de forskellige planktonorganismer i den ellers uidentificerbare masse, som tarmindholdet er.
Godt fødegrundlag
Resultaterne viser, at selv de mindste ålelarver spiser forbavsende mange forskellige organismer i vandet.
Især gelélignende organismer, fx små vandmænd, spiller en stor rolle i deres fødevalg. Undersøgelsen peger derfor på, at der kan være et godt fødegrundlag for larverne i frontzonen i Sargassohavet, selvom oceanet udenfor ofte ikke indeholder særligt meget mad til fiskelarver.
Resultaterne om larvernes fødevalg kan blive en stor hjælp for arbejdet med kunstig reproduktion og opdræt af den europæiske ål. Her er et af de store spørgsmål netop, hvad man kan fodre ålelarverne med.
Undersøgelserne af larvernes fødevalg er gennemført af lektor Lasse Riemann fra Københavns Universitet i samarbejde med bl.a. forskere fra DTU Aqua.
Lavet i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet
\ Som at filtrere havet gennem en si
En særlig udfordring for åleprojekterne på Galathea 3-ekspeditionen var at fange tilstrækkeligt med ålelarver til at bestemme deres udbredelse.
»Ålelarverne findes over et ganske stort areal, så man skal sejle langt for at kunne dække deres udbredelse. Desuden er tætheden af larver lille, så vi måtte arbejde med nogle nye, store net for at fange larverne. Ved hvert træk efter larver filtrerede vi cirka 45.000 kubikmeter vand gennem et net, der havde en maske-størrelse på bare en halv millimeter,« fortæller seniorforsker Peter Munk, DTU Aqua.
De finmaskede net var nødvendige, fordi de undersøgte larver kun var mellem 5-25 millimeter lange.
