Murphys Lov er svejset ind i universet

Murphys lov er en populær talemåde, der findes i utallige varianter.

Hovedbudskabet er, at hvis noget kan gå galt, så går det også galt.

Hvor loven egentlig stammer fra, var mere eller mindre gået i glemmebogen, indtil den amerikanske forfatter Nick T. Spark i 2006 udgav bogen ‘A History of Murphy’s Law’ med undertitlen ‘Hvorfor alt hvad du ved om Murphys lov, er forkert.’

I bogen sporer han Murphys lov tilbage i tiden til flyvestationen Muroc Field i 1948.

Projekt MX981

Muroc Field i Californiens ørken ændrede i 1950 navn til Edwards Air Force Base. Siden 1933 har den lagt luftrum til mange mindeværdige testflyvninger, og den huser blandt andet det amerikanske luftvåbens skole for testpiloter.

I årene fra 1947 til 1949 fandt et projekt ved navn MX981 sted på flyvestationen. Projektet havde til formål at undersøge, hvor høj deceleration piloter kunne tåle, hvis de eksempelvis skulle nødlande i havet.

Når militærets ingeniører foldede deres regnestokke helt ud, kom de frem til, at 18 g var grænsen. Hvis et menneske blev udsat for mere end 18 g, ville det knuse hver eneste knogle i kroppen, forlød det. Man ville bogstavelig talt blive forvandlet til budding.

Men ét var regnestokke, noget andet var den virkelige verden. En ung læge, oberst og testpilot ved navn John Paul Stapp mente, at 18 g-grænsen var det rene nonsens. Og det havde han tænkt sig at dokumentere på egen krop.

Slynget langt ind i ørkenen

For at måle g-påvirkninger havde man på flyvestationen bygget en gruopvækkende rutschebane med en raketslæde, der accelererede op til hastigheder omkring 300 km/t, før et system af hydrauliske bremser bragte den til standsning i løbet af et øjeblik.

Slædens hastighed og bremsernes effektivitet kunne justeres og dermed også de g-kræfter, der påvirkede slæden og alt, hvad der opholdt sig i den.

Til at begynde med var testpiloten en frygtløs, 90 kilo tung dukke ved navn Oscar Eightball. På hans første tur svigtede bremsesystemet, og slæden blev slynget langt ind i ørkenen som et projektil fra en overdimensioneret slangebøsse.

Ved en anden lejlighed faldt Oscar Eightball ud undervejs og efterlod på en eller anden måde sit gummiansigt klistret fast på slædens vindskærm.

Oberst Stapp var dristig, men han var ikke dum. Enhver kunne se, at dødsensfarlige kræfter var på spil.

Oberst Stapps tur

Men efter 35 omgange med Oscar Eightball mente holdet af testpiloter, at alting var tjekket og kontrolleret så mange gange, at det var forsvarligt at give testdukken en lille ferie.

Oberst Stapp spændte sig fast, og rutsjebanesystemet blev indstillet til at påvirke hans krop med 10 g.

»Muntert,« beskrev Stapp bagefter oplevelsen.

Langsomt og tålmodigt øgede de påvirkningen, og efter nogle måneder havde Stapp ikke kun overlevet 18 g i bedste velgående. Han var nået op omkring 35 g, hvilket betød, at fly-designere over hele verden kunne sætte sig tilbage til tegnebordet og genopfinde alt, hvad der havde med deceleration og pilotsikkerhed at gøre.

Mavesur bemærkning

Omkring dette tidspunkt træder en af luftvåbnets ingeniører ved navn Edward Aloysius Murphy ind på scenen.

Han medbringer fire nydesignede sensorer, som kan øge nøjagtigheden af g-målingerne, hvis de installeres på slæden. En af Stapps kollegaer anbringer de fire sensorer, og Stapp tager endnu en tur i rutsjebanen.

Men sensorerne viser 0 g!

Efter en kort efterforskning viser det sig, at instrumenterne er blevet placeret omvendt, så målingerne ophæver hinanden.

Det var en uskyldig fejltagelse, men Murphy tager det ilde op og vrisser: »Hvis der er en måde, hvorpå de folk kan gøre tingene forkert, så gør de det«.

Stapp og hans kollegaer morer sig over den mavesure bemærkning og sliber den til, så den får en mere universel karakter: »Hvis noget kan gå galt, så gør det det«.

Fængende indledning

Nogle uger senere afholder Stapp og hans kollegaer et pressemøde om de resultater, de har opnået med slæden og g-målingerne. Det hele bliver lidt for teknisk, indtil en journalist stiller et veloplagt spørgsmål:

»Hvordan kan det være, at ingen er blevet alvorligt såret – eller værre – under jeres testforsøg?«

Uden at tænke svarer Stapp: »Når vi arbejder, tager vi hensyn til Murphys lov.«

Og det var det.

Stapp forklarer, at han og de øvrige testpiloter konstant forsøger at forudsige de ting, der kan gå galt, og foregribe dem. Mere skulle der ikke til.

Journalisten har fået en fængende indledning til sin artikel, og efterfølgende glider Murphys bemærkning ind i dagligsproget som et længe savnet familiemedlem.

Ren tilfældighed?

Det charmerende ved Murphys lov er, at det er en såre banal iagttagelse klædt ud som en ophøjet naturlov i stil med Newtons love, termodynamikkens hovedsætninger eller relativitetsteorien.

Pessimister kan se den bekræftet, hver gang de taber et stykke brød, og det lander med smørsiden nedad (lander det en sjælden gang med smørsiden opad, skyldes det naturligvis, at man ved et uheld har smurt den forkerte side af brødskiven!).

I 1991 satte BBC’s videnskabsprogram ‘Q.E.D.’ sig for at modbevise Murphys lov ved at lade testpersoner slynge et stykke smurt toast op i luften og registrere, hvordan det lander.

Ud af 300 brødskiver landede de 148 med smørsiden opad og de 152 med smørsiden nedad. Det er meget tæt på den rene tilfældighed, og videnskabsprogrammet konkluderede derfor med et glimt i øjet at Murphys lov var forkert.

Men de havde gjort regning uden den engelske matematiker Robert A. J. Matthews. Han følte sig langt fra overbevist af BBC’s affejning og angreb derfor problemet ud fra først en praktisk og dernæst en teoretisk vinkel.

Forsøg med smør

Robert Matthews gennemførte det samme forsøg som i ‘Q.E.D.’, men rettede, hvad han mente var en tåbelig fejl fra tilrettelæggernes side. I virkelighedens verden falder brødskiver nemlig ikke fra alle mulige vilkårlige højder. De falder som regel ned fra spise- eller køkkenbordet.

Hans hjemmegjorte forskning affødte en helt anden konklusion end tv-programmet: Brødskiver, der falder fra en bordkant har virkelig en tendens til at lande med smørsiden nedad.

Robert Matthews kunne i øvrigt udelukke, at smørret har noget med sagen at gøre. Han prøvede med flere forskellige varianter fra ekstra tykt tandsmør til en næsten usynlig besmøring, uden at det ændrede det mindste på forsøgsresultaterne.

Den enkle forklaring var, at bordet ikke var højt nok til, at brødskiven kunne gennemføre en hel saltomortale på sin vej ned mod gulvet. Der var kun tid til en halv omdrejning, og det var grunden til, at smørsiden så ofte vendte nedad, når brødet ramte gulvet.

Brødskiver og Big Bang

Da Robert Matthews i 1995 offentliggør sine resultater i tidsskiftet ‘European Journal of Physics’, tilføjer han nogle teoretiske overvejelser:

Hvis køkken- og spiseborde var omkring 3 meter høje, ville faldende brødskiver have tid nok til at foretage en hel omdrejning og derved eliminere smørsideproblemet. Men borde har den højde, de har, fordi vi mennesker har den højde, vi har.

Ved hjælp af en række kemiske og fysiske beregninger beviser Robert Matthews, at der er en grænse for, hvor høje tobenede, oprejste skabninger som os kan være, uden at risikere kraniebrud, hver gang vi falder.

Tre meter er grænsen, og i så fald ville vores borde være omkring 1,5 meter høje – stadig ikke høje nok til, at faldende brød lander med den rigtige side opad.

Er du med endnu? Så hold fast, for nu begynder det at blive uhyggeligt.

Naturkonstanter

Det viser sig nemlig, at de formler, Robert Matthews anvender for at udregne homo sapiens’ maksimumshøjde, indeholder hele tre af de såkaldte naturkonstanter. Naturkonstanterne er fundamentale egenskaber ved vores univers såsom lysets hastighed, atomers radius og den universelle gravitationskonstant.

Værdien af disse naturkonstanter blev svejset ind i selve universets struktur, da det blev skabt for rundt regnet 13,7 milliarder år siden.

Matthews pointe? At brødet lander med smørsiden nedad, er ganske enkelt et grundvilkår i dette univers.

Edward A. Murphy var ikke pessimist. Han var bare en mand, der sagde tingene, som de er.