I 1895 blev knoglerne fra en hidtil ukendt sauropod fundet på palæontologen Franz Baron Nopscas families landsted i Transsylvanien. Området tilhørte det østrig-ungarske rige, og dyret fik derfor navnet Magyarosaurus dacus.
Magyarosaurus var på størrelse med en hest, hvilket er usædvanligt småt sammenlignet med andre sauropoder.
Dens nære slægtning Rapetosaurus var for eksempel 12 meter lang, mens de mere berømte sauropoder -som Apatosaurus og Brachiosaurus - blev over 20 meter lange.
Franz Baron Nopsca mente ud fra resultaterne, at dyret havde levet på en ø, og som følge af knappe ressourcer på et isoleret område gradvist var blevet mindre.
Det fænomen er i dag kendt som 'ø-dværgvækst' (engelsk: insular dwarfism).
Som dværgelefanter på Malta
Mange kollegaer var imidlertid uenige.
Der blev i årene efter Magyarosaurus fundet mange knogler fra større sauropoder i området, og forskerne mente derfor, at dyret blot var en ung udgave af disse dyr.
Spørgsmålet har ikke været afgjort indtil nu, selv om teorien om ø-dværgvækst efterfølgende er bekræftet mange gange blandt andet ved fundene af dværgelefanter og -flodheste på middelhavsøer som Sicilien, Malta, Kreta og Cypern.
\ Fakta
MAGYAROSAURUS DACUS
Magyarosaurus dacus er opkaldt efter det ungarske navn for Ungarn, Magyarország, som Transsylvanien tilhørte dengang, samt Dacien, som området blev kaldt af grækerne og romerne for 2.000 år siden.
Men nu har en gruppe forskere fra Universität Bonn studeret mikrostrukturer i Magyarosaurus' fossile knogler og fundet ud af, at de tilhører en fuldvoksen dinosaurus.
»Knogler er levende væv, og igennem et dyrs liv bliver skelettet nedbrudt og genopbygget hele tiden. Vi var i stand til at se disse spor af genopbygning i Magyarosaurus, hvilket beviser, at den lille dinosaur var fuldvoksen,« siger Koen Stein, der ledte undersøgelserne i en pressemeddelelse.
Større knogler tilhører andre arter
De nye resultater demonstrerer dermed, at Franz Baron Nopsca havde ret i sine tidlige antagelser.
»Vores undersøgelse viser, at dinosaurer på øer rammes af de samme økologiske og evolutionære processer, som former nutidige pattedyr,« siger professor Martin Sander, der er medforfatter af undersøgelsen i pressemeddelelsen.
»Vi kunne også vise, at de større knogler, der blev fundet i samme område, tilhører andre dinosaurusarter,« siger han.
Hvorvidt de knogler stammer fra dyr, der på et tidspunkt svømmede til øen fra fastlandet eller fra større forfædre til Magyarosaurus, er endnu ikke opklaret.
Forskernes resultater er netop offentliggjort i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Science.

































