Overalt i den grønlandske undergrund er værdifulde råstoffer, men et bestemt fjeld har gennem tiden fået særligt meget omtale både i Danmark og i Grønland.
Det er Kvanefjeldet ved byen Narsaq i Sydgrønland.
Ikke på grund af den flotte natur i området, men fordi malmen i fjeldet både rummer uran og en række andre værdifulde råstoffer deriblandt sjældne jordartsmetaller.
Siden uranen blev fundet i 1956, har Kvanefjeldet løbende givet anledning til opildnede debatter både i Danmark og i Grønland. For uran er et grundstof, der både kan bruges til at lave kernekraft i atomkraftværker, men som også kan omdannes til ødelæggende våben.
\ Steenstrupinmineralet
Ved Kvanefjeldet er det især mineralet steenstrupin, opkaldt efter den danske geolog K. J. V. Steenstrup, der vækker interesse.
Det skyldes, at mineralet både indeholder 15 af de såkaldte sjældne jordartsmetaller og uran.
De sjældne jordartsmetaller bruges blandt andet i batterier, de giver elektroniske skærme farver, og de indgår i vibratorer og i magneter, som findes i mikrofoner og højtalere.
Kvanefjeldet har en af verdens største forekomster af sjældne jordarter.
Kvanefjeldet skulle levere uran til danske atomkraftværker
I slutningen af 1970’erne var danske politikere interesserede i at få fingrene i Kvanefjeldets uran. På daværende tidspunkt havde de planer om at oprette atomkraftværker, som skulle forsyne danskerne med energi.
I 1979 gik det forhenværende forskningscenter Risø derfor i gang med at undersøge, om Kvanefjeldet kunne levere nok uran til, at Danmark kunne blive selvforsynende på energiområdet.
»Da Risø arbejdede med det, var man ikke interesseret i de sjældne jordartsmetaller, for der var ikke et marked for dem. Ingen snakkede om det. Man var kun interesseret i at finde en uranforekomst, som kunne forsyne danske kraftværker,« siger Per Kalvig, der er geolog på De Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) og blandt andet forsker i sjældne jordartsmetallers forekomst.
De geologiske undersøgelser viste, at Kvanefjeldetfjeldet indeholder mindst 27.000 ton uran.
(Video: Silas Addington / Speak: Malene Sommer Christiansens / Illustrationer: Charlotte Price Persson)
Fornyet interesse for Kvanefjeld
I 1983 droppede de danske politikere planerne om atomkraftværker. Efterfølgende praktiserede Grønland en de facto nultolerancepolitik omkring udvinding og eksport af uran, og Risøs geologiske undersøgelser ved Kvanefjeldet stoppede.
I de efterfølgende par årtier lå fjeldet uberørt hen, indtil de sjældne jordartsmetaller, som danske geologer også havde fundet i fjeldets steenstrupinmineral, blev nogle af verdens mest eftertragtede råstoffer, fordi de idag bruges i moderne teknologi ligefra fra vindmøller til smartphones.
»Markedet for sjældne jordartsmetaller opstod i starten af 00erne, hvor der kom stor interesse for nye projekter med sjældne jordartsmetaller. Folk stod på nakken af hinanden rundt omkring i verden. Pludselig blev Kvanefjeldet interessant igen,« siger Per Kalvig.
Undersøgelserne begynder igen
For at få fat i de sjældne jordartsmetaller i Kvanefjeldet, er man imidlertid nødt til også at udvinde uran, fordi råstofferne findes i det samme mineral. Men ifølge nultolerancen overfor kommerciel uranudvinding, måtte der maksimalt være 60 gram uran per ton i den malm, der brydes. Ifølge Geus er værdien for uran i Kvanefjeldet 350 gram per ton.
Nultolerancen forhindrede derfor, at selskabet Greenland Mineral and Energi, som siden 2007 har haft licens på en eventuel kommerciel udnyttelse af Kvanefjeldet, kunne udvinde de sjældne jordartsmetaller.
En mulighed åbnede sig dog, da det grønlandske parlament med et snævert flertal i 2013 ophævede nultolerancen overfor uranudvinding.
\ Produktion og brug af uran
Langt størstedelen af verdens uran bliver brugt til fremstilling af brændsel til kernekraftreaktorer, som producerer elektricitet.
GEUS anslår, at 95 procent af al verdens uran bliver brugt til elektricitet, mens kun 5 procent ifølge deres estimater anvendes til militære formål.
Tilsammen producerer Kasakhstan, Canada og Australien to tredjedele af al uran, men halvdelen af forbruget finder sted i USA, Frankrig og Japan (før Fukushima).
Kasakhstan har overtaget førstepladsen som producent foran Canada og Australien, der før lå 1 og 2.
Kilde: GEUS
Fjeldet har en af verdens største uranforekomster
I 2015 offentliggjorde GME resultaterne af deres efterforskning. Selskabet geologer har beregnet, at der helt sikkert findes 143 millioner ton malm ved Kvanefjeld, som har et totalt indhold af 43.000 ton uran. Der er også to andre store, men mindre sikkert påviste, forekomster på omkring 167.000 ton uran.
Der ligger desuden to andre forekomster i nærheden, som firmaet har regnet sig frem til må indeholde henholdsvis 74.000 og 29.000 ton uran.
Malmen fra alle områderne har et relativt lavt indhold af uran (ca. 300 gram uran per ton malm), men den samlede mængde gør alligevel området til en af verdens største uranforekomster. Lødigheden er dog så lav, at det ikke ville være økonomisk rentabelt at bryde uranen alene.
Flere forhindringer for uraneksport er overvundet
Der er fortsat en del faktorer, der skal på plads, før udvinding og eksport af uran fra Kvanefjeldet kan blive en realitet, men en del forhindringer er overvundet.
I januar 2016 blev Grønland og Danmark enige om en aftale for fremtidig kommerciel eksport af uran.
Aftalen ligger i øjeblikket som to lovforslag, der er i gang med at blive behandlet af det danske folketing.
\ Kilder
\ I naturen består al uran af 99,28 procent uran 238. Tallet refererer til uranens atomvægt. De resterende 0,72 procent består af uran 235 og og en lille bitte smule uran 234. For at uran kan bruges til produktion af energi, skal den ‘beriges’, hvilket betyder, at uran 235 skal opkoncentreres i forhold til uran 238.
Berigningen efterlader et restprodukt i form af uran med et lavere indhold af uran 235 end naturligt uran. Restproduktet kaldes forarmet uran.
For hvert kg uran, der udvindes, produceres der kun ca. 55 gram beriget uran.
De fleste typer atomkraftreaktorer skal bruge en uransammensætning med mindst 3 procent uran 235. Berigningen er en teknisk kompliceret proces.
Hvis uran skal bruges til fremstillling af atomvåben, skal det beriges til at indeholde mindst 85 procent uran 235. Det kræver meget specialiserede teknologier, som det anslås, at kun 13 lande i verden råder over.
Kilde: GEUS
