Forsker: Uran kløver Grønlands befolkning midt over

Skal Grønland satse på minedrift eller ej?

Et simpelt spørgsmål, men ikke desto mindre et, som er godt i gang med at kløve den grønlandske befolkning i to:

• I bygderne, de grønlandske landsbyer, er mange så desperate efter, at der skal komme gang i hjulene, at de formentlig ville stemme ja til minedrift, hvis de fik valget.
• I de større byer, særligt i Nuuk, hvor mange har job og bolig og lever en anderledes privilegeret tilværelse, er modstanden større.

Det fortæller lektor Lill Bjørst, som har fulgt debatten om uran og miner i Grønland i en årrække.

»Spørgsmålet om minedrift har delt befolkningen meget. Modstanderne er stadig i mindretal, men der er løbende demonstrationer, og det er, som om de vokser; særligt i Nuuk, hvor eliten bor. Det er pludselig blevet meget opdelt, og landet er på den måde ved at blive splittet i to,« lyder det fra Lill Bjørst, som arbejder ved Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet.

Debatten er igen blevet rødglødende

Debatten om det radioaktive uran er ikke ny. Siden uranen blev fundet i 1956, har Kvanefjeldet og dens store uranforekomst løbende givet anledning til opildnede debatter både i Danmark og i Grønland.

LÆS OGSÅ: Kvanefjeldet - et bjerg af råstoffer

Dengang troede man, at forekomsten kunne blive en enorm indtægtskilde – senere opdagede man, at uranens lødighed var så lav, at det aldrig ville ske. Lødighed er et udtryk for uranens relative værdi.

Det kan du læse mere om i artiklen 'Grønlandsk drøm om at bryde kinesisk råstofmonopol rykker tættere på'.

I dag ved man, at Kvanefjeldet til gengæld rummer en lang række andre interessante råstoffer. Heriblandt sjældne jordartsmetaller, som er grunden til, at et australsk firma i dag er igang med at udarbejde en ansøgning om at få lov til at anlægge en mine i området.

Netop denne ansøgning - samt to lovforslag om grønlandsk uranudvinding og eksport - har gjort debatten om uran rødglødende igen. Jordartsmetallerne ved Kvanefjeld kan nemlig ikke udvindes, uden at uran følger med.

Mange ønsker en folkeafstemning om uran

Det er dog ikke kun uranen, men også den demokratiske proces, som skaber utilfredshed i den grønlandske befolkning, fortæller Lill Bjørst.

»Der er en meget ophedet debat lige nu, og der er rigtig mange mennesker, der gerne vil have en folkeafstemning om udvinding og eksport af uran. Der er løbende demonstrationer, hver gang det kommer på dagsordenen, eksempelvis da Inatsisartut (det grønlandske parlament, red.) åbnede i starten af april,« siger hun.

Selvom tanken om en folkeafstemning flere gange har været oppe at vende – og er blevet lovet af flere politikere gennem tiden – er sandsynligheden for, at den bliver en realitet, ikke ret stor.

Under en høring i det grønlandske parlament sagde to politikere fra regeringspartiet for nyligt, at et flertal er et flertal – de refererede til, at den såkaldte nultolerance over for uran blev ophævet i 2013.

Den beslutning – og nultolerance – kan du læse mere om i faktaboksen til højre.

»Det vil være ulogisk (med en folkeafstemning, red.). Folket har jo talt på den måde, at folkets repræsentanter – Inatsisartut - har truffet en beslutning. Så på den måde er folk blevet hørt,« sagde Siumut-politikerne Aleqa Hammond og Jens-Erik Kirkegaard samstemmigt til høringen, ifølge avisen Sermitsiaq.

Udmeldingen falder helt i tråd med, hvad regeringspartiet Siumut har meldt ud, siden de vandt regeringsmagten i december måned sidste år, fortæller Lill Bjørst.

»Siumut var meget hurtige til at melde ud efter valget, at de tog deres sejr som et tegn på, at folket ikke ville have den afstemning, fordi det var det, de (partiet, red.) havde sagt hele vejen igennem,« siger hun.

Befolkningen bliver tilskuere til demokratiet

Uran-debatten repræsenterer med andre ord et demokratisk problem i Grønland.

Råstofområdet (se faktaboks) var måske nok det første, nye område, der blev givet tilbage til Grønland, da selvstyret blev indført i 2009 – men karakteren af utilfredshed er enslydende:

Hvor grønlænderne før oplevede sig selv som tilskuere til, hvad den danske stat nu havde tænkt sig at gøre i Grønland, oplever mange i dag, at de i stedet er blevet tilskuere til, hvad den grønlandske regering har tænkt sig at gøre med Grønlands råstoffer.

\ Læs mere

Grønlands retssystem lider under kolonitidens synder

Den følelse har især de, der er imod Kvanefjeld-projektet, fortæller Lill Bjørst.

Diskussionerne rykker i stedet ud i befolkningen, som i grove træk står i to radikalt uenige lejre. Skal vi lade det australske mineselskab åbne en mine ved Kvanefjeldet og håbe på, at de kan forvalte det på en sikker og forsvarlig måde? Eller løber vi for stor en risiko og bør hellere satse på andre erhverv?

Der er også dem, der mener, at minedrift er dårlig for Grønlands brand som fiskerination med stor natur. Andre igen mener, at det er værd at løbe eventuelle risici, fordi der er så desperat brug for arbejdspladserne.

Grønlænderne savner viden om uran

Men de demokratiske problemer ligger ikke kun i selvbestemmelse; de udspringer også fra manglende folkeoplysning.

I forbindelse med indsamling af data om grønlændernes holdninger til uran, opdagede Lill Bjørst, at mange grønlændere ikke havde oplevelsen af, at de vidste nok om, hvad et projekt som Kvanefjeld ville bringe med sig.

»Mine studier viser, at mange var i tvivl om, hvilken indflydelse minen ville få på deres eget liv og byen Narsaqs fremtid,« fortæller hun. Narsaq ligger i Sydgrønland kun seks kilometer fra Kvanefjeldet.

Denne del af problemstillingen, manglende folkeoplysning, er der dog ved at blive gjort noget ved. Dels er lokale miljø-NGO'er, som er en relativt ny opfindelse i Grønland, ved at komme op i gear. Dels har Sermitsiaq, som er en af Grønlands største aviser, valgt at tage udfordringen op ved at lancere et uranpanel – et panel af miljøfolk, geologer, samfundsforskere, uranforskere, erhvervsfolk og lønmodtagere.

Det er tænkt som en portal, hvor almindelige borgere kan skrive ind og få svar på alle de spørgsmål, de måtte have om uran, radioaktivitet og miljøkonsekvenser, forklarer chefredaktør Poul Krarup i en artikel hos Sermitsiaq.

Her skriver han blandt andet, at avisen på nuværende tidspunkt ikke har inddraget NGO’er eller politikere i panelet, fordi de ønsker, at »befolkningen skal kunne vurdere uranudvinding på baggrund af hårde facts og ikke på følelser.«

Bliver mine får blå af radioaktivitet?

Noget kunne tyde på, at der er behov for et uranpanel. I hvert fald beretter et af panelets medlemmer, Morten Birch Larsen, som er geolog og rådgiver ved Naturinstituttet i Grønland, at han eksempelvis er blevet mødt med et spørgsmål fra en fåreavler, der ville vide, om hans får ville blive lyseblå, når de spiste radioaktivitet.

Han håber gennem sin deltagelse i uranpanelet at være med til at give befolkningen et mere oplyst grundlag at træffe deres beslutninger ud fra.

»Befolkningen har mange bekymringer og spørgsmål, som de deler med os. Om tailings (se faktaboks), om støvdannelsen, om fluor, og om de kan blive boende i Narsaq og blive ved med at holde får og fiske i området, hvis minen bliver en realitet.«

Lill Bjørst bifalder initiativet.

»Det er den slags, der skaber mere åbenhed, og det er noget af det, jeg efterspørger. Det er den type nære spørgsmål, som er vigtige at få besvaret.«

Politikerne har et ansvar for at informere

Det bør dog ikke udelukkende være op til pressen og akademikerne at kommunikere den rigtige information ud til befolkningen, mener Lill Bjørst. Politikerne, særligt regeringen, har også et ansvar for at oplyse befolkningen, og her er der stadig plads til forbedring.

»De skal jo ikke blot gentage det samme som selskaberne, de skal jo komme med et mere upartisk indlæg i debatten og huske, at det primært er lokalbefolkningen, ikke mineselskabet, de planlægger for. Der er brug for mere åbenhed i debatten.«

Eksperterne er enige om, at minedrift kræver befolkningens opbakning.

Om en folkeafstemning i dag ville ende med et ja eller nej er ikke til at sige. Det afhænger også af, hvad der konkret skal stemmes om – hvilket ligeledes er uklart.

»Jeg tror, at det, der sker nu, er, at tingene går for stærkt, til at man kan træffe de her beslutninger på en måde, hvor det føles rigtigt for befolkningen. Det er beslutninger med langsigtede konsekvenser, og det er det perspektiv, der gør uranproblematikken særligt problematisk og speciel,« slutter Lill Bjørst.

\ Læs mere

Grønland i tal: Forstå verdens største ø gennem statistik

\ Læs mere

Forsker: Grønland er fortsat en dansk koloni

\ Læs mere

Forsker: Nej, Grønland er ikke en koloni