Selvom naturvidenskab og medicin i dag regnes som universiteternes selvfølgelige pryd, er naturvidenskaben slet ikke så selvfølgelig – historisk set.
Opfindelser går langt tilbage i menneskehedens historie, og selvrefleksive kulturer begyndte at udvikle sig omkring år 500 fvt. – i den periode, som filosoffen Karl Jaspers (1883-1969) har kaldt menneskehedens aksetid.
Men naturvidenskab i moderne forstand blev først til i 1500-1700-tallet. Naturvidenskaben forudsætter nemlig to ting: En basal tro på, at verden hænger sammen og er båret oppe af universelle naturlove (eller noget, der ligner), samt en bevidsthed om, at vi selv må gå ud og se efter, om vores teorier passer.
Diskussionen går langt tilbage
Denne artikel med originaltitlen 'Videnskabens gyldighed er transkulturel, dens tolkning kulturel' er én af teserne i bogen '95 nye teser', som udkom 22.4. og er udgivet af Aarhus Universitetsforlag.
I bogen skriver 30 forskere, politikere og kulturpersonligheder om nutidens væsentligste udfordringer i 95 korte artikler om emner som magt, sundhed, klima, økonomi, videnskab og teknologi.
I antikken havde vi på den ene side Aristoteles, som var en mester i empiriske observationer, på den anden side havde vi pythagoræere, platonikere og stoikere, der talte om en matematisk sammenhæng i universet og sågar om en form for fornuft i universet.
Problemet med Aristoteles var, at han på en måde tænkte alt for konkret: Hver ting har sin natur og sine iboende kræfter eller evner.
Moderne fysik blev derfor til som et opgør med det aristoteliske verdensbillede.
Problemet med pythagoræerne og stoikerne var, at de mente, at man kunne tænke sig til naturens orden, fordi der måtte være en forhåndsetableret orden i universet, der afspejler sig i den menneskelige fornuft.
Selv i 1400-1500-tallets renæssance diskuterede man ad rent filosofisk vej, om verden var uendelig eller begrænset.
Spekulationerne kørte i friløb. Hvad der skulle til – kulturelt set – var en forståelse af, at verden både havde en orden, som mennesket kan undersøge og få nogenlunde hold på ad matematikkens vej, og at verden er kontingent, og hvordan den var indrettet, måtte man finde ud af gennem empiriske observationer.
\ Læs mere
Religion er del af naturvidenskabens fødsel
Her spillede to tanker fra jødedom og kristendom ind i den tidlige naturvidenskabs fødsel. For det første skabelsestanken: Verden er skabt af en velvillig og fornuftig Gud (Johannes 1,1: »I begyndelsen var Logos«); men da man ikke kan kigge direkte ind i Guds tanke/ord/logos, må vi ud og se efter, hvad Gud har villet.
For det andet: Gud taler to sprog, menneskets sprog og matematikkens sprog, og har derfor åbenbaret sig i to bøger: Bibelens bog og naturens bog.
Tror man, at Gud kun taler helligskrifternes sprog, som er tilpasset den umiddelbare menneskelige erfaringsverden, bliver man en fundamentalist, der bilder sig ind, at man kan have en 'bibelsk' eller 'koranisk' naturvidenskab.
Den opfattelse må med, at Gud ikke bare taler menneskesprog, men også taler universelt i matematikkens sprog. Gud er 'den store matematiker', som den lutherske Johannes Kepler (1571-1630) formulerede det.
Matematik er ikke bare matematik
På den måde fik pythagoræerne ret. Men så igen: Matematik er ikke bare matematik. Der findes den 'rene matematik', og der findes den 'anvendte matematik' – den, som passer på virkeligheden, i modsætning til alle mulige universer, som vi blot kan tænke os til.
Her opstår begrebet om naturlove som de faktiske lovmæssigheder, der præger universet som helhed. Videnskabshistorikere peger på, at det var René Descartes (1596-1650), der skabte de første konturer af det, vi i dag forstår ved naturlove.
I sit berømte brev til vennen Mersenne fra 15. april 1630 skrev Descartes følgende:
»Du må ikke tøve med allevegne at sige og forkynde, at det er Gud, som har nedlagt disse love i naturen, ligesom en konge sætter love i sit rige. Der er ikke noget, vi ikke kan forstå, hvis vi gør os umage. Lovene er alle medfødte i vores sind, ligesom en jordisk konge ville indprente sine love i sine undersåtters hjerte, hvis han havde haft magt til det.«
Pointen er her, at lovmæssighederne er universelle, men også at de kan opdages af mennesker, hvis vi gør os umage. Det var dette begreb om naturlove, som senere i 1600-tallet blev overtaget af fysikeren Isaac Newton (1643-1727) og kemikeren Robert Boyle (1626-1691), men nu uden ideen om medfødte ideer.
\ Læs mere
Hypoteser opstilles og undersøges
Igen: Vi må selv ud og se efter. Midlet hertil er den hypotetisk-deduktive metode, der systematisk afprøver, om følgeslutningerne ('deduktionerne') af vore matematiske ideer ('hypoteserne') passer til de svar, som de empiriske observationer og eksperimentelle forsøg afgiver.
Således Newtons hovedværk, Naturfilosofiens matematiske principper ('Principia') fra 1687. Uanset videnskabens opkomst og snirklede veje, så er det store og smukke ved naturvidenskaben, at en god del af dens bedste resultater er blevet stående og i dag har gyldighed i alle kulturer, vestlige som østlige, religiøse såvel som irreligiøse.
Det er den samme tyngdekraft, der gælder i Berlin og Beijing, ligesom molekylærbiologien er den samme verden over. Det er også den samme atomteori, der bruges både i USA og Nordkorea, når der produceres atombomber.
'Nice physics!', skal J. Robert Oppenheimer (1904-1967) have udbrudt, da den første atomprøvesprængning fandt sted. Kim Jong-un er enig.
Kulturelle tolkninger er forskellen
Forskellige er derimod de kulturelle tolkninger af fysik og evolutionsteori. Albert Einstein kunne til sin dødsdag ikke tro, at Niels Bohr havde ret i, at kvanteprocesser har et element af tilfældighed i sig.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Verden må være determineret – selvom det ikke ser sådan ud. Muslimske fysikere elsker af samme grund Einstein, mens de er usikre over for Bohr. Når det drejer sig om evolutionsteorien, er der navnlig modstand i den muslimske verden, men også blandt højrekristne bevægelser, navnlig i USA.
Men ubehaget over for Darwin er forskelligt. De kristne tilhængere af den såkaldte Intelligent Design-teori tager moralsk anstød af den hjerteløse selektionsproces og religiøst anstød af mutationsteorien med dens tanke om tilfældighed.
De muslimske biologer, der følger evolutionsteorien, ser derimod mutationer som udtryk for Allahs vilje, mens det er biologiens iboende naturalisme, der afvises som anstødelig.
