Vi træder nu ind i julemåneden december, og samtidig har vi forladt efteråret og er nået sæsonens første vintermåned.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Dagene bliver stadigt kortere lige frem til vintersolhverv 21. december, som er årets korteste dag med en længde på blot 6 timer og 56 minutter.
Derefter går det ganske langsomt fremad, idet dagens længde kun tiltager med 6 minutter i perioden frem til nytår. Det betyder også lange og mørke vinteraftener og -nætter - og hvis vejret arter sig, udsigt til vinterhimlens flotte stjernebilleder.
Der er også et par stjerneskudssværme i vente: Den markante sværm Geminiderne først i december, og den lidt mere beskedne sværm Ursiderne lidt senere på måneden.
Endelig er Den Internationale Rumstation ISS på himlen i det meste af december. 1. til 8. december passerer ISS hen over himlen på tidspunkter mellem sen eftermiddag og tidlig aften.
Fra 18. december og frem til nytårsaften skal vi holde øje med ISS i de tidlige morgentimer.
Følg selv med på hjemmesiden Heavens Above for de præcise tidspunkter.
Månen formørker Mars
Den 8. december kan vi opleve noget så usædvanligt som en 'Mars-formørkelse’, hvor fuldmånen passerer Mars og i nogle timer skygger for den røde planet.
Følg med på himlen retning vest i timerne efter midnat, hvor vi netop er trådt ind i 8. december. Allerede ved 2-tiden er Mars meget tæt på Månen, og ved 4-tiden om morgenen er den ved at være skjult bag måneskiven, og det varer frem til morgengryet.
Den røde planet Mars er i det hele taget særlig interessant og værd at holde øje med her i december - både med det blotte øje eller med en god amatør-kikkert.
Mars står højt på himlen i timerne omkring midnat i stjernebilledet Tyren - mellem Tyrens to horn.
Netop 8. december, på datoen for formørkelsen, er Mars i opposition til Solen, hvilket betyder, at Solen, Jorden og Mars står på linje, og at den røde planet dermed er ekstra klar og lyser næsten lige så klart som Jupiter.
Dertil kommer, at lige i begyndelsen af december var Mars tættest på Jorden, og den vil stadig være ret tæt på Jorden 8. december, hvor afstanden til Jorden blot er godt 80 millioner kilometer.
Sidste gang, Mars var så tæt på Jorden, var i 2007, og næste nære møde vil først indtræffe i november 2037.
Så det er værd at holde øje med den røde planet, der på nattehimlen lige nu også danner en rød trekant sammen med de to klare røde kæmpestjerner: Betelgeuse i Orion og Aldebaran i Tyren.
Månen og planeterne
Det er som nævnt fuldmåne 8. december og nymåne lillejuleaften 23. december.
Udover Mars følger også planeterne Venus, Jupiter og Saturn med ind i december, og med lidt held er det også muligt at få et glimt at Merkur.
Venus er på den tidlige aftenhimmel og går ned omkring klokken 16–17, hvor Solen allerede er forsvundet.
\ Om serien 'Kig op'
'Kig op' er en serie, der i starten af hver måned zoomer ind på de vigtigste astronomiske begivenheder på himlen og ude i rummet.
Følg også med i serien 'Rumfarten', der i begyndelsen af hver måned giver dig en oversigt over de vigtigste aktuelle rumfartsnyheder.
Her er sidste måneds installation i serien: Rumfarten i december: Første opsendelse i bane om Jorden og ny måde at lande på Mars
Mars er som nævnt aftenstjerne. Den står højt på himlen i timerne omkring midnat og går først ned ud på morgenstunden. Jupiter står klart på aftenhimlen fra mørkets frembrud og til den går ned omkring midnat.
Også Saturn er aftenstjerne og kan følges på himlen, indtil den går ned lidt efter klokken 21 i begyndelsen af måneden og lidt før klokken 20 sidst i december.
14. december omkring klokken 7 morgen passerer Månen hen over den klare stjerne Regulus i Løven på himlen i sydvest.
Fra omkring juleaften og frem til nytårsaften skulle det være muligt at fange Venus og Merkur tæt på hinanden på himlen i sydvest sidst på dagen, fra cirka klokken 16 og frem, indtil de to planeter går ned tæt på klokken 17. Det er dog nødvendigt at have en fri udsigt til horisonten.
28. og 29. december omkring klokken 18 til 22 passerer Månen forbi Jupiter på himlen i syd-sydvest.
Stjernehimlen i nord
Mælkevejen kan følges hen over himlen fra horisonten og til Zenith.
Nær horisonten begynder sporet i stjernebilledet Cygnus eller Svanen med den klare stjerne Deneb. Videre opad gennem Cepheus, Cassiopeia og Andromeda ikke langt fra Zenith. Sporet fortsætter lidt øst for Zenith nær den klare stjerne Capella i Kusken.
Omtrent midt på himlen finder vi Lille Bjørn med Polarstjernen. Lidt øst for Lille bjørn er det ikke svært at få øje på Karlsvognen, som er en del af stjernebilledet Store Bjørn.
Stjernehimlen i syd
Nu er vinterens kendte stjernebilleder på plads på himlen i syd.
Midt på aftenhimlen toner Orion frem - let at kende på den røde kæmpestjerne Betelgeuse og de tre stjerner, der udgør Orions bælte. Nederst finder vi den klare hvide stjerne Rigel.
Vest for Orion møder vi Tyren, hvis klareste stjerne er den røde kæmpe Aldebaran. Her finder vi også de to markante stjernehobe: Plejaderne, også kendt som syvstjernen, og den V-formede åbne stjernehob Hyaderne.
Begge hobe er værd at observere - både med det blotte øje eller med en amatørkikkert.
På den anden side af Orion finder vi lavt på himlen Canis Major eller Store Hund med den klare stjerne Sirius, der kun er 8 lysår borte. Kikker man lidt længere op møder vi Lille Hund med den klare stjerne Procyon.
Højere oppe på himlen finder vi Tvillingerne, der let kendes på de to klare tvillingestjerner, Pollux og Castor.
Stjerneskud i december
Geminiderne leverer flotte stjerneskuds-spor henover himlen. (GIF: NASA / George Varros)
Geminiderne er den mest lovende stjerneskudssværm i december. Sværmen er aktiv i perioden omkring 4. til 20. december og er på sit højeste 14.-15. december.
Geminiderne er blandt de mest aktive meteorsværme i årets løb. Der skulle være størst chance for at se stjerneskud i timerne før midnat, hvor man kan vente ganske mange stjerneskud i timen.
Som navnet antyder, så har Geminiderne udspring i stjernebilledet Gemini - på dansk Tvillingerne - der ved nattetide ses højt på himlen i sydøst.
Da Geminiderne er tæt på at dele bane med den lille asteroide Phaeton, vurderer man, at meteorerne består af smuldret klippemateriale fra denne asteroide. Det skulle give lidt stærkere lysende stjerneskud, der bevæger sig noget langsommere hen over himlen, så man har derfor mulighed for at nyde dem lidt længere tid.
Ursiderne er en lille sværm, der udspringer midt i stjernebilledet Ursa Minor - på dansk Lille Bjørn - der ses midt på himlen i nord.
Sværmen er aktiv fra 17. til 26. december med flest stjerneskud 22. og 23. december, hvor det samtidig er nymåne.
Det giver bedre betingelser for at se stjerneskud, selv om der kun loves få stjerneskud i timen fra den lille sværm.
Historien om Betelgeuse
Den klare, røde kæmpestjerne Betelgeuse i Orion har sin egen specielle historie.
Selv om stjernen Rigel ved foden af stjernebilledet egentlig er den klareste stjerne, så betegnes Betelgeuse ofte i astronomisk sammenhæng Alfa Orionis.
Måske ikke så mærkeligt, for med sit klare skær og markante røde farve gør den virkelig opmærksom på sig selv i stjernebilledet Orion.
Betelgeuse er en meget stor stjerne - blandt de største på himlen og 1.400 gange Solens størrelse.
Tænker vi os Betelgeuse anbragt på Solens plads, ville de fire indre planeter, Merkur, Venus, Jorden og Mars - og endda Jupiter - bevæge sig dybt inde i stjernen.
Kun Saturn ville lige akkurat ligge uden for randen af Betelgeuse.
Betelgeuse, der ligger omkring 550 lysår borte, er selv blandt stjerner en gammel stjerne, der er nået til det stadie i sit liv, der kaldes kæmpestjernefasen.
Det er sidste fase, før stjernen vil ende sine dage i en supernovaeksplosion.
Astronomisk set kan man aldrig sige, hvor tæt på man er, så i mange år var der en skik med at holde godt øje med Betelgeuse ved vintertide - for tænk, hvis vi skulle være så heldige at være vidne til en supernova-eksplosion på himlen.
Det er jo mange år siden, at både Tycho Brahe i 1572 og Kepler i 1604 så hver deres supernova - statistisk set må det snart være vores tur…
Men så i 2019 skete der noget med Betelgeuse - bare ikke lige det, vi havde ventet.
I vinteren 2019 -2020 blev Betelgeuse gradvist meget svagere i lysstyrke. Denne ændring varede omtrent lige frem til april, hvorefter stjernen fandt tilbage til sin oprindelige lysstyrke.
Årsagen viste sig at være, at Betelgeuse havde haft nogle voldsomme udbrud af gasser fra stjernens øverste lag, og disse gasmasser havde lagt sig som en skygge henover stjernen, så den før så klare stjerne blev formørket for os.
I en periode dykkede Betelgeuse fra at være den 10. klareste stjerne på himlen ned til blot den 20. klareste stjerne. Men nu er stjernen vendt tilbage på vinterhimlen, hvor den lyser op med sin velkendte styrke.
Så det var altså ikke et forvarsel om en nært forestående supernova, vi var vidne til.
Men det er ikke det sidste, vi har hørt til Betelgeuse.
For nylig har vi lært mere fra de historiske kilder om stjernernes udseende, og det har giver os interessant nyt om Betelgeuse.
Således beretter den kinesiske hof-astronom Sima Qian fra tiden omkring år 100 før vor tidsregning om stjernernes farve: »Hvid som Sirius, rød som Antares - og gul som Betelgeuse.«
Så Betelgeuse lignede ikke den stjerne, vi kender. Og omkring 100 år senere bemærker den romerske videnskabsmand Hyginus, at Betelgeuse lyser gulligt som planeten Saturn.
Endelig lyder det fra den græske astronom Ptolemæus, cirka år 150 efter vor tidsregning. at Betelgeuse ikke kan regnes med i gruppen af klare røde stjerner.
Vores egen store astronom Tycho Brahe (1546-1601) siger om Betelgeuse, at den er mere rød end Aldebaran, Tyrens røde øje.
Det er dermed ikke længe siden - astronomisk set - at Betelgeuse har været, hvad vi kalder en gul hovedserie-stjerne.
Hovedseriefasen en den længste periode i en stjernes liv, hvor stjernen omdanner brint til helium, og det er netop her, vores egen sol som en gul stjerne befinder sig lige nu og godt 5 milliarder år ud i fremtiden.
Og nu har historien så fortalt os, at i løbet af menneskehedens historie er Betelgeuse i sin udvikling som stjerne gået fra hovedserie-fasen og til kæmpestjerne-fasen.
Det er i virkeligheden ganske imponerende, at vi har været vidne til en sådan overgang, da stjernernes udvikling jo ofte strækker sig over milliarder eller millioner af år.
Til gengæld må vi desværre erkende, at Betelgeuse rent tidsmæssigt nok ikke står lige overfor et supernova-udbrud, fordi det astronomisk set er så kort tid siden, den i følge kilderne var en gul hovedseriestjerne.
Julens stjerne
Hele efteråret har vi kunnet følge en strålende klar Jupiter på aften- og nattehimlen - klarere, jo mørkere nætterne gradvist blev.
Og det fortsætter også her ind i december, hvor Jupiter i starten af december først går ned lidt efter midnat og sidst i måneden lidt før midnat.
Nok er Jupiter ikke længere i opposition og dermed nærmest Jorden. Til gengæld er nattehimlen blevet gradvist mørkere siden september, så Jupiter synes mere klar i kontrast til den vintermørke himmel.
Det gælder også juleaften, 24. december, hvor Jupiter når sin største højde på himlen i syd omkring klokken 18 og først går ned lige omkring midnat.
Jupiter kan derfor på en klar julenat fint træde ind i rollen som Julens stjerne.
Vi ønsker læserne en glædelig jul med et af de mest ikoniske blandt de utallige bud på Julestjernen, leveret af den italienske kunstner Giotto di Bondone (1267–1337).
Giotto gengiver i sit billede ’Adoration of the Magi’ scenen i Betlehem julenat, hvor stjernen i form af Halleys komet ses lige over Jesusbarnet i stalden.
