I 1950’ernes Frankrig blev den statsansatte kemiker Corentin Louis Kervran bedt om at undersøge en række tragiske dødsfald blandt bygningsarbejdere. Ifølge obduktionsrapporterne var mændene døde af kulilteforgiftning i kombination med hedeslag, men det var lidt af et mysterium, hvor den dræbende kulilte stammede fra.
Louis Kervran gik til opgaven som enhver nidkær detektiv og udtænkte et eksperiment, der kunne kaste lys over, hvordan kroppen optager og afgiver mineraler under ekstreme arbejdsforhold.
Hans forsøg involverede en gruppe hårdtarbejdende mænd på olieboretårne i Saharas bagende sol. I løbet af en periode på seks måneder vejede og analyserede Kervran omhyggeligt alt, hvad oliearbejderne indtog af føde og væske. Samtidig opsamlede, registrerede og dissekerede han, hvad de afgav igen i form af urin, afføring og sved.
Ifølge lærebøgerne burde der ikke være nogen forskel på, hvilke grundstoffer der kommer ind og ud af et menneskes krop.
Men Kervrans optegnelser viste, at oliearbejderne fortærede mere af grundstoffet natrium, end de gav tilbage til naturen.
Til gengæld indeholdt hans daglige laboratorieprøver af mændenes efterladenskaber gennemsnitligt 320 mg kalcium mere, end de havde spist. Desuden fandt den franske kemiker, at mændenes totale energiindtag (i form af kalorier og strålingsvarme fra solen) var langt større, end hvad de brugte på fysisk arbejde og afgav via transpiration.
\ Fakta
CLASSIC-ARTIKEL Hver fredag ‘genudsender’ vi en artikel i serien om ‘Vanvittige videnskabsmænd’. Serien handler om mændene og deres storslåede, men fejlslagne forsøg og pseudovidenskabelige krumspring. Denne artikel blev bragt første gang 3. januar 2010.
Et voksende overskud af varmeenergi ville under normale omstændigheder føre til eskalerende feber og død – eller endog en regulær eksplosion – men oliearbejderne trivedes fint og var i stand til at arbejde dag ud og dag ind uden problemer.
Hvor blev den overskydende kropsvarme af? Og hvorfor stemte grundstofregnskabet ikke?
Louis Kervran øjnede et sensationelt videnskabeligt gennembrud.
Eksperimenter med høns
Nu kunne man indvende, at enhver, der bruger et halvt år på at måle og veje et sjak oliearbejderes afføring, har krav på at blive belønnet med et sensationelt resultat. Men det var ikke første gang, Louis Kervran havde gjort observationer, der stred imod biologiens mest fundamentale dogmer.
Allerede som barn havde han undret sig over, hvordan hønsene i familiens baghave var i stand til dagligt at lægge æg med en hård, kalciumrig skal uden tilsyneladende at optage det mindste kalcium fra deres foder. Forsøget i Sahara gav den franske kemiker blod på tanden, og han brugte de næste mange år af sit liv på at komme til bunds i mysteriet.
Inspireret af barndommens grublerier begyndte Kervran at eksperimentere med fjerkræ i stor stil.
Hundredvis af høns blev underkastet de samme undersøgelser som oliearbejderne i Sahara, men denne gang kunne Kervran overgå sig selv i grundighed ved at kremere sine forsøgsdyr og analysere askens indhold af grundstoffer.
Selv på en fuldstændig kalciumfri diæt var forsøgshønsene i stand til at lægge æg med fine skaller. Kervrans forklaring var, at hønsene – via en ukendt proces – omdannede et eller flere grundstoffer til det kalcium, de skulle bruge til at fremstille æg.
Oliearbejdernes overskud af varmeenergi og kalcium og underskud af natrium forklarede han på sammen måde: Den overskydende varme blev ganske enkelt brugt til at forvandle natrium til kalcium. Konklusionen var klar: Tilsyneladende foregår der nukleare processer i levende væsner.
Skaldyr og kernefusion
Da Kervran i 1959 begyndte at publicere sine resultater, tog mange seriøse medier og eksperter kemikerens teori alvorligt.
Omdannelse af atomkerner var normalt noget, der foregik under ekstreme forhold – i stjerner eller atomeksplosioner. Hvis det tillige kunne finde sted i et så stilfærdigt miljø som en hønes indre organer uden at omdanne dem til kaglende atombomber, var det en videnskabelig sensation, der på sigt kunne opfylde drømmen om en evig, forureningsfri energikilde.
Men hvorfor havde ingen andre forskere observeret kold fusion i hønsegården?
\ Fakta
Vanvittige videnskabsmænd fylder både videnskabshistorien og populærkulturen. De lever iblandt os og giver fiktive fætre som Dr. Strangelove og Dr. Frankenstein kamp til stregen i disciplinerne opfindsomhed, gåpåmod og tossede teorier.
Ifølge Louis Kervran var svaret simpelt: fordi de aldrig havde kigget efter.
»Alle eksperimentelle undersøgelser af de fysiske love er blevet foretaget på dødt stof, men levende væv opfører sig efter fundamentalt anderledes principper,« hævdede Kervran, da han i 1966 samlede sine observationer i bogen Biologiske transmutationer.
Her beskrev han en håndfuld andre eksempler på, at dyr og planter gik atomreaktorer i bedene: Grise forvandler nitrogen til kul og ilt, ferskner transformerer jern til kobber, og i kålhoveder omdannes ilt til svovl.
I en rapport fra 1969 om Ubalance mellem kalcium, fosfor og kobber i hummeren forklarer Kervran, hvordan også skaldyr excellerer i kernefusion.
Louis Kervran blev efter eget udsagn indstillet til Nobelprisen i fysik i 1975 og døde i 1983. Til det sidste fastholdt han sine teorier, selv om ingen andre har været i stand til at genskabe hans resultater.
