Når du bunder et glas vand fra hanen, tænker du næppe over, at du med stor sandsynlighed rummer fremtidens energiløsning. En kemisk reaktion kan nemlig spalte vand eller H2O ud i sine bestanddele:
- O - oxygen eller ilt, som du haler ned i lungerne
- H2 - hydrogen eller brint, som kan bruges som et kemisk brændstof
H2 kan gemmes, så du kan bruge det til at producere elektricitet i såkaldte brændselsceller, lige når du har brug for det. Desuden er det eneste restprodukt efter afbrænding af brint ren H2O.
Fremtidens energiløsning er over os
Problemet er ikke at spalte vandet; det har man kunnet i mange år. Problemet er, at det kræver en hel del energi at spalte det. Som det ser ud nu, er brintløsningen derfor ikke rentabel.
Men noget skal gøres, som det fremgår af DR-dokumentaren 'Kampen Om Solen' herover. Klodens olieressourcer sviner ad pommern til og de er ved at slippe op. Hvis energien skal komme fra atomkraftværker, skal der bygges 10.000 nye på verdensplan - Hvor skal de ligge og hvad skal vi gøre med affaldet?
Alt tyder på, at den mest holdbare, sikre ressource er den lysende stjerne, vi kredser om. Solen skinner på blot én time nok til at dække hele klodens energibehov i et år.
Solen og andre vedvarende energikilder kan bruges til at danne brint, men der mangler en vigtig brik: Katalysatorer.
Katalysatorer rummer koden
En vigtig faktor i omdannelsen fra vand til brint er katalysatorer. En katalysator hjælper den kemiske proces i gang og sørger for at den forløber hurtigt og med et nogenlunde lavt energiforbrug.
I dokumentaren, som blev bragt på DR2 i går, kan du se nogle af de løsninger, som DTU-forskerne på forskningscentret CASE (Catalysis for Sustainable Energy) arbejder på.
Du kan læse meget mere om forskernes arbejde i artiklen 'Katalysatorer skal optimere grøn energi'.
De står dog over for store udfordringer, for kravene til katalysatorer er tårnhøje. De skal være både billige, holdbare og ikke mindst effektive, så energiforbruget holdes nede under den kemiske omdannelse til brændstof.
Forskningen i CASE er opdelt i tre projekter med det mål, at udvikle katalysatorer til tre forskellige kemiske processer.
- Et projekt fokuserer på, hvordan man kan bruge solenergi til at spalte vand til brint og ilt.
- Et andet projekt handler om at udnytte Solens energi indirekte ved at bruge strømmen fra solceller og vindmøller til at omdanne enten CO2 eller N2 til brændstoffer.
- Det sidste af CASEs projekter arbejder med at omdanne uspiselig biomasse som mark- og skovaffald til forskellige brændstoffer.
Fælles for alle projekterne er, at de kræver katalysatorer, der kan hjælpe de kemiske reaktioner i gang.































