Kan lapningen af ozonlaget i 80’erne lære os at bekæmpe klimakrisen?

Du, der så nyheder i 90’erne og starten af 00’erne, vil kunne huske det: I 1985 opdagede forskere, at ozonlaget over Antarktis var blevet uhyggeligt tyndt.

Det stod hurtigt klart, at problemet skyldtes vores udledning af såkaldte CFC-gasser (herunder freon), der tidligere blev brugt særligt i køleskabe, deodoranter og isolationsskum, og verdenssamfundet tøvede ikke med at reagere.

På bare to år fødtes Montreal-protokollen, som forpligtede FN’s 197 medlemslande til at udfase de farlige gasarter.

»Montreal-protokollen er indtil videre en fuldstændig unik succeshistorie, som ledte til en hurtig udfasning af ozonnedbrydende kemikalier indenfor en ret kort tidsperiode,« siger klimamodel-forsker Anja Schmidt.

Hun var med i forskergruppen, der i 2016 for første gang nogensinde kunne påvise, at ozonlaget helede, og at helingen var direkte forårsaget af Montreal-protokollens tiltag.

I dag er verdens øjne rettet mod et andet problem, der truer vores klode: Klimaforandringerne, som ironisk nok har været et kendt fænomen i længere tid end ozonhullet. Den første videnskabelige konference, der råbte vagt i gevær, foregik i Colorado, USA, i 1965 – hele 20 år før ordet ’ozonlag’ kom på alles læber.

Så hvorfor har verdenssamfundet endnu ikke fundet en fælles løsning på en ulmende klimakrise, som har spøgt i kulissen i over et halvt århundrede, når det tog sølle 15 år, fra ozonhullet blev opdaget, til forhenværende FN-generalsekretær Kofi Annan udråbte Montreal-protokollen til en succes?

Og viser erfaringerne fra Montreal-protokollen, hvordan vi skal løse klimakrisen?

Jorden slår hårdere tilbage i dag end i 80’erne

Ozonkrisen og klimakrisen synes på overfladen meget ens: Begge er menneskeskabte kriser, der er opstået, fordi vi blæser forurenende partikler op i atmosfæren. Naturen reagerer på den udefrakommende påvirkning, og det ryster vores eksistensgrundlag på Jorden.

De åbenlyse ligheder kunne give anledning til at tro, at vi trinvis kan følge Montreal-protokollens eksempel for at løse klimakrisen. Men det er ikke helt tilfældet.

»Dengang som nu stod vi overfor en udfordring, der havde en global årsag og påkrævede globalt ansvar. Den mest markante forskel var imidlertid, at 1980’ernes brug af freon ikke var så dybt integreret i samfundsstrukturen, som fossile brændsler er i dag,« siger Sebastian Mernild, professor i klimaforandringer og prorektor på Syddansk Universitet, samt hovedforfatter på FN’s sjette IPCC-rapport om klimaet, der udkommer i 2021.

Det er ifølge Mernild en af grundene til, at Paris-aftalen, der forpligter nationer til at holde den globale temperaturstigning under 2 grader målt imod det førindustrielle niveau, til forskel fra Montreal-protokollen endnu ikke nyder opbakning fra alle FN-medlemslande.

Ozonkrisens konsekvenser og hvem, der havde skylden, var uomtvisteligt

Hvor ’kringlet og kompleks’ er en meget rammende beskrivelse af klimaforandringerne, var ozonkrisen anderledes ligetil.

Ozonlaget blev opdaget i 1930’erne, og betydningen af den stratosfæriske hinde var utvetydig: Uden ozonlaget ville Solen kaste sine ultraviolette stråler helt ned på Jordens overflade, hvor de ville ødelægge dyre- og plantelivet og forårsage hudkræft, øjenskader og svækkelse af immunsystemet hos mennesker og dyr.

Omkring 40 år senere kastede to forskere lys over, hvordan en lang række af de gasarter, der blev produceret i industrien, kunne spalte ozonmolekylerne og derved udtynde ozonlaget. Deres beregninger forudsagde endda, hvor fænomenet først ville opstå: Over Antarktis.

.

Det ildevarslende teoretiske scenarie blev få år senere forvandlet til virkelighed:

»Udviklingen af arealet af ozonhullet i starten af 1980'erne var tydeligvis alarmerende. Alle andre mulige forklaringer, såsom naturlige processer, kunne afvises. Den eneste videnskabelige forklaring var effekten af de menneskeskabte og -udledte gasarter,« fortæller Helge Jønch-Sørensen, der forsker i Solens UV-stråling ved Danmarks Meteorologiske Institut.

Da verdens beslutningstagere på Wien-konventionen i 1985 skulle forholde sig til ozonkrisen, sad de altså med viden om:

• En ozonudtynding, der var vokset fra 0 til 17 millioner kvadratkilometer på under 10 år 
• At fænomenet var menneskeskabt
• Hvor galt det kunne gå, hvis de ikke greb til handling

Hudkræft skræmmer os mere end skovbrande på den anden side af Jorden

Det lyder umiddelbart mere urovækkende, at der er et gevaldigt hul i ozonlaget, der får Solens stråler til at give os hudkræft, end når FN varsler, at den globale temperatur kan stige med 3 grader i dette århundrede. Det kan være en af grundene til, at ozonkrisen fik verdenssamfundet til at skride til handling.

»Hvor ozonhullet havde en her-og-nu-effekt, som alle kunne forstå, har klimakrisen også en langsigtet effekt. Det tidsmæssige perspektiv er med til at gøre den verdensfjern. Hudkræft giver en personlig tilgang grundet risikoen for selv at blive ramt, mens øget afsmeltning af klodens gletschere, øget vandstand i lavlandsområder eller skovbrand ikke kun påvirker samfundet i dag, men også fremover,« vurderer Sebastian Mernild.

Hvad mere er, udleder det drivhusgasser, når køerne bøvser på marken, når vi tager bilen på arbejde, flyver på ferie, tænder for fjernsynet og eller sætter tænderne i en bøf - vores brug af fossile brændsler er så integreret i vores samfundsstruktur, at det kræver enorme indgreb at vende klimaskuden:

»Skibet mod omstilling fra fossile brændsler er langt sværere at manøvrere end skibet mod omstilling fra freon – der er ikke noget quick-fix. Klimaomstillingen kræver både mere vedvarende energi, større energieffektivitet og øget elektrificering, og det forudsætter et kæmpe forskningssamarbejde på tværs af flere videnskabelige felter,« siger Sebastian Mernild.

På det punkt står udledningen af CO₂ i skarp kontrast til CFC-gasudledningen, hvor man kunne nøjes med at udskifte kemikalierne i specifikke produkter, uden at andre industrier mærkede det.

»Emissioner af ozonnedbrydende kemikalier var et ret afgrænset problem, hvor kun industrien, der producerede CFC, skulle omstille sig. Klimaforandringerne involverer derimod mange enorme industrier verden over, som er mange billioner dollars værd. Det mener jeg er den primære grund til, at klimaforandringerne er mere vanskelige at tackle end ozonnedbrydningen,« vurderer Anja Schmidt fra Yusuf Hamied Department of Chemistry på Cambridge Universitet.

Klimabudskabet blev mødt med kontrafaktiske kampagner

Lige præcis de svimlende summer, der er på højkant for olieindustrien, landbruget og energisektoren, er en af grundene til, at forskernes klimabudskab - i modsætning til under ozonnedbrydningen - blev sendt på slingrekurs lige fra starten.

Interne dokumenter fra 70’erne hentet ud af oliegiganternes gemmer afslører, at interne eksperter udmærket vidste, at olieudvikling førte til global opvarmning, og opfordrede cheferne til handling.

Men de interne rapporter blev dysset ned, og i stedet svarede olieindustrien og økonomisk afhængige tænketanke på den stigende klimauro ved i 90’erne af hyre falske eksperter til at så tvivl om klimaforskning i medierne. Flere af ’eksperterne’ er efterfølgende stået frem og har erkendt, at de var ansat til at plædere for klimaskepsis, skriver DR.

»Den internationale olieindustri gjorde, hvad de kunne, for at stritte imod. Verdens største virksomheder arbejde decideret imod den grønne omstilling, så man var oppe imod nogle store modspillere. Da freongasser blev forbudt, var der som sådan ikke nogen globale mastodonter, der prøvede at forhindre udviklingen,« siger Sebastian Mernild.

Olieindustriens propagandakampagner var så effektiv, at vi stadig langt op i 00’erne diskuterede, om den globale opvarmning var virkelig, og at politikernes respons har været fodslæbende, mener han.

Fra Montreal til Paris

Vejen fra Montreal-protokollen til Paris-aftalen er lang, men hvis der er noget, vi kan lære af ozonnedbrydningen, er det, at lettere problemer er lettere at løse, mener Sebastian Mernild.

»Når hele samfundet skal forsynes med vedvarende energi, og der skal skabes større energieffektivitet og elektrificering, er det en svær og langsommelig omstilling. Det er ikke så mærkeligt, at de politisk indgreb ikke bare kan indføres med et snuptag,« siger han.

.

Samtidig beviser Montreal-protokollen ligesom samarbejdet på tværs af jerntæppet i 80’erne, bekæmpelsen af syreregn i 70’erne og lignende tidspunkter, hvor verden har samarbejdet om et fælles mål, at der er håb, selvom menneskeheden lige nu står overfor et kompliceret problem.

»Det kan lykkes at få omsat solide videnskabelige facts til handling, hvis dokumentationen er i orden, og hvis der findes dygtige mennesker, der kan formidle resultaterne til de rigtige personer,« siger Helge Jønch-Sørensen.

Anja Schmidt er enig:

»Vores håndtering af ozonproblemet viser, hvad vi kan opnå, hvis vi kollektivt sætter os for at løse et problem. Vores ageren efter COVID-19 bliver altafgørende og er måske vores sidste chance for at overgå til en fossilfri levevis, før konsekvenserne af klimaforandringerne bliver endnu mere alvorlige end nu.«