For 252,3 millioner år siden forsvandt 90 procent af alt liv i havet, og 70 procent af alt som levede på landjorden. Denne tredje af Jordens foreløbigt fem udryddelser kaldes ofte Den store død, fordi den var så omfattende.
Både asteroidenedslag, vulkaner der gik amok og havforsuring er blevet foreslået som årsager til, at livet fik et knæk. Et nyt studie i Nature Geoscience tyder nu på, at næsten alle kan være rigtige.
Det viser nemlig, at udryddelsen skete gennem to faser:
Først klemte Jorden til og kastede næsten 60 procent af alle arter ud, som eksisterede mod slutningen af permperioden. Så gik der omkring 180.000 år, hvor en del nye arter dukkede op.
Men akkurat ved starten af trias slog katastrofen til igen. Over 70 procent af de tilbageværende og nye arter blev med ét udryddet.
De to runder havde antageligvis hver sin årsag.
Første runde stoppede ikke livet længe
Dengang, ligesom i dag, levede det mest af livet i verden i havene. Blandt andet alger, muslinger, koraller og armfødder.
Ved at se på udbredelsen i tid af i alt 537 arter, som er blevet bevaret i ældgammel sten i Sydøstasien, har forskere fra Wuhan i Kina og Leeds i Storbritannien identificeret de to adskilte faser af udryddelsen.
I første runde uddøde både dyr, som bevægede sig, som for eksempel tribolitterne, og dyr som ikke bevægede sig, som svampe og koraller, i lige høj grad.
Hvad det end var, som slog dem ud – og det vender vi tilbage til – var ikke noget, som stoppede livet længe af gangen.
To runder gav de bevægelige en fordel
Allerede ganske hurtigt efter den første runde begyndte livet at dukke op igen. Der blev flere af de dyr, som overlevede, og oven i kom der nye arter til, som tog over i nicherne efter forsvundne forgængere. Det gjaldt både på land og til havs.
Men de primitive småkryb drog muligvis et lettelsens suk lidt for tidligt.
180.000 år senere indtraf en ny katastrofe. I runde to gik det decideret hårdest ud over de ubevægelige dyr. Trias blev starten på bevægelighedens tidsalder på jorden.
’Fordelen’ ved disse udryddelser er, at de giver plads til nyt liv, til dinosaurerne efter tribolitternes storhedstid, og til pattedyrene efter dem igen.
Træk i håndtaget ved tidsskalaen og se, hvordan kontinenterne flytter sig over jordskorpen. Klik også på de tykke røde linjer til højre (norsk tekst). De markerer katastrofer i livets historie. (Design: Arnfinn Christensen, forskning.no)
Nye tolkningsmuligheder åbner sig
Når man skal finde ud af, hvad der forårsagede masseudryddelse, er det ofte klogt at se på, hvem der overlevede. Hvilken slags hårdføre dyr, der klarede sig, kan være en indikation på, hvilken slags påvirkning det var, de tålte.
Problemet med udryddelsen mellem perm og trias har hidtil været, at så få arter overlevede. Så bliver det sværere at finde gode fællesnævnere for dem.
Men med to separate hændelser, med hver sin signatur, åbner der sig tolkningsmuligheder.
Først vulkan, så oxygenmangel?
I den første runde forsvandt det meste liv i lavvandede havområder og overfladevand. Det kan stemme godt overens både med en kuldeperiode, som følge af voldsomme vulkanudbrud, eller med en massiv havforsuring.
Fordi livet kom tilbage igen så hurtigt, tvivler de kinesiske og britiske forskere på, at udryddelsen skyldtes oxygenmangel i havet. Hvis havene først bliver tømt for oxygen, tager det nemlig meget længere tid end nogle få titusinder af år, før livet kan florere igen.
I runde to er oxygenmangel derimod en sandsynlig forklaring. Runde to ramte først og fremmest livet i det dybe vand, som er mest sårbart, hvis luften forsvinder.
Desuden gik der relativt lang tid, før reptilerne fik rigtigt fodfæste. Da de først kom, kom de imidlertid, så det sang bagefter.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
