Da jeg, journalisten bag denne artikel, tog min robåd op af vandet denne sommer, så jeg noget under bunden, jeg ikke var forberedt på.
Jeg har skrubbet ydersiden af robåden mange gange. Den ligger ofte stille i lange perioder, så det er uundgåeligt, at lidt algevækst og snavs sætter sig fast på undersiden af båden.
\ Spørg Videnskaben
Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sure tæer til nanorobotter og livets oprindelse.
Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk
Algerne og skidtet kan med lidt knofedt skrubbes væk med en børste. Men i år var det anderledes.
Lange, relativt store, slimede 'poser' hang ned fra båden, da jeg tippede den op på kajen, og synet blev ikke bedre, da jeg vendte båden på hovedet.
De største 'poser' var på størrelse med en tandpastatube, og de trak sig sammen, når jeg rørte ved dem.
Der var helt bestemt tale om noget levende, men spørgsmålene hobede sig op. Hvad er det lille mørke område indeni slimklumperne? Hvordan er de endt på båden?
Ganske enkelt: Hvad i alverden er det for noget?
Måske har du selv oplevet det på din egen båd, eller måske er du blevet nysgerrig, efter du har set billedet og læst beskrivelsen. Hvis det er tilfældet, kan du få en videnskabsmands svar lige her.
\ Læs mere
Søpunge
»Det er søpunge,« afslører Torkild Bakken til forskning.no.
Han er marinbiolog og institutleder ved Norges teknisk-naturvidenskabelige universitets (NTNU) videnskabsmuseum.
Navnet må siges at klæde slimklumperne på båden ganske udmærket.
Torkild Bakken fortæller, at der er tale om de såkaldte almindelige søpunge – eller Ciona intestinalis. I sidehistorien efter artiklen kan du læse mere om, hvad 'Den Store Danske' har at fortælle om søpungene, men ifølge Wikipedia betyder navnet direkte oversat 'tarm- tårn' på latin.
Søpungene falder sammen, når de ikke er i vandet, men egentlig ligner de små rør med åbninger. Du kan se dem på billedet nedenunder.
Søpungene er hurtigtvoksende
»Søpunge er helt almindelige langs hele kysten og findes i stor udstrækning på eksempelvis bropiller,« forklarer Torkild Bakken.
De almindelige søpunge fæstner sig til noget hårdt som for eksempel sten eller til skroget af en båd eller et skib. Larverne udvikler sig til vokse søpunge, og de optræder enten som 1-12 centimeter store enkeltindivider eller danner på ganske kort tid kolonier med et stort antal millimeterstore eksemplarer.
Undertegnedes robåd, som larverne havde fæstnet sig til, havde ligget stille i flere måneder, så dyrene havde fået god mulighed for at vokse sig store.
\ Læs mere
Kost: Plankton
Men hvad så med den mørke, ormeformede tingest inde i dyrene?
»Det er tarmen,« fortæller Torkild Bakken.
Søpungene lever af plankton, og de kan spise hele tiden, mens der er opblomstring af mikroskopiske planktonalger hvert forår og sommer.
De spiser ved at pumpe vand gennem kroppen, og vandet bliver filtreret gennem en gællesæk, hvor planktonalgerne sætter sig fast. Torkild Bakken er usikker på, hvor meget vand en søpung pumper igennem sig om dagen, men det er muligvis mange hundrede liter.
Det betyder, at de også renser det omkringliggende vand, og det har Torkild Bakken set med egne øjne.
»Hvis der er tale om en koloni ved en mole, kan det være meget signifikant. Jeg har selv dykket ved moler, hvor vandet ikke var klart, før jeg nåede hen til en søpunge-koloni,« fortæller Torkild Bakken, som fortsætter.
»Pludselig er der et skarpt skel i vandet, der med ét bliver helt klart. Det ser ganske spektakulært ud.«
Ikke kun kærkomne
Der findes mange forskellige slags søpunge, og ikke alle er lige kærkomne.
Havforskningsinstituttet i Norge advarede allerede i 2010 mod den østasiatiske søpung – Styela clava – fordi den udkonkurrerer andre arter.
Styela clava er naturligt forekommende i Asien, men har indtaget havområder verden over i blandt andet Europa, Australien og New Zealand.
Den østasiatiske søpung kan også leve i store kolonier, men det var heldigvis ikke denne art, der havde slået sig ned på bunden af en robåd i det sydlige Norge.
Vi siger tak til Torkild Bakken for at lære os om de slimede søpunge. Hvis du ligesom journalisten bag denne artikel går og undrer dig over noget, du tror, videnskaben kan hjælpe med, må du endelig skrive ind til Spørg Videnskaben på sv@videnskab.dk.
Så har du samtidig chancen for at vinde en sej T-shirt, som vi deler ud til de læsere, hvis spørgsmål vi vælger at besvare.
\ Læs mere
©forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark
\ Kilder
\ Søpunge
Søpunge (Ascidiacea) er en klasse af sækdyr (Tunicata) med cirka 1.000 arter.
Søpunge er marine filtratorer, der findes overalt i havet. De er fæstnet til klipper, sten og alger eller lever nedgravet i sand og mudder.
De optræder enten som 1-12 centimeter store enkeltindivider eller danner ved ukønnet formering kolonier med et stort antal millimeterstore eksemplarer.
Det danske navn hentyder til, at kroppen er indesluttet i et hylster – en såkaldt tunica. Denne er ejendommelig ved at indeholde blodkar, der ligesom hudens celler blandt andet bidrager til dens dannelse. Tunicaen kan være tynd og gelatinøs eller sej og bruskagtig.
Individerne hos koloniale arter er forenede i en fælles tunica.
Kroppen har to åbninger: Munden, som fører ind i et meget stort svælg, gællesækken, og en atrialåbning, der leder ind i et vandfyldt rum, atrium, som næsten helt omgiver svælget og rummer gat og kønsåbninger.
Svælg og atrium er forbundet ved tværrækker af gællespalter forsynet med cilier, der driver en vandstrøm gennem mund, gællesæk og atrium. I gællesækken frasies næringspartikler i et slimtæppe, samtidig med at ilt afgives til mange fine blodkar i dens væg.
Alle søpunge er hermafroditter; hos mange arter udvikles æggene i atrium. De planktoniske larver svømmer med en muskuløs hale, der indeholder en rygstreng (chorda), der er en struktur, der sammen med gællesækken viser søpungenes slægtskab med chordaterne.
(Kilde: Den Store Danske)
