Fra gadekryds til toy-pudler og mastiffer: Hunde kommer i et forbløffende udvalg af faconer, farver og størrelser. Det anslås, at omkring 700 millioner hunde i dag lever sammen med eller i nærheden af mennesker.
For mange af os er hunde trofaste følgesvende, arbejdskammerater og højt elskede familiemedlemmer, og vores egen arts historie er tæt flettet sammen med dem.
Men hvordan opstod denne enorme variation, og hvor langt tilbage går vores fælles fortælling?
To nye studier publiceret for nyligt i Science leverer svar:
- Det ene studie bygger på studier af forhistoriske skeletfund.
- Det andet studie bygger på analyser af DNA fra forhistoriske hunde fra det østlige Eurasien.
Sammen peger disse studier på, at historien om hunde og deres forhold til mennesker går længere tilbage og er mere kompleks, end vi hidtil har antaget.
Oprindelsen til den moderne hundes mangfoldighed
I førstnævnte studie har Allowen Evin og hendes kolleger fra Université de Montpellier i Frankrig benyttet 643 hunde- og ulvekranier, der spænder over de seneste 50.000 år. Dem brugte de til at belyse, hvordan den moderne variation blandt hunde opstod.
Deres analyse peger på, at den karakteristiske 'hundelignende' kraniefacon først dukkede op for omkring 11.000 år siden i holocæn, som er en geologisk betegnelse for det 11.700 år lange tidsrum i Kvartær, der strækker sig fra sidste istids afslutning til nutid.
Forskerne fandt også betydelig fysisk variation i hundekranier fra samme tid.
Det betyder, at det brede spektrum af former og størrelser, vi ser hos hunde i dag, ikke udelukkende skyldes de intensive avlsprogrammer, der blev populære i de seneste århundreder. En del af variationen opstod allerede for flere tusinde år siden.
Langt større variation blandt tidligste hunde, end vi hidtil har troet
Forskerteamet analyserede faconen på kranierne på alle 17 kendte hunde- eller ulvekranier fra Sen Pleistocæn, en geologisk periode fra 129.000 til 11.700 år siden. En del af kranierne var 50.000 år gamle.
De fandt, at samtlige af kranierne fra den pleistocæne epoke overvejende havde en ulveagtig facon – også en del af de kranier, der tidligere var blevet udpeget som tidlige hunde.
Det peger på, at selvom opdelingen mellem ulve og hunde sandsynligvis fandt sted i Pleistocæn, begyndte kranieformen hos de tidligste hunde først for alvor at ændre sig tættere på Holocæn – altså for omkring 11.000 år siden.
Alligevel bevarede en del holocæne hundekranier stadig træk, der mindede om ulve. Forskningen peger på, at der var langt større variation blandt de tidligste hunde, end vi hidtil har troet.
Denne variation kan have lagt grundlaget for de ekstreme forskelle i størrelse og form, som findes blandt hunde i dag.
Rejsefæller
Tidligere genom-studier har identificeret fire store hundeslægter, som sandsynligvis opstod for omkring 20.000 år siden:
- Østlige: østasiatiske og arktiske hunde.
- Vestlige: europæiske og fra det nære østen.
Oprindelsen til disse forhistoriske slægter er stadig ved at blive kortlagt, men ved at undersøge, hvordan hundenes slægtskab har ændret sig over tid og mellem forskellige regioner, kan vi få et bedre indblik i både hundenes oprindelse og bevægelserne blandt neolitiske (yngre stenalder) mennesker.
Hundene rejste ofte med
I det andet nye studie undersøgte Shao-Jie Zhang og kollegerne fra Kunming Institute of Zoology, Kina, hvordan mennesker og hunde bevægede sig rundt i det østlige Eurasien (fællesbetegnelse for verdensdelene Europa og Asien).
Det gjorde de ved at granske 73 forhistoriske hundegenomer, der spænder over de seneste 10.000 år.
Analysen af disse hunde afslørede flere skift i afstamningen hos hunde i det østlige Eurasien, på tidspunkter der falder sammen med bevægelserne hos bestemte menneskegrupper (jæger-samlere, bønder og fåre- eller kvægavlere).
Det peger på, at når forskellige menneskelige kulturgrupper vandrede gennem Eurasien, rejste deres hunde ofte med og bragte deres egne genetiske særpræg med sig.
\ Læs også
Central rolle i kulturel udveksling
Der var dog uoverensstemmelser mellem menneskers og hundes befolkningshistorie i visse dele af Asien.
For eksempel havde de østlige jæger-samlere fra henholdsvis Veretje- og Botai-kulturen, som genetisk var tættere beslægtet med mennesker fra det vestlige Eurasien, overvejende østlige (arktiske) hunde snarere end de vestlige hunde, der typisk blev set sammen med andre vesteurasiske kulturer på samme tid.
Det betyder, at hunde kan have spillet en central rolle i kulturel udveksling eller handel mellem forskellige menneskelige samfund. Det kan også afspejle en kompleksitet i hundenes udviklingshistorie, som vi endnu ikke helt forstår.
Shao-Jie Zhang og hans kollegers arbejde leverer overbevisende evidens for, at hunde i det østlige Eurasien for tusinder af år siden spillede en uundværlig rolle i menneskelige samfund som afgørende 'biokulturelle pakker', der fulgte med mennesker på deres vandringer.
Med andre ord: Mennesker tog deres hunde med sig på rejserne (og måske handlede de med dem) i stedet for blot at anskaffe sig nye hunde, når de nåede frem.
Resultaterne understreger det lange, komplekse og tæt forbundne forhold mellem hunde og mennesker gennem mere end 10.000 år.
Hundes genetiske afstamning kan fungere som en levende registrering af forhistoriske menneskelige migrationer, handelsnetværk og kulturelle udvekslinger.
Studier af fortidens hunde kan også hjælpe os med at forstå de miljømæssige faktorer, der har formet hundenes udvikling og deres forhold til mennesker.
Gentænkning af vores forståelse af hunde
Disse nye studier ændrer helt vores forståelse af, hvordan hunde blev så mangfoldige, og hvordan deres forhold til mennesker har udviklet sig undervejs.
Begge studier peger på, at den bemærkelsesværdige variation blandt nutidens hunde langt fra er et nyere fænomen.
De genetiske og morfologiske (formmæssige) rødder til denne mangfoldighed blev lagt for tusinder af år siden og var formet af naturlig selektion, menneskelig påvirkning og vidt forskellige miljøer, længe før de systematiske avlsprogrammer fra de seneste århundreder.
Fremtidige studier af hundes fysiske variation og slægtskab gennem tiden kan uddybe vores indsigt i hundenes komplekse oprindelse og udbredelse på tværs af kloden.
Uanset deres udspring styrker denne forskning forståelsen af det særlige og urgamle bånd mellem mennesker og hunde – et bånd, der næsten var lige så mangfoldigt som hundene selv.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
