En chihuahua er lille nok til at komme i tasken. En Grand Danois når dig til livet. Alligevel er de samme art.
Hvordan kan størrelsen på hunde være så forskellig?
En del af forklaringen kan findes i oldtidens ulve. Det viser DNA-analyser af både moderne og forhistoriske hunde og ulve.
Skødehunde og russiske mynder
Konklusionen kommer fra et nyt studie, der er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Current Biology. Men den strider imod en fremherskende teori, nemlig at forskellen på hundene skyldes moderne hundeavl.
For der er ingen tvivl om, at vi mennesker har fremelsket visse egenskaber hos hunde.
I middelalderen var de kongelige i Europa for eksempel vilde med små hunde, der kunne ligge på skødet – heraf navnet skødehunde – der blev meget populære.
I Rusland i det 17. århundrede havde adelen brug for en hund, der kunne løbe hurtigt. Det russiske mynde blev en eftertragtet race, fordi den kunne følge med jægerne, der sad til hest.
Mutationer gjorde hunde små eller store
Tanken var altså, at tilfældige mutationer opstod i hundenes DNA. Nogle af dem gjorde hundene små, andre store.
Og så har mennesker sørget for, at de dyr, de kan lide, bliver parret med hinanden.
Tidligere forskning har afdækket flere genvarianter, der har en indvirkning på hundenes størrelse. Men forskerne fandt også noget andet interessant: Genvarianterne fandtes slet ikke i ulves DNA.
De måtte altså være dukket op for nylig, konkluderede forskerne.
En »sten i skoen«
Nogle af de genvarianter, der styrer størrelsen, kan dog have eksisteret i tusindvis af år.
For flere år siden fandt forskere ud af, at et gen kaldet IFG1 er vigtigt for, hvor store hunde bliver.
Genet producerer et stof, der ligner insulin, men indtil videre har ingen været i stand til at finde ud af, hvad der får dette gen til at opføre sig forskelligt hos forskellige hunde.
»IGF1 har været en sten i skoen for os,« fortæller Elaine Ostrander Elaine Ostrander, der har ledet det nye studie til tidsskriftet Nature. Hun er forsker ved US National Human Genome Research Institute i Maryland.
Derfor tjekkede hun og hendes kolleger et område i DNA’et, der omgiver dette vigtige vækstgen. De undersøgte DNA’et fra 1.300 hunde fra 230 forskellige racer.
Derudover undersøgte forskerne genetisk materiale fra vilde hunde, ræve og prærieulve samt fra gamle knogler og tænder fra hunde og ulve, der levede for tusindvis af år siden.
Og hér fandt de den manglende puslespilsbrik.
Genvarianten er mest almindelig hos små hunde
En genvariant, der ligger tæt på det insulinlignende gen, kan nemlig være svaret. Denne variant styrer, hvor meget IGF1, der bliver lavet i hundens krop.
Genvarianten ser kort sagt ud til at gøre hundene små, for den var mest almindelig blandt de mindste hunde Det var også den dominerende blandt små hundelignende arter, såsom ræve og prærieulve.
Fandt genvarianten i 53.000 år gammel ulv
Hos moderne ulve, som jo er store dyr, fandtes den derimod slet ikke.
Men i DNA’et fra en ulv, der levede i Sibirien for 53.000 år siden, fandt forskerne noget interessant.
Den forhistoriske ulv havde en kopi af genvarianten, som ser ud til at hæmme væksten. Så det er slet ikke en nyopstået mutation.
Ulven blev menneskets ven flere gange
Odd Vangen forsker i hundeavl ved Norges Miljø-og Biovidenskabelige Universitet (NMBU). Han mener ikke, at der er en simpel forklaring på hundes størrelse, selvom han understreger, at han ikke er ekspert i evolution.
»Jeg ser studiet som et bidrag,« siger han til forskning.no, Videnskab.dk‘s norske søstersite.
Hundenes historie adskiller sig nemlig fra husdyrene. Hvor tamme heste og køer formentlig stammer fra én kultur med vilde dyr, er hundene nok blevet tamme flere gange.
Nogle ulve har trives altså i nærheden af mennesker og er blevet mere og mere tamme. Og det er sket flere forskellige steder i verden.
Hundens DNA er ikke blevet undersøgt nok
At én genvariant skulle have så meget at sige, mener Odd Vangen heller ikke er så sandsynligt. For i modsætning til de store husdyr har forskerne ikke kortlagt hundenes arvemateriale helt endnu.
Måske findes der tusindvis af enkeltmutationer, der påvirker størrelsen på hunde. Vi kender bare ikke til dem, fordi de ikke er blevet undersøgt endnu, påpeger Odd Vangen.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
