Hils på det levende hundehoved

Den russiske kirurg Sergei Bryukhonenko foretog i slutningen af 1930’erne en række eksperimenter med hunde. Essensen af hans forskning er dokumenteret i en omstridt dokumentarfilm, der bærer titlen ‘Forsøg med genoplivning af organismer’.

Filmen havde angiveligt vestlig premiere i november 1943, da den på foranledning af Den Amerikansk-Sovjetiske Venskabsforening blev vist ved en lægekongres i New York.

Ifølge Magasinet ‘Time’ den 22. november samme år blev filmforevisningen overværet af 1.000 amerikanske videnskabsfolk. Anden Verdenskrig rasede, og sovjetiske og amerikanske soldater døde i stort tal ved fronterne i Rusland og i Stillehavet. Enhver, der mente at have noget fornuftigt at sige om genoplivning af døde, kunne få ørenlyd blandt læger og kirurger.

Det mente Sergei Bryukhonenko, og hans film gav syn for sagen.

Levende hundehoved

‘Forsøg med genoplivning af organismer’ lægger blødt ud med en introduktion af den skotske biolog og forfatter J. B. S. Haldane. Han var overbevist kommunist og fortæller i filmens indledning, at han personligt har overværet flere af Bryukhonenkos eksperimenter i Sovjetunionen.

Efter Haldanes forsikringer om, at filmen er ægte, klippes til et laboratorium, der stråler af steril effektivitet. Haldane fortæller, at russiske forskere har opfundet en metode til at holde organer i live og funktionsdygtige uden for kroppen. Vi ser et levende hundehjerte, der frit svævende i et metalstativ pumper blod rundt i et kunstigt kredsløb af gummislanger og kar. Dernæst et par lunger i en balje, der fylder gennemstrømmende blod med ilt.

Cirka fem minutter inde i filmen præsenteres vi for et afsavet hundehoved, der ligger på et fad med tungen halvt ude af den åbne mund. Fra den blodige hals fører to slanger blod frem og tilbage fra en primitiv hjerte/lunge-maskine. Haldane proklamerer, at vi er vidne til et medicinsk mirakel:

Hundens hoved lever!

Fortvivlede grimasser

De næste par minutter er ikke for dyrevenner og svage sjæle. For at understrege den makabre påstand demonstrerer Bryukhonenko og hans forskerteam, at hundehovedet virkelig er ved fuld bevidsthed.

Et prik med en pen i det ene øje aktiverer en blinkerefleks. En fjer, der kilder, og et par dråber citronsyre på snuden får hundens ansigt til at trække sig sammen i fortvivlede grimasser. Også kraftigt lys fra en lampe og lyden af en hammer, der rammer bordet få centimeter fra hundehovedet, afføder tydelige reaktioner.

Vi mangler kun at se hunden gumle en godbid, der straks efter falder ud af det afskårne spiserør.

Senere i filmen tømmer Bryukhonenko en hund for blod og lader den ligge drænet for væske i 10 minutter, inden blodet pumpes tilbage i kroppen, og hunden vågner fra de døde.

Fup eller fakta

Det er omdiskuteret, hvorvidt ‘Forsøg med genoplivning af organismer’ er fup eller fakta. Det er ikke utænkeligt, at filmen var et stykke kommunistisk propaganda beregnet til at forherlige sovjetisk lægevidenskab.

Til gengæld er det hævet over enhver tvivl, at Sergei Bryukhonenko virkelig foretog disse eksperimenter med stor succes. Hans kirurgiske hittepåsomhed er dokumenteret i talrige bøger og lægetidsskrifter.

Han var en betydelig forsker i 30’ernes og 40’ernes Sovjetunionen, manden bag verdens første hjerte/lunge-maskine, og i mange år seniorforsker og leder ved Instituttet for Eksperimentel Kirurgi i Moskva.

Men nogen stor dyreven var han ikke.

Kæledyr med to hoveder

Heller ikke Sergei Bryukhonenkos kollega Vladimir Demikhov var på kæledyrenes top 10. Han var den første kirurg, der foretog en succesfuld hjerte- og lungetransplantation på en hund. Det var i 1946. Hunden overlevede i 9 timer og 26 minutter.

Otte år senere gjorde Demikhov sig bemærket ved at fæstne overkroppen af en hvalp på halsen af en voksen hund. Det tohovedede kæledyr levede i 26 dage og nåede at medvirke i en dokumentarfilm om eksperimentet.

Inden man forledes til at tro, at afmontering og transplantation af hoveder er en interesse, der kun dyrkes af sovjetiske læger, må vi hellere skynde os at præsentere den amerikanske hjernekirurg Robert J. White fra Cleveland, Ohio.

Den nye Frankenstein

Dr. White opnåede en vis berømmelse, da det i 1960’erne lykkedes ham og hans lægehold at fastgøre en levende hundehjerne til blodkredsløbet omkring halsen af en anden hund. Omtrent samtidig fandt han eksperimentelt bevis for, at en menneskehjerne kan overleve uden blodforsyning i en time, hvis den køles ned til lidt over køleskabstemperatur.

Det er uvist, hvilke eksperimenter der ledte ham til den konklusion …

Og disse bedrifter var endda kun opvarmning i forhold til den operation, der fik pressen til at døbe Dr. White ‘Den nye Frankenstein’.

Sammen med et operationshold, der bestod af flere end 30 kirurger, anæstesilæger, sygeplejersker og kemikere, fæstnede Dr. White i marts 1970 hovedet fra én rhesusabe til kroppen på en anden rhesusabe. Operationen varede i 18 timer, og da patienten vågnede fra narkose, forsøgte den at bide en af de tilstedeværende læger i fingeren.

Sjælen sidder i hjernen

Dengang mente Robert J. White ikke, at verden var mere end nogle få år fra den første transplantation af et menneskehoved til en menneskekrop. Han havde oven i købet svar parat til de journalister, der ville vide, hvilken identitet patienten i så fald vågner op med efter operationen:

»Det er fyren med hovedet,« svarede White.

»Jeg er overbevist om, at hjernevæv er den fysiske beholder for menneskets sjæl; sjælen sidder ikke i armen, hjertet eller nyrerne.«

Men til Dr. Whites store skuffelse har vi stadig den operation til gode. I et interview med ‘The Sunday Telegraph Magazine’ i 2000 håber den da 75-årige Robert J. White stadig på at blive den første kirurg, der foretager en fuld kropstransplantation.

BrainTrans

Tanken om et hoved, der bliver holdt kunstigt i live, som Sergei Bryukhonenko og hans kollegaer excellerede i, har inspireret adskillige forfattere og filmfolk.

En populær myte fortæller, at Walt Disney fik sit afskårne hoved frosset ned efter sin død i håb om, at det engang i fremtiden ville kunne blive genoplivet og fæstnet på en passende krop.

Efter alt at dømme har historien intet på sig, og Walt Disney ligger begravet i fuld figur på Forest Lawn Memorial Park i Glendale, Californien. Men andre har taget idéen op.

I begyndelsen af årtusindet tilbød et mystisk firma ved navn BrainTrans, som angiveligt holdt til et sted i Sydøstasien, en komplet hjernetransplantation for kun 499.000 dollars. Prisen inkluderede en helt ny krop fra BrainTrans’ store lager, juridisk rådgivning og efterkirurgisk behandling.

Kundekredsen bestod hovedsageligt af ældre rigmænd, som gerne ville leve videre med en ung krop, og som ikke havde de store anfægtelser over, hvor kroppen stammede fra. Som BrainTrans formulerede det: »På grund af de etiske aspekter er vi ikke villige til at diskutere, hvordan og hvor vi skaffer nye menneskekroppe til hjernetransplantationer.«

Tydeligvis var BrainTrans en vits eller et fupnummer. Men bare vent til en kirurg med det rette håndelag pludselig får en lys idé.