Ved Nikons Small World-konkurrence kan man hvert år opleve den smukke verden, der gemmer sig for det menneskelige øje.
Den bliver tydelig igennem kameraer, som formår at tage billeder med 'traditionelle' mikroskoper, der indfanger lyset.
Dette års vinder i fotokonkurrencen er en helt særlig baby-zebrafisk. Fotoet, der i virkeligheden består af hele 350 forskellige billeder, viste sig at rumme en overraskende opdagelse.
Via billederne blev det nemlig tydeligt for forskergruppen bag, at fisken gemmer på noget, man troede kun fandtes i pattedyr: lymfekar i kraniet.
»Billedet er smukt, men det viser også, hvor potent zebrafisken kan være som forklaringsmodel for lymfekars udvikling,« siger Daniel Castronova i en pressemeddelse fra konkurrencen. Han leder forskergruppen fra det amerikanske National Institute of Health, der har stået bag vinderbilledet.
Fordi zebrafisken er utrolig nem og hurtig at opfostre, gør opdagelsen det muligt at foretage mere effektive undersøgelser af lymfekar.
Dét resultat kan hjælpe på alt fra kræftbehandling til forskning i Alzeimers sygdom, skriver Nikon Small World i pressemeddelelsen.

Her er en række af de øvrige fotografier i konkurrencen, der ikke vandt hovedprisen, men som bestemt giver et særpræget indblik i verden, som den ser ud, når man zoomer helt ind.
Klovnfiskfostre
Andenpladsen gik til dette smukke foto af klovnfiskfostre (Amphiprion percula) i forskellige udviklingsstadier, hvor man får lov til at betragte, hvordan livet spirer inde i det lille æg. På dag 1, dag 3 (om morgenen og så om aftenen), dag 5 og dag 9.

Snegletunge
Dette farvestrålende billede, som kom på tredjepladsen, ligner mest af alt noget fra en sci-fi-film. Faktisk er det et nærbillede af en ferskvandssnegls tunge.

Hjerneceller
Måske sker det her lige nu oppe i hovedet på dig. På billedet ser du nemlig en kobling mellem hjerneceller i hippocampus. Smukt, ikke?

Farve-larve
Denne super mærkelige larve tilhører familien glasmyg (Chaoboridae). Når den bliver stor, får den vinger og bliver til en myg. Men hvis den er mindre heldig, kan den ende som fiskefoder i et akvarie.

Ethanol-krystaller
Egentlig ligner det et landskab, hvor feer kunne bo. I virkeligheden er det krystaller, der er opstået efter, man har opvarmet ethanol og en vandopløsning, der indeholder aminosyrerne L-glutamin og beta-alanin.

Farvestrålende møl
Dette farvestrålende billede af bogong-møllet er taget med en 5X zoom-linse og derefter digitalt forstørret. Det australske møl har fået sit navn af aboriginerne, der kalder den bugung, der henviser til insektets brune farver

Pollen-konfetti
Her ser du hebe-planten omgivet af konfetti-agtig pollen. Planten bærer smukke blomster og er opkaldt efter den græske gudinde af samme navn, der var kop-bærer (tjener og mundskænk) på Olympen. Her serverede hun nektar for guderne, inden hun giftede sig med Heracles. Det er ham, som romerne kaldte Hercules.

Vil du se mere?
Hvis du vil se flere af de billeder, som er blevet udvalgt i konkurrencen, kan du klikke her.
Tidligere har vi dækket vinderne i videokonkurrencen.
Du kan også se sidste års mikrobilleder, hvis du ikke har fået nok at den mikroskopiske, forunderlige verden.

































