CL J1449+0856 er det kønsløse katalognavn for en samling af galakser - en såkaldt galaksehob - der ligger i en enorm afstand fra Jorden.
Den store afstand gør, at vi ser galaksehoben som den så ud, da universet kun var omkring tre milliarder år gammelt - ca. en fjerdedel af dets nuværende alder på ca. 13, 7 milliarder år.
Selv med sin hastighed på næsten 300.000 km/s har lyset altså brugt næsten 11 milliarder år om at nå Jorden.
CL J1449+0856 blev opdaget af Spitzer-rumteleskopet og efterfølgende blev afstanden til galaksehoben målt med det Europæiske Syd Observatoriums superteleskop Very Large Telescope (VLT).
Der er tidligere fundet galaksehobe i større afstand fra Jorden, men CL J1449+0856 har vist sig at være overraskende moden i betragtning af sin unge alder.
\ Fakta
Astronomerne har målt afstanden til galaksehoben ved at brede lyset ud i dets forskellige farver i en spektrograf. Efterfølgende sammenlignede de dette spektrum med et lignende objekt i en nærtliggende del af Universet. Denne fremgangsmåde har gjort det muligt at måle rødforskydningen af de fjerne galakser – hvor meget Universet har udvidet sig, siden lyset forlod galakserne. Rødforskydningen blev målt til at være 2,07 hvilket betyder, at gruppen ses, som den så ud cirka tre milliarder år efter Big Bang.
En detaljeret undersøgelse af hobens galakser har nemlig afsløret, at galakserne ikke længere føder mange nye stjerner, men i stedet består af ældre, mere modne stjerner.
Observationer lavet med Europas røntgensatellit XMM-Newton har også afsløret, at CL J1449+0856 er indhyllet i en tynd, men også meget varm gas - et typisk træk for modne galaksehobe.
En sjældenhed?
Opdagelsen af CL J1449+0856 bekræfter astronomernes formodning om, at sådanne modne hobe faktisk eksisterede, da universet kun var omkring tre milliarder år gammelt.
Men forskerne mener, at sådanne modne hobe er en sjældenhed i det unige univers. Hvis det viser sig, at der findes andre lignende unge, men modne hobe kan det derfor blive nødvendigt at revidere vores forståelse af det tidlige univers.
Videosekvensen begynder med et blik på stjernebilledet Bjørnevogteren og den klare stjerne Arcturus. Som vi zoomer ind, kan vi se mange svage stjerner i Mælkevejen, og når vi går endnu dybere, bliver et stort antal fjerntliggende galakser synlige. Det endelige detaljerede billede viser den mest afsidesliggende modne galaksehoben, der endnu er fundet. Den optræder som en spredning af svage røde objekter. Dette billede blev skabt af mange og lange eksponeringer i både optisk og nær-infrarødt lys ved hjælp af ESO's Very Large Telescope og Subaru teleskopet på Hawaii. Kredit: ESO / R. Gobat / A. Fujii / Digitized Sky Survey 2. Musik: John Dyson (fra albummet Moonwind)
