Tilbage i 2017 kunne en række medier, herunder Videnskab.dk, viderebringe det glade budskab fra et begejstret forskerhold:
Man havde fundet et 500 millioner år gammelt havdyr uden et numsehul, der lod til at være den hidtil tidligst kendte forfader til mennesket.
Udmeldingen kom på baggrund af et studie af 45 fossiler af det sæk-lignende havdyr, der går under navnet Saccorhytus coronarius. Her fandt forskerne små åbninger rundt om den kæmpe mund, som, de mente, var det evolutionære anlæg for udviklingen af gæller.
Dette ville gøre S. coronarius til den tidligst kendte forfader til mennesket.
Men nu har et internationalt forskerhold imidlertid undersøgt vores anusløse ‘forfader’, og de er kommet frem til noget helt andet:
Åbningerne rundt om munden er ikke anlægget til gæller, men huller til pigge. S. coronarius kan altså ikke være vores forfader.
Det skriver New Scientist.
Det nye studie bygger på flere hundrede yderligere fossiler, og også en del i langt bedre stand end dem, der blev brugt i det oprindelige studie, ifølge New Scientist.
Disse blev undersøgt ved hjælp af såkaldt synkrotron røngten-tomografi, der kan skabe detaljerede tværsnitbilleder af et objekt uden at skade det. Det var på disse billeder, at forskerne opdagede piggene.
»Vi kan se på vores fossiler, at der er endnu et lag af væv, der stak op gennem de her huller og skabte pigge,« udtaler studiets ene forfatter, Phillip C. J. Donoghue, til New Scientist.
»Eftersom det var fortolkningen af disse huller, der blev det bærende bevis for at bedømme, at disse dyr hørte til Deutorostomia-gruppen, så trækker vores fund basalt set tæppet helt væk under deres teori.«
Det nye studie er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature.