Det er et vildt syn, når verdens største slanger æder og sluger et abnormt bytte, såsom hjorte, alligatorer, flodsvin og endda jaguarer.
Men i forhold til sin størrelse er der ikke noget gab, der kan konkurrere med den omtrent en meter lange, tynde og næsten tandløse afrikanske slangeart Dasypeltis gansi.
Den ser nemlig ud til, blandt hele slange-familien, at kunne sluge de allerstørste måltider i forhold til sin størrelse.
Det skriver The New York Times.
Den afrikanske slangearts bizarre rekord i at kunne åbne gabet mest blev for nylig opdaget af den amerikanske biologiprofessor Bruce Jayne fra University of Cincinnati, USA, der står bag et nyt studie, som er offentliggjort i Journal of Zoology.
I studiet undersøgte Bruce Jayne 15 døde afrikanske Dasypeltis gansi og 17 døde vestlige rotteslanger (Pantherophis obsoletus) for at kortlægge deres evne og kapacitet til at åbne gabet.
Det gjorde han ved at sætte en 3D-printet ‘plastik prop’ ind i mundområdet på de døde slanger, for på den måde at se hvor strækbart gabet var.
Det viste sig, at slangearten Dasypeltis gansi har en »spektakulær strækbar hud«, hvilket gør det muligt for den at »udvide gabet med mere end 50 procent,« fortæller Bruce Jayne i The New York Times.
Og det er mere, end man nogensinde har målt hos andre slangearter.
»Denne særlige gruppe af slanger ( Dasypeltis gansi) kan være nummer ét, når det kommer til store gab i slange-kongeriget,« siger han i The New York Times.

Den ekstreme evne til at udvide gabet er nødvendig for slangearten, da de udelukkende lever af æg, som de sluger og senere knuser med deres specialformede ryghvirvler. Og kosten kan også have indflydelse på artens næsten tandløse gab.
»Hvis du er en almindelig slange med lange, tynde og skarpe tænder, og du forsøger at sluge noget, som basalt set er ligesom en hård og urokkelig sten, så vil du med stor sandsynlighed ende med knækkede tænder,« forklarer Bruce Jayne i The New York Times.
smb


































