Mange har en aversion over for alligatorer og slanger.
Hvis du er en af dem, har du både noget frygteligt og fascinerende i vente.
En gruppe forskere fra Florida har nemlig sprættet en pytonslange op.
Og der befandt sig en ‘lille’ overraskelse inde i maven på den. Overraskelsen bestod af en 1,5 meter lang, hel alligator, som pytonslangen havde indtaget i det, der må formodes at være, én enkelt bid.
Det skriver ScienceAlert.
Pytonslangen blev fundet og dræbt i en nationalpark i Florida. Den blev dræbt, fordi den er en trussel over for det resterende dyreliv i parken, da den er så godt som altædende.
»De spiser vores oprindelige dyreliv,« siger Mike Kirkland, der er biolog og ansvarlig for det sydlige Floridas pyton-eliminations-program, til Insider
Det anslås, at slangen endte i nationalparken, da nogle personer har for vane at slippe deres kæledyr fri i naturen, når de bliver for store.
Denne slange var næsten 5,5 meter, hvilket også sætter spørgsmålstegn ved, hvor meget man egentlig kunne kæle med et alligator-ædende dyr som dette.
Rettelse 2. december 2022: Ved en fejl var det uheldige dyr omtalt som en krokodille. Det var retteligt en alligator, der var blevet slugt.


































