Harlekinmariehønen (Harmonia axyridis) er egentlig en tropisk art, som hører hjemme i områder i Kina og Japan.
Den blev indført til Europa og Nordamerika som et miljøvenligt, levende insektmiddel mod bladlus i drivhuse. Og så gik det, som det måtte: Mariehønen stak af og etablerede sig i det fri.
I de fleste af sådanne tilfælde forbliver den nye art et sjældent indslag i naturen. Den møder knaldhård konkurrence om pladserne i et økosystem, som allerede er fuldt af godt tilpassede arter. Men i harlekinmariehønens tilfælde gik det anderledes.
I dag vokser populationerne ukontrolleret mange steder i USA og Europa. Den asiatiske mariehøne har også etableret sig i Norge, men der ser det ud til, at bestandene er blevet svækket af flere kolde vintre. På kontinentet er mange imidlertid bekymrede.
Flere steder kan harlekinmariehønen være i gang med at udkonkurrere billearter, som traditionelt lever i områder, for eksempel syvprikket mariehøne eller topplettet mariehøne.
Hvad er det, der gør H. axyridis så konkurrencestærk?
Et team af tyske forskere mener, at de kan have fundet noget af svaret: Harlekinmariehønen ser ud til at være indehaver af et forbløffende kraftigt immunsystem – og en lumsk parasit, som andre biller ikke tåler.
Parasit
H. axyridis voldsomme immunforsvar er allerede kendt. Forskere har vist, at disse mariehøner har en række forskellige antimikrobielle stoffer i hæmolymfen – en slags blodagtig væske, som cirkulerer inde i billekroppen.
Desuden producerer harlekinmariehønen store mængder af det stærkt antibakterielle stof harmonin.
Et sådan dunderforsvar kan i sig selv bidrage til, at harlekinmariehønen stiller med en fordel i konkurrencen mod andre biller i miljøet.
Og nu har de tyske forskere, Andreas Vilcinskas og hans kolleger, altså opdaget en ny faktor:
Harlekinmariehønerne bærer en lillebitte parasitsvamp fra slægten Nosema med sig. Den lever i insektets blodvæske.
Dør efter at have spist larver og æg
Det ser ud til, at harlekinmariehønerne lever fint med parasitten i blodet – måske fordi det kraftige immunforsvar holder den i skak. Men forskernes eksperimenter peger mod, at svampen er dødelig for andre mariehøner.
Mariehøner spiser generelt gerne hinandens æg og larver. Og tidligere forskning har vist, at syvprikket og topplettet mariehøne dør efter at have spist æg og larver fra harlekinmariehøner.
Kan parasitten være forklaringen på dette?
Andreas Vilcinskas og hans team testede hypotesen ved at give syvprikkede mariehøner æg og larver fra harlekinmariehøner, både med og uden parasitten. Resultaterne viste, at de syvprikkede mariehøner kun døde, når de fik stoffer, som indeholdt levende parasitter.
Måske vinder harlekinmariehønen terræn netop ved at bruge den farlige parasit som et biologisk våben, spekulerer forskerne.
Mange fordelagtige egenskaber
»Dette er meget interessant,« kommenterer May-Guri Sæthre fra Bioforsk i Norge, som også har forsket i harlekinmariehønen.
Hun og hendes kolleger foretog eksperimenter, hvor de lod æg fra harlekinmariehøner og syvprikket mariehøne klække enten sammen eller hver for sig.
Resultatet viste, at der, hvor de to arter var sammen, voksede ingen af de syvprikkede mariehøner op.
Harlekinmariehøne-æggene klækkede desuden tidligere end de syvprikkede mariehøners æg. Dermed var det sandsynligt, at harlekinmariehønerne fik overtaget, fordi de var først ude.
Disse resultater er forenelige med idéen om, at harlekinmariehønerne kan have smittet de andre med parasitsvampen, siger May-Guri Sæthre. Hun påpeger, at der antageligvis er mange faktorer, som er med til at forklare de asiatiske mariehøners succes.
»De har jo vældig mange egenskaber, som gør dem konkurrencedygtige,« siger hun til forskning.no.
»Udover, at de klækker tidligere, har de også en voldsom appetit, som gør, at de spiser mere og hurtigere end de andre mariehøner. De er store, de lægger mange æg, de er gode flyvere, og de er meget gode til at tilpasse sig nyt klima.«
Dette er nok nogle af grundene til, at harlekinmariehøner i sin tid ikke blev tilladt til brug i drivhuse i Norge.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
