For omkring 70.000 år siden så verden en smule anderledes ud, end det gør i dag. Måske især Australien ville være svær at genkende.
Hele vejen rundt om kontinentet fandtes dengang et enormt stykke land, som blandt andet forbandt Australien med Ny Guinea i nord og Tasmanien i syd, og som samlet udgjorde kontinentet ‘Sahul’.
I dag ligger området 100 meter under havets overflade, men engang fungerede det formentlig som trædesten for mennesker, der migrerede fra det, der i dag er Indonesien, til det australske kontinent.
I et nyt studie, der er blevet publiceret i tidsskriftet Quaternary Science Reviews, peger en gruppe forskere på, at det store stykke land ikke bare var en trædesten, men kan have været hjem for op mod en halv million mennesker.
Det store stykke land har været kendt i lang tid, men teorien har altid været, at det var et goldt og ubeboet område, da det ikke var dækket af vand.
Det nye studie rykker ved den opfattelse.
Forskerne brugte data om vandstand fra mellem 9.000 og 70.000 år siden og en detaljeret kortlægning af havbunden til at vise, at der findes områder på det store stykke land, hvor mennesker formentlig ville have været i stand til at trives.
De fandt blandt andet et specifikt område, hvor der for mange tusinde år siden formentlig var en høj skråning og en stor ferskvandssø, der har gjort området mere beboeligt.
En af forskerne bag studiet Kasih Norman, der er arkæolog på Griffith University i Australien, forklarer til Live Science, at der kan have boet op til en halv million mennesker her.
»Det er vigtigt at huske, at det ikke er ægte populationstal, vi taler om, men en projektering ud fra, hvad landskabet havde af kapacitet. Vi siger altså i bund og grund, at der kan have boet mange mennesker her,« siger Kasih Norman til Live Science.
Tidligere forskning har bevist, at der har befundet sig mennesker på det store stykke land. Arkæologer har blandt andet fundet stenværktøj i området.

jso































