Da en gruppe forskere i 2011 fandt et fossil ved Panamas kyst, viste det sig, at fundet var mere interessant end som så. Fossilet var nemlig en delfin af en art, der aldrig før var set. Forskerne konkluderer nu i et nyt studie, at opdagelsen er en ældgammel forfader til nutidens floddelfin, som uddøde for seks millioner år siden.
»Den slags fund er altid fascinerende, fordi de giver en brik i puslespillet om, hvordan arterne udvikler sig og gradvist tilpasser sig,« siger Morten Tange Olsen, som er forsker ved Statens Naturhistoriske Museum under Københavns Universitet og har læst det nye studie.
Floddelfinens forfader levede i havet
Forskerne gravede et næsten komplet kranium, et skulderblad og toknogler fra luffer frem. De døbte den Isthminia panamensis og vurderede, at den var mellem 5,8 og 6,1 millioner år gammel. Forskerne finder det dog især interessant, at den ældgamle delfin har mange karaktertræk til fælles med nutidens floddelfiner – særligt Amazonasdelfinen. Alligevel levede fortidsdelfinen i havet, mener forskerne.
»Vi opdagede det nye fossil i havklipper, og mange af de karakteristika, dens kranium og tænder, peger mod, at den har levet i havet, ligesom moderne havdelfiner,« fortæller studiets hovedforfatter Nicholas D. Pyenson i en pressemeddelelse.
»Mange andre ikoniske ferskvandsarter i Amazonas, som for eksempel søkøer, skildpadder og pigrokker har maritime forfadere, men indtil nu har floddelfinernes fossiler ikke afsløret meget om deres maritime ophav. 'Isthminia giver os nu en klar grænse i geologisk tid for at kunne forstå, hvornår denne slægt invaderede Amazonas,« siger Nicholas D. Pyenson, som er inspektør for fossile havpattedyr på Smithsonian's National Museum of Natural History.
Den uddøde art kan måske sige noget om de nulevende
Forskerne har længe været overbevist om, at havpattedyr for 40-50 millioner år siden bevægede sig fra land til vand. Senere bevægede nogle delfinarter sig fra det salte havvand til ferskvand og blev til floddelfiner. Der er dog stor usikkerhed om, hvornår og hvordan floddelfinerne tilvænnede sig de trange forhold i floderne.
»De har tilpasset sig mere og mere til floderne, og til sidst er de gået så langt op af floden, at de har mistet kontakten til havet. Og det tager jo millioner af år. Dette kan måske hjælpe med at datere det,« siger Morten Tange Olsen.
Han understreger dog, at der er stor forskel på de forskellige arter af floddelfiner. Der findes tre nulevende floddelfinarter – en fjerde blev erklæret uddød i 2008 - som har udviklet sig uafhængigt af hinanden. Derfor kan de forskellige floddelfinarter godt være rykket op i floderne på vidt forskellige tidspunkter.
»Det nye fund siger ikke nødvendigvis særlig meget om, hvornår de nutidige floddelfiner gik op i floden, for det er jo helt forskellige arter,« siger Morten Tange Olsen.

































