Forsøg afføder etisk debat: Forskere har indsat menneskeceller i abefostre

Forskere har endnu ikke turde lade kimærer udvikle sig videre end det tidlige fosterstadie, det skyldes blandt andet etiske dilemmaer. (Illustration: Shutterstock)

Kilde: 

Kimæren er et ildsprudlende væsen fra den græske mytologi, der blev beskrevet som en blanding af en ged, en løve og en slange.

Et sådant væsen lyder skræmmende og også en anelse uvirkeligt - men måske var de gamle grækere bare forud for deres tid.

I hvert fald skriver The Guardian, at forskere har skabt såkaldte kimærer - som i medicinske termer er en organisme, hvis celler kommer fra to eller flere forskellige individer - ved at indsætte menneskeceller i abefostre.

Forsøget, som er det første af sin slags, blev ledet af professor Juan Carlos Izpisúa Belmonte fra det amerikanske Salk Institute, og forsøget blev angiveligt udført i Kina for at undgå juridiske problemer.

Forskere har før lavet lignende forsøg med blandt andet får og grise, som Videnskab.dk tidligere har beskrevet.

Målet med forskningen er at blive klogere på organtransplantation og måske på sigt at kunne gro og udvinde organer fra dyr, som kan transplanteres over i menneskekroppe.

Forskere håber også på, at forsøg med kimærer kan give ny viden om hjernen, der skal gøre det muligt at håndtere neurologiske sygdomme, som for eksempel Alzheimer.

Forsøget har affødt en etisk debat, men ifølge Robin Lovell-Badge, der er professor udviklingsbiologi ved Francis Crick Instituttet i London, er forskningen ikke etisk problematisk, da der er tale om meget uudviklede fostre, som endnu ikke har udviklet organer.

»De er ikke langt nok udviklede til at have et nervesystem - det er egentlig bare et bundt celler,« fortæller han til The Guardian.

Lovell-Badge mener dog, at der kan opstå nogle etiske problemer, hvis man lader kimær-fostre udvikle sig og blive født. For eksempel bemærker han, at de fleste mennesker nok vil have det en anelse anstrengt, hvis forsøgsdyr begynder at udvikle menneskelignende ansigtstræk.

Lovell-Badge mener ikke, at det er sandsynligt, at kimærer vil opføre sig som mennesker, men han medgiver dog, at deres adfærd godt kan vise sig at være væsentligt anderledes end normale dyrs.

Det er ikke lykkedes for The Guardian at få en kommentar fra forskerne bag de nye forsøg.

jsj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.