Etisk debat: Er menneskegrise dyr eller mennesker?

I sidste uge offentliggjorde forskere i USA de opsigtsvækkende resultater af et eksperiment, hvor de havde skabt menneske-grise-fostre fra menneske- og griseceller, såkaldte kimærer, som ved kunstig befrugtning i en so havde udviklet sig til 28 dage gamle fostre.

På sigt åbner forskningen for at gro menneskeorganer i grise og dermed redde menneskeliv ved organtransplantation.

Men menneskegrise vækker uhyggelige billeder af ’monstre’ – grise med menneskedele – og rejser grundlæggende etiske spørgsmål. Hvor mange menneskelige organer skal en gris have, før den er menneske (der nyder en meget høj grad af beskyttelse), og hvornår er den et dyr (der nyder mindre beskyttelse og f.eks. må slagtes og holdes som kæledyr)?

Kan den type skabninger forsvares, eller er den biomedicinske forskning på vej ud af en helt gal vej?

»Det er meget spændende forskning, men det rejser også en række spørgsmål, hvor det væsentligste er, om vi ender med nogle grise, som befinder sig på et eller andet stadie i mellem grise og mennesker?« siger etiker og professor Thomas Ploug ved Aalborg Universitet.

Og ved Københavns Universitet siger professor i bioetik og tidligere formand for Det Dyreetiske Råd, Peter Sandøe:

»Skrækscenariet ville være, at man lavede et dyr, der kom ud af laboratoriet, og man ikke vidste, om man skulle ringe til kommunen og bede om et cpr-nummer, eller om dyret ville falde ind under dyreværnsloven,« siger Peter Sandøe.

»Det ville være voldsomt udfordrende for rigtig mange ting, for så er vi begyndt at pille ved menneskelivets værd og gradbøje mennesket.«

Menneskegrise er stadig et fremtidsscenarie

Der er dog lige en væsentlig detalje at få med.

»Inden vi råber ulven kommer, er det meget vigtigt at sige, at det her studie viser, at der er meget langt igen,« siger Peter Sandøe.

Studiet viste nemlig også, at det var langt vanskeligere at skabe menneskegrisefostrene, end forskerne havde troet.

Ud af 2.075 implanterede menneske-grise-embryoner overlevede blot 186 til fjerde uge, hvor graviditeten blev stoppet, og på celleniveau er mindre end 0,001 procent af cellerne i embryonerne menneskeceller.

Fair nok, så er det på plads, men selv om vi ikke står med levende menneskegrise med et antal menneskeorganer her og nu, viser eksperimenterne, at det principielt kan lade sig gøre, og vi må nok indstille os på at se dem komme, og måske endda selv få et dyrket organ i et dyr engang i fremtiden.

Vigtigt ikke at udvande skel mellem dyr/menneske

Det sidste, er etikerne ikke i tvivl om, vil være en god anvendelse af teknologierne, men om den er etisk acceptabel kommer an på, om man får løst en række spørgsmål først ift. mere praktiske ting som kvalitet og sikkerhed, men vigtigst, om det rykker ved vores nuværende skarpe skel mellem, hvad der er dyr, og hvad der er menneske.

»Det eksisterende skel mellem dyr og mennesker er fundamentalt for moralen,« siger Peter Sandøe.

»I praksis har det skel vist sig sindssygt vigtigt for at få vores moderne, civiliserede samfund til at fungere uden at udarte sig til barbari.«

Han peger på, at respekten for menneskeliv og de elementære menneskerettigheder er grundlæggende for samfundet, og hvis man begynder at udvande begrebet om, hvad et menneske er, kan det i sidste ende være samfundsomvæltende.

Sat på spidsen har samfund, der spiser dyr, ikke noget problem med at opretholde en anstændig måde at leve sammen på, men kun så længe, man ikke er i tvivl om, hvad der er dyr, og hvad der er menneske.

»Det, vi skal forhindre, er, at det her skarpe skel mellem dyr og mennesker opløses,« siger Peter Sandøe.

Og det er her, menneskegrisene præsenterer et dilemma, for de er jo både dyr og menneske.

Hjernen er den afgørende

Thomas Ploug peger på – hvad de fleste nok vil være enige i – at der ét organ, som i denne sammenhæng er vigtigere end alle andre: Hjernen.

Vi ved, hjernen er afgørende for vores sind og tanker, så man kunne forestille sig, at en gris med en menneskehjerne også kunne tænke menneskeligt.

Forskerne bag de nye menneskegrise gør da også meget ud af at understrege, at de ikke finder menneskeceller i embryonernes hjerner.

»Både offentligheden og politikere er altid bekymrede for den mulighed, og det har været en drivkraft bag mange forbud mod den her type forskning. Og jeg er enig i, at vi skal udvikle strategier, som hindrer det, fordi det er den største etiske bekymring,« siger professoren bag eksperimenterne, Juan Carlos Izpisua Belmonte på Salk Institute, USA.

Mus med menneskeceller i hjernen blev klogere

Hvorvidt en gris med menneskehjerneceller faktisk vil tænke menneskeligt, er der til gengæld ikke nogen, som ved, men i 2013 kom et studie på mus, efter nogens mening, lidt for tæt på at få det svar.

Studiet var ledet af professor Steve Goldman ved Center for Basic and Translational Neuroscience på Københavns Universitet og University of Rochester Medical Center i New York, og forskerne satte menneskeceller ind hjernen på nyfødte mus, hvorefter musene blev klogere.

Der var tale om mus, som manglede støtteceller kaldet oligodendrocytter, der pakker nerveforbindelserne ind og derved øger deres ledningsevne.

Det viste sig, at når musene fik menneske-oligodendrocytter, kunne de gennemskue kognitive test hurtigere end normale mus, selv om de stadig havde musenerveceller.

»Det siger lidt om, at de her kimære dyr godt kan udvikle menneskelignende egenskaber på et tidspunkt, og det er vigtigt at reflektere over, hvor meget eller hvor lidt det betyder med endnu mere forfinede teknologier i fremtiden,« siger stamcelleforskeren, professor Poul Hyttel ved Københavns Universitet.

Kloge mus er stadig mus, og grise stadig grise

»Nogle blev meget ophidsede over det forsøg, men jeg vil sige: ’ja ja, men det er jo stadig en mus. Det er en klog mus, men der er ingen tvivl om, at det er en mus’,« siger Peter Sandøe.

»Det samme snakker vi om her med menneske-grise-kimærerne – de er jo ikke mennesker, men dyr, der har fået ændret nogle ting, sådan at det er nyttigt for os, men der er jo ikke noget menneskeligt ved menneskegrisenes fremtræden.«

Men bliver man lidt mere teoretisk, peger Thomas Ploug på, at der er, hvad man kalder, et ’erkendelsesteoretisk problem’.

»Hvordan vil vi være i stand til at fastslå, i hvilken grad menneskegrise har oplevelser, tænkning og refleksion, som minder om menneskers?« spørger Thomas Ploug.

»Hvis ikke vi kan fastslå det – skal man så lade tvivlen komme grisen til gode?«

For Thomas Ploug er hjernen det centrale, og han siger, at når noget forekommer at have oplevelser og erfaringer som mennesker, vil vi være nødt til at tilskrive det rettigheder, også selv om det ligner en gris.

Udseendet er også vigtigt for, hvad der et dyr/menneske

Peter Sandøe er ikke helt enig i, at man kan lave et sådant skel mellem dyr og menneske ud fra hjernen eller en anden biologisk karakter, som man kan have eller ikke have.

Han peger i stedet på et begreb kaldet ’fænotypen’, som oprindeligt blev indført for at skelne mellem de karakterer, vi kan iagttage, og den underliggende genotype (gener knyttet til karakteren).

Det betyder kort sagt, at udseendet tæller med, og den ekstreme menneskegris vil »være et menneske, som opfører sig meget sært, men den vil være et menneske,« siger Peter Sandøe.

Så han ser den kloge mus med menneskeceller i hjernen som stadig værende en mus, og det dumme menneske med en grisehjerne som stadig værende et menneske.

Etik skal forhindre, vi nærmer os en gråzone

Forvirret?

Det er der en god grund til, nemlig den, at vores skelnen mellem mennesker og dyr er et moralsk skel, som er ude af trit med den biologiske virkelighed.

Løsningen bliver ifølge Peter Sandøe ikke at finde det præcise, etiske skel, men i stedet at finde en praktisk løsning.

»Vi har ikke et skarpt skel for, hvor den grænse er, men i praksis kan vi lave en etik, som siger, at vi aldrig må komme derhen, hvor vi kommer i tvivl, og vores kategorier falder sammen. Vi må overhovedet ikke nærme os den gråzone. Det er i hvert fald en operationel måde at håndtere det på,« siger Peter Sandøe.

Det kunne så f.eks. betyde, at menneskegrise ikke må have en menneskehjerne, de må heller ikke have menneskekønsceller, og ift. de resterende organer må de kun have ét menneskeorgan per kimær.

»Det kunne også være to, men der ingen grund til at gøre det mere komplekst og rode sig ud i den gråzone,« siger Peter Sandøe.

Mennesket er mere end organer

Begge etikere er enige om, at forskningen er meget spændende og kan blive et godt bud på en løsning på et stort problem i dag.

»Man må altid overveje, om vi bruger andre skabninger på den rigtige måde, men det her er hverken mere eller mindre krænkende end forsøgsdyr eller grisefarme med meget lidt bevægelsesmuligheder. Man kan næsten sige, at det (forsøgene med at gro organer i grise, red.) er en mere nobel sag end bare at æde dyrene – det er jo trods alt med henblik på at redde menneskeliv,« siger Thomas Ploug.

Med menneskegrise kan man forestille sig et fremtidigt scenarie, hvor en patient får groet et nyt, ungt og stærkt organ fra sine egne celler og dermed vil man kunne bære organet, uden frygt for at det afstødes senere, eller at man skal tage immundæmpende medicin resten af sine dage.

»Det er med til at løse et alvorligt problem med organmangel, og måske er det en bedre løsning, både af medicinske grunde og af etiske grunde, hvor de alternative løsninger på organmangel, vi har i dag, såsom formodet samtykke, bestemt ikke er uproblematiske. Og de etiske problemer slipper man for,« siger Thomas Ploug.

»Det her er selvfølgelig med til at understrege menneskets slægtskab med resten af naturen. Men fordi mennesket på den måde er et biologisk materielt væsen, er det jo ikke samme, som at vi kun er det – det er jo også forbeholdt mennesket at skrive stor litteratur, udklække teorier i teoretiskfysik osv.«