Forskere har kortlagt, hvor Antarktis' afsmeltning vil få de største konsekvenser

Når de polare iskapper smelter, kan effekten mærkes over hele kloden.

Den smeltende is hæver det gennemsnitlige globale havniveau, ændrer havstrømmene og påvirker temperaturen langt fra polerne.

Men afsmeltningen har ikke samme effekt på havniveauet og temperaturen alle steder.

I et nyt studie har vores forskerteam undersøgt, hvordan effekten af den smeltende is i Antarktis på det globale klima og havniveau.

Vi kombinerede computermodeller af den antarktiske iskappe, det faste grundfjeld og det globale klima samt atmosfæriske og oceaniske processer, for at udforske den komplekse interaktion mellem afsmeltning og Jordens øvrige systemer.

Det er vigtigt at forstå, hvad der sker med Antarktis' is, fordi den indeholder nok frossent vand til at hæve det gennemsnitlige havniveau med omkring 58 meter.

Når isen smelter, bliver det et eksistentielt problem for mennesker og økosystemer i ø- og kystsamfund.

Ændringer i Antarktis

Hvor meget, den antarktiske iskappe smelter, afhænger af, hvor meget varmere Jorden bliver, og det afhænger igen af den fremtidige udledning af drivhusgasser fra blandt andet transport, kraftværker og industri.

Studier peger på, at store dele af iskappen kan klare skærene, hvis landene reducerer deres udledning i tråd med Parisaftalens målsætning fra 2015 om at holde den globale opvarmning under 1,5 °C i forhold til før industrialiseringen.

Hvis udledningen derimod fortsætter med at stige, og atmosfæren og havene bliver meget varmere, kan det føre til omfattende afsmeltning og langt højere havniveauer.

Vores forskning viser, at udledning af drivhusgasser ikke kun truer stabiliteten i den vestantarktiske iskappe, som allerede bidrager til stigende havniveau, men også den langt større og mere stabile østantarktiske iskappe.

Vi viser også, hvordan forskellige regioner i verden vil opleve forskellige niveauer af havstigning, når Antarktis smelter.

Forstå forandringerne i havniveauet

Hvis havet steg som vandet i et badekar, ville det hæve sig lige meget overalt, når iskapperne smelter. Men sådan fungerer det ikke. Mange steder oplever større regional havstigning end det globale gennemsnit, mens områder tæt på iskappen faktisk kan se havniveauet falde.

Den primære årsag er tyngdekraften. Isen ved Antarktis vejer nemlig så meget, at den trækker i verdenshavene på samme måde, som Månen gør, når der er tidevand på Jorden.

Når iskappen svinder ind, mindskes denne effekt på havet, hvilket får havniveauet til at falde i nærheden af iskappen og stige længere væk.

Men ændringer i havniveauet afhænger ikke kun af afstanden til den smeltende is.

Tabet af is ændrer også Jordens rotationsakse, som forskydes i retning af den manglende masse, hvilket igen omfordeler vandet globalt.

To faktorer, der kan bremse afsmeltningen

Når den enorme iskappe smelter, hæver det faste grundfjeld under kappen sig.

Under Antarktis’ grundfjeld ligger Jordens kappe, som flyder langsomt som sirup. Jo mere isen smelter, desto mindre presser den ned mod undergrunden.

Med mindre vægt kan grundfjeldet hæve sig, hvilket kan løfte dele af iskappen væk fra det opvarmede havvand og dermed bremse smeltningen.

Det sker hurtigere de steder, hvor kappen flyder hurtigere, som under den vestantarktiske iskappe.

Denne rebound-effekt kan hjælpe med at bevare iskappen, hvis de globale udledninger holdes i skak.

En anden faktor, der kan bremse afsmeltningen, forekommer i strid med intuition eller almindelig sund fornuft: Selvom smeltevandet fra Antarktis er skyld i havniveaustigninger, viser modeller, at det også forsinker den drivhusgasdrevne opvarmning.

Det skyldes, at det kolde smeltevand sænker havoverfladetemperaturen på den sydlige halvkugle og i det tropiske Stillehav, hvilket fanger varme i dybhavet og bremser stigningen i den globale gennemsnitlige lufttemperatur.

Men selv hvis afsmeltningen går langsommere, stiger havniveauet stadig.

Kortlægning af vores resultater

Vi kombinerede computermodeller, der simulerer disse og andre processer i iskappen, det faste grundfjeld og klimaet, for at forstå, hvordan havniveauet kan ændre sig globalt, når temperaturen stiger, og isen smelter.

I et moderat scenarie, hvor udledningerne bliver reduceret globalt, men ikke nok til at holde opvarmningen under 2 °C i 2100, fandt vi, at havstigningen fra Antarktis alene ville være cirka ti centimeter i 2100 og over en meter i 2200.

Husk, at dette kun er havstigning fra Antarktis. Grønlands iskappe og havets termiske udvidelse vil også bidrage. De nuværende samlede gennemsnitsestimater peger på 30–63 centimeter i 2100 ved det samme scenarie.

Vi viser også, hvordan havstigningen fra Antarktis varierer globalt. I det moderate scenarie fandt vi den største stigning – op til 1,5 meter i 2200 – i det Indiske Ocean, Stillehavet og det vestlige Atlanterhav, altså områder langt fra Antarktis.

Det er regioner med mange indbyggere i lavtliggende kystområder, blandt andet ø-nationer som Jamaica og Marshalløerne, der allerede mærker konsekvenserne af stigende hav.

I et scenarie med stor udledning af CO₂ ville havstigningen fra Antarktis være langt større: omkring 30 cm i 2100 og næsten 3 meter i 2200. I dette scenarie ville store dele af det nordlige Stillehav, som Mikronesien og Palau, samt det centrale Atlanterhav opleve den største stigning – op til 4,3 meter i 2200 alene fra Antarktis.

Selvom disse tal virker alarmerende, tyder den nuværende udledning og fremskrivninger på, at et scenarie med en meget stor udledning af CO₂ er usandsynligt. Men øvelsen understreger de alvorlige konsekvenser af en høje udledning og vigtigheden af at reducere den.

Vores konklusion

Disse konsekvenser rejser spørgsmål om klimaretfærdighed, især for ø-nationer, der har bidraget minimalt til klimaforandringerne, men som allerede nu oplever de ødelæggende følger af stigende et havniveau.

Mange ø-nationer, som allerede mister land til havet, har gået forrest i de globale bestræbelser på at begrænse temperaturstigningen.

For at beskytte disse lande og andre kystområder skal vi reducere drivhusgasudledninger hurtigere, end landene forpligter sig til i dag.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.