Et spørgsmål, der ofte melder sig, når man taler om Charles Darwin og naturlig selektion er: Hvorfor kan vi ikke se nye arter, der udvikler sig i naturen?
Svaret er, at det kan vi faktisk. Det går bare meget langsomt og udviklingen skal findes i det små.
Her kan du læse om top 10 arter, både fra plante- og dyreriget, der er blevet opdaget det seneste år og er blevet fremhævet ud af 18.000 nyopdagede arter.
Blandt de mest interessante arter finder du blandt andet en forhistorisk mini-løve, en bille, der sidder på numsen af krigsmyrer, og en fisk, der kan leve ufatteligt dybt nede på bunden af havet.
De 10 arter kan ses i artiklens galleri og er udvalgt af College of Environmental Science and Forestry (ESF), der er et center for forskning i biodiversitet og arter under New York University, USA.
\ Læs mere
Tapanuli Orangutan, en truet abe: Indtil nu er kun omkring seks af denne type 'great apes', der ikke er beslægtet med mennesker, blevet genkendt i naturen. Organgutangen er fra skov-området omkring økosystemet Batang Toru på øen Sumatra i det vestlige Indonesien. Denne orangutang adskiller sig ifølge forskeres nye resultater fra øvrige arter på Sumatra og på Borneo, idet arten har spredt sig tidligere end de andre arter, nemlig for 3,38 millioner år siden. Andre 'great apes' blev adskilt meget senere, nemlig for 674.000 år siden. Der er kun omkring 800 af denne nyopdagede abe-art, hvilket gør arten til den mest sjældne og truede i verden. Og selvom den altså adskiller sig fra de øvrige aber på Sumatra og Borneo, har den cirka samme størrelse som andre orangutanger. (Foto: Andrew Walmsley)
Pseudoliparis swirei, den dybestlevende fisk i havet: På den mørke havbund i verdens dybeste oceangrav, Marianergraven, i det vestlige Stillehav, findes denne sære sneglefisk, der ikke måler mere end 11,2 centimeter i længden. Alligevel er fisken i toppen af fødekæden i det dybe vandmiljø, 7.966 meter under havoverfladen. Fisken er beslægtet med sneglefiske-arten Liparaidae, hvis familietræ spreder sig over mere end 400 fiskearter. Sneglefisken er den eneste fisk, som forskerne hidtil har artsbestemt på så dybt vand. Forskerne mener desuden, at fisk kan overleve maksimalt 8.200 meter under havoverfladen. (Foto: Mackenzie Gerringer, University of Washington. ©Schmidt Ocean Institute)
Wakaleo schouteni, den forhistoriske mini-løve: I den sene Eocæne periode for omkring 23 millioner år siden levede løven Wakaleo schouteni i Australiens skove i den nordvestlige del af Queensland. Sådan spår forskerne, der har fundet et fossil fra denne mystiske art i netop dette område. Løven, der er en såkaldt pungløve, havde en vægt på cirka 22 kg, hvilket svarer til en Siberian Husky-hund. Der er altså tale om en miniløve, der med tiden dog voksede sig større for lettere at kunne nedkæmpe sit bytte. Ud fra tændernes form, mener forskerne, at løven var altædende, dvs. både spiste kød og planter. (Illustration: Peter Schouten)
Sciaphila sugimotoi, smuk blomst i svampesymbiose: De fleste planter får deres energi fra Solen, ved at lave fotosyntese. Men denne nye art er hetero-tropisk, hvilket betyder, at den får sin næring fra andre organismer, i dette tilfælde fra svampe. Arten er fundet på øen Ishigaki ud for Japan, hvilket er overraskende, idet Japan er kendt for at have et meget detaljeret register for flora og fauna. Den smukke, lilla blomst har fået navnet Sciaphila sugimotoi, måler 10 centimeter i højden og blomstrer i september og oktober. Planten er meget truet, og der er kun fundet 50 eksemplarer af arten indtil videre. (Foto: Takaomi Sugimoto)
Thiolava veneris, 'bad-ass' bakterier: Da den underjordiske vulkan Tagoro gik i udbrud ud for den spanske ø El Hierro i det kanariske øhav i 2011, øgede det vandtemperaturen, nedsatte iltniveauet i området og udløste store mængder svovlstoffer, der ødelagde det meste af økosystemet. Tre år senere fandt forskere de første beboere, der havde overlevet i det barske område, nemlig en ny slags proteobakterier (sygdomsfremkaldende bakterier som eksempelvis salmonella), der tilsammen udgjorde en måtte af hår-agtige strukturer, bestående af bakterielle celler. Måtten strakte sig over et område på hele 2.000 kvadratmeter, cirka 132 meter under havoverfladen. Forskerne håber, at disse første bakterier kan være fundamentet for et nyt velfungerende økosystem omkring vulkanen og har da også opkaldt 'bad-ass' bakterierne, Venus’ hair, efter den romerske kærligheds gudinde. (Foto: Miquel Canals, University of Barcelona, Spain)
Xuedytes bellus, mørkeelskende biller: Denne nyopdagede billeart er ikke mørkeræd – tværtimod har den fuldstændig vænnet sig til komplet mørke og har med evolutionen både mistet øjne, vinger og pigmentering. Billen, der er en del af arten troglobitic ground beetle, er fundet i grotten Du'an, Guangxi i Kina og er lige under en centimeter lang. (Foto: Sunbin Huang and Mingyi Tian)
Dinizia jueirana-facao, kæmpe Amazone-træ: Hidtil har amazone-træerne i Brasilien været betegnet som D. Excelsa-arten, der blev opdaget for omkring 100 år siden. Men nu er en ny afart af amazonetræerne opdaget og har fået navnet Dinizia jueirana-facao. Disse træer er 40 meter høje, vejer 56 ton og har nogle enorme frugter på en halv meter i længden. Alligevel er Dinizia jueirana-facao faktisk mindre end søsterarten D. Excelsa. Dog er de nyopdagede træer meget mere sjældne, idet det estimeres, at der kun er 25 af dem i hele verden. (Foto: Gwilym P. Lewis)
Nymphister kronaueri, myreinvaderende bille: På billedet kan du se det, der ved første øjekast bare ligner en almindelig myre. Men hvis du kigger nærmere, opdager du, at en lille bille har invaderet myrens bagdel og altså sidder som en slags numse nummer to. Denne bille på cirka 1,5 millimeter i længden har forskerne netop fundet og kaldt Nymphister kronaueri. Disse biller lever blandt krigsmyren Eciton mexicanum, der er nomader og altså ikke bygger permanente reder. Det betyder, at billen må hægte sig fast på myrerne med munden, mens disse er på vej til nye områder. På den måde fungerer myren som billens forlængede ben og krop. Billen bruger nogle kemiske signaler, der gør, at den ikke selv bliver spist af myrerne, men hvordan mekanismen helt præcist fungerer, er stadig uvist ifølge forskerne. (Foto: © D. Kronauer)
Ancoracysta twista, den dansende organisme: Denne encellede organisme (protist) blev opdaget i et akvarium I San Diego, Californien, hvor den havde sat sig på en hjernekoral. Den adskiller sig fra andre eukaryoter (biologiske organismer med en cellekerne) ved at have særligt mange gener i dens genom, hvilket ifølge forskerne åbner for en helt ny forståelse af eukaryoters evolution. Navnet Ancoracysta twista refererer til organismens dansende twist-bevægelser, når den svømmer. (Foto: Denis V. Tiknonenkov)
Epimeria quasimodo, Quasimodo-krebsen: Denne såkaldte amphipod, der er en afart af et krebsedyr, måler kun fem centimeter i længden og er opkaldt efter karakteren Quasimodo fra Victor Hugos’ eventyr på grund af dens krumme pukkelryg. Den er 1 af 26 nye krebsedyr-arter, fundet i det sydlige ishav omkring Antarktis. Flere forskere troede ellers, at de fleste krebsearter var kendte, men opdagede de nye arter ved hjælp af DNA-analyse. (Foto: Cédric d’Udekem d’Acoz, copyright Royal Belgian Institute of Natural Sciences)


































