Finsk lufthavn bruger hunde til at opspore corona-smitte i nyt forsøg
hunde opspore corona næse snude helsinki finland forsøg

Fire hunde er del af en forsøgsordning, hvor de skal spore coronasmitte blandt internationale rejsende til Finland. (Foto: Finavia)

Fire hunde er del af en forsøgsordning, hvor de skal spore coronasmitte blandt internationale rejsende til Finland. (Foto: Finavia)

Kilde: 
25 september 2020

I Helsinkis lufthavn afprøver man en alternativ tilgang til at teste for COVID-19.

Lufthavnen har lavet en forsøgsordning, sammen med finske forskere, hvor hunde skal opspore smittede personer på vej ind i Finland, skriver The Guardian.

Håbet er, at de kan vise sig at være et hurtigere, mere effektivt og ikke mindst billigere alternativ til laboratorieforsøg.

Ifølge universitets indledende forsøg kan hundenes fintfølende snuder nemlig opfange coronasmitte med næsten 100 procent sikkerhed og skal kun bruge mellem 10-100 molekyler for at spore virussen, hvor en laboratorietest skal bruge op mod 18 millioner molekyler.

»Det er meget lovende,« fortæller Anne Hielm-Björkmann fra Helsinki Universitet, ifølge The Guardian.

»Hvis det virker, kan det vise sig at være en god metode til at screene andre steder.«

Testen foregår, ved at man bliver duppet på huden med en vådserviet, som dernæst tages ind i et separat lokale, hvorefter en af hundene bliver sat i gang med at snuse.

Hvis hunden kan dufte smitte, signalerer den det ved enten at gø, lægge sig ned eller bruge poten til at pege, skriver The Guardian.

Dernæst bliver den formodede smittede person tilbudt en laboratorietest for at bekræfte fundet.

Det er endnu ikke klart, præcis hvad det er hundene opfanger, når de lugter, at en person har COVID-19, skriver The Guardian, men et tidligere fransk studie indikerer, at virussen kan lugtes i en smittet persons sved.

Og hvis man er bekymret for, om hundene bliver smittet, kan man trøste sig selv med, at de ikke har de rette receptorer for, at virussen rigtig kan sætte sig fast.

Som Videnskab.dk tidligere har omtalt, har man set et eksempel på, at en hund er blevet smittet med COVID-19, men eftersom hunden var 17 år gammel og havde andre sygdomme, er det sandsynligt, at det ikke var coronavirus, som slog hunden ihjel.

Læs mere i artiklen Kæledyr? Mad? Sex? Få styr på, hvordan ny coronavirus smitter.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.