Fem dyrs utrolige syn: Dovendyret ser på sine fødder og himlen samtidig

Vi gør det næsten hvert eneste vågne øjeblik, men prøv lige alligevel.

Se ud af øjnene. Forestil dig så, at dine øjne ikke sidder plastret midt i ansigtet, men mere på siden af hovedet, ligesom på geder, næsehorn, duer og giraffer. Hvad ser du så?

Mange dyr ser ikke som mennesker, og nogle af deres synsevner er ret så fascinerende. Men faktisk er dyrs syn et område, hvor forskerne stadig har meget at lære.

»Vi ved ikke rigtig, hvordan en ko eller en giraf ser, så når vi taler om dyrs syn, bygger det i høj grad på teorier. Hunde ser dårligt og har svært ved farver – det er på det plan, vi ved noget om det her,« siger Steffen Heegaard til Videnskab.dk.

Han er klinisk professor i oftalmologi (øjensygdomme) ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet.

En af dem, der arbejder på at øge vores viden om dyrs syn, er Mads Frost Bertelsen, der er adjungeret professor i zoologisk medicin ved Københavns Universitet og dyrlæge i Københavns Zoologiske have.

I en årrække har han i samarbejde med en gruppe internationale forskere kortlagt forskellige dyrs øjne. Herunder kan du læse om og se fem af dem.

5 flade dyreøjne

De fem dyr, du stifter bekendtskab med i denne artikel, er: Giraffen, den flyvende hund (stor flagermus), flodhesten, næsehornet og ikke mindst dovendyret.

Forskerne har undersøgt hvert enkelt dyr og skrevet en videnskabelig artikel om hver. Projektet startede med giraffen tilbage i 2013 og har været i gang siden da med skiftende forskere på holdet.

»Det er nogle sjove, anderledes og konstruktive studier,« siger Steffen Heegaard, der har kigget på studierne for Videnskab.dk.

Dugfriske øjne dyppet i paraformaldehyd

For alle arterne har forskerne taget øjne fra et dyr, lige efter det er dødt, så de stadig er helt friske.

»Herefter fikserer vi det i paraformaldehyd, så det ikke fordærves, og så flader vi øjet ud – lidt ligesom et verdenskort. Hvert ’kort’ er karakteristisk for en art og viser os, hvor på dyrets nethinde at opløsningen er størst,« forklarer Mads F. Bertelsen.

Forskerne kigger på de flade øje-kort gennem et mikroskop og tæller antallet af de såkaldte ganglieceller, der opsamler signaler fra vores synsindtryk og sender dem videre til hjernen.

Gangliecellerne styrer, hvor høj opløsning vi ser med, og dermed hvor godt vi ser. Et godt syn med høj opløsning kan have en gangliecelle for hver synscelle. I andre tilfælde er der eksempelvis en gangliecelle for hver femte synscelle, og så bliver synet mere pixeleret.

LÆS OGSÅ: Øjet kigger, men hjernen ser

Synet sladrer sandsynligvis om dyrenes livsstil

At den nuværende viden om dyrs syn mest bygger på teorier betyder, at forskerne ikke ved med sikkerhed, hvorfor fordelingen og mængden af ganglie- og synsceller hos eksempelvis en flodhest er, som den er. Til gengæld har forskerne bag studierne nogle meget kvalificerede bud.

Eksempelvis er det slet ikke så dumt, at dovendyret kigger ’opad’.

»Det spændende er, at deres syn svarer til deres biologi, bevægelsesmønstre og adfærd. Eksempelvis giver det jo god mening, at dovendyret ser på sine poter, så den ved, hvor den sætter dem,« siger Mads Frost Bertelsen

Ligeså giver flodhesten og næsehornets udvidede synsvidde også god mening, når nu de store dyr ikke kan dreje nakken og kigge sig over skulderen.

»For dyr er det vigtigt at kunne se på en måde, så de får øje på bytte eller faretruende dyr. Rovfuglen har eksempelvis tre såkaldte ’gule pletter’ i øjet, så den kan se skarpt i forskellige afstande, når den svæver i luften,« forklarer Steffen Heegaard.

»Eller giraffen, som har et meget bedre perifert syn end centralsyn. Den skal jo ikke kunne læse en bog, men i stedet se en løve i horisonten 200 meter væk,« tilføjer Steffen Heegaard.

Flodhesten og næsehornet ser forud… og bagud

Det kan lyde som en superheltekraft, men for de to store dyr med tykke og minimalt fleksible hals- og nakkemuskler er det praktisk, at de kan kigge bagud, nu hvor hovedet ikke kan flytte sig så meget.

Flodhesten og næsehornets øjne sidder på siden af hovedet, og faktisk ser den kun halvt så godt, når den bare ser ud over horisonten, som når den ser fremad eller bagud.

»De ser fra to vinkler. Den ene minder om at have hovedet vippet lidt nedad, brillerne sidder helt lavt på næsen, og du ser frem over brillekanten. Her ser de knap så godt,« fortæller Mads Frost Bertelsen.

»Men når de ligger nede i vandet, har de hovedet i en anden vinkel. Her ser den gennem brillerne, så at sige, for nu er deres syn skarpere. I den vinkel kigger de forud og bagud.«

For at toppe superhelte-effekten kan den faktisk se begge veje samtidig. Det fungerer, ligesom når du sidder ved din computerskærm og læser denne artikel, så ser du samtidig også rummet bag skærmen og bordet under den.

LÆS OGSÅ: Hvad?! Giraffen er ikke én, men fire forskellige arter

Giraffen har kæmpeøjne

Giraffens hoved ser måske lille ud for enden af den lange hals, men det har stadig plads til et par store øjne, der kan hele tre ting på en gang:

• Overskue horisonten og holde øje med rovdyr
• Se på sine klove, så den ikke falder, når den går
• Se sin tunge, når den spiser blade fra tornede buske

»Giraffen har en hestesko-bue på øjet, som dækker synsfeltet hele vejen ned til dens fødder. Og så har den en stor prik yderst i øjet. Den gør det muligt for giraffen at se, hvor den skal sno tungen, når den skal spise blade fra tornede buske,« forklarer Mads Frost Bertelsen.

Giraffens syn er bedre end mange af de andre dyr, som er med i denne artikel. For den har mange ganglieceller - og jo flere af dem, jo bedre opløsning.

Dovendyret ser opad- nej vent, ned!

Dovendyrets syn minder meget om giraffens, men det hænger på hovedet, når det bevæger sig gennem junglen.

»Dovendyret har også det bedste syn i den del, som peger mod dens fødder. Når den hænger på hovedet, peger synet også mod himlen. På den måde ser dovendyret både, hvor den skal holde fast, og om der er rovfugle på færde på himlen,« forklarer Mads Frost Bertelsen.

At dovendyrets syn er indrettet til at se bedst, når den ser på sine fødder og mod himlen, peger på, at dens syn er tilpasset dens på-hovedet-hængende livsstil.

LÆS OGSÅ: Over en femtedel af alle pattedyrarter er flagermus

Flyvende hunde kunne undvære øjnene

De store flagermus, som forskerne har undersøgt, bruger deres syn til at se, hvad de skal spise, og til at forholde sig til hinanden. Men de kan også klare sig uden.

»Man lavede en gang et forsøg, hvor man lod en flagermus flyve rundt i et bælgmørkt rum fuldt af snore på tværs af rummet, og dyret havde intet problem med at navigere uden lys. Man kunne i princippet fjerne dens øjne, og den ville stadig kunne finde rundt,« fortæller Mads Frost Bertelsen.

Flagermusens øjne sidder lidt mere fortil i dyrets ansigt, og den har derfor et synsområde, hvor de to øjne overlapper hinanden. Det betyder, at flagermusen er i stand til at se dybde.

I forskernes flagermus-studie undersøgte de ikke bare én, men otte arter af frugtædende flagermus, kendt som ’flyvende hunde’.

De otte arter kom fra forskellige områder og undersøgelsen viste, at der var lidt forskel på deres syn. Forskerne har en hypotese om, at det hænger sammen med, hvilken type natur de har levet i.

»De flagermus der levede i åbne skovområder og huler havde færre ganglieceller, og et lidt bredere syn, mens dem, der levede i tætbevoksede områder, havde flere ganglieceller og et mere cirkulært syn,« fortæller Mads Frost Bertelsen.

»Vi mener, forskellene i deres syn handler om, at flagermusene skal finde rundt og søge efter mad i forskellige områder,« tilføjer han.

Også for flagermusene tyder det på, at deres syn er påvirket af eller hænger sammen med deres livsstil, og at udviklingen er sket over meget lang tid gennem mange generationer.

LÆS OGSÅ: Kammuslinger har 200 øjne, og de fungerer som teleskoper

LÆS OGSÅ: Ny opdagelse: Rovdyr har lodrette pupiller – byttedyr har vandrette pupiller