Hvad?! Giraffen er ikke én, men fire forskellige arter

»Hvorfor har ingen opdaget det her før? Har vi lavet en fejl?«

Sådan tænkte Axel Janke, da konklusionen af hans nyeste genstudie lå fast. Den tyske professor forsker i genetik hos alt fra fisk og fugle til krokodiller, slanger og øgler, men denne gang var det giraffer på Afrikas savanne, han havde kastet sig over. Resultatet af hans analyser var slående:

Giraffer kan inddeles i mindst fire forskellige arter. De genetiske undersøgelser pegede endda i retning af en femte art, som dog ikke kunne endeligt bekræftes.

»Vi blev meget overraskede, fordi forskellene giraffer imellem er meget begrænsede i forhold til morfologi (en organismes form og bygning, red.) og pelsmønster,« lyder det fra professoren. Han og hans kollegaer fandt blandt andet, at giraf-arter rent genetisk kan adskille sig lige så meget fra hinanden, som en brun bjørn adskiller sig fra en isbjørn.

Det nye studie er publiceret i tidsskriftet Current Biology, som udgives af Cell Press.

Nye arter placerer giraffer blandt de mest truede

Girafbestanden verden over er svært presset. Over de seneste tre årtier er den faldet fra omkring 150.000 individer til omkring 90.000.

I det nye studie har forskerne analyseret hudprøver fra 190 giraffer med en geografisk fordeling over hele Afrika.

Ved at sekventere, altså aflæse den genetiske kode, giraffernes genomer fandt de, at de genetisk set var for forskellige til at bibeholde giraffen som den ene art, den for indeværende er anerkendt som.

Det har stor betydning for bevaringsarbejdet, lyder det fra en af de øvrige forfattere, ph.d. Julian Fennessy, administrerende direktør for den namibiske velgørenhedsorganisation Giraffe Conservation Foundation. Selvom girafbestanden som helhed fortsat er på kollisionskurs, er der nemlig nogle af de ’nye’ arter, det ser særligt slemt ud for, fortæller han.

»Der findes eksempelvis færre end 4.750 individer af den nordlige giraf i naturen, mens der for netgiraffens vedkommende er færre end 8.700 individer – som separate arter gør det dem til nogle af de mest truede store pattedyr i verden.«

Kendt giraf-underart bliver sløjfet

I det videnskabelige studie skriver forskerne, at giraffen på baggrund af de genetiske undersøgelser kan inddeles i fire »meget tydelige« grupper, som tilsyneladende ikke parrer sig i naturen. Derfor, skriver de, skal girafferne anerkendes som fire forskellige arter, nemlig:

1. Den sydlige giraf (Giraffa giraffa), som har den sydafrikanske giraf (G. g. giraffa) samt den angolske giraf (G. c. angolensis) som underarter.
   
2. Masai-giraffen (G. tippelskirchi)
   
3. Netgiraffen (G. reticulata)
   
4. Den nordlige giraf (G. camelopardalis), som har den nubiske giraf (G. c. camelopardalis), den kurdufanske giraf (G. c. antiquorum) og den vestafrikanske giraf (G. c. peralta) som underarter.

Traditionelt set har forskerne arbejdet med én overordnet giraf-art og op til 11 underarter – i dag accepterer de fleste 9.

I det nye studie foreslår forskerne, at man ophøjer tre underarter til egentlige arter, men til gengæld sløjfer to andre, heriblandt den kendte Rotschild-giraf.

Zoo-dyrlæge: Først skal der være konsensus

Ifølge dyrlæge i København Zoo Mads Frost Bertelsen, som ikke har deltaget i det nye studie, men læst det, er den nye forskning både solid og veludført. Forskerne har brugt »de rigtige metoder og tilstrækkeligt mange dyr.«

Han mener dog ikke, at der er grund til at ændre på artsopfattelsen af giraffen lige med det første på baggrund af resultaterne. Først skal det øvrige forskermiljø nemlig lige blev enige om, at skellet mellem arterne er lagt rigtigt, forklarer han.

»Dette studie kunne komme til at betyde noget for vores arbejde, hvis det bliver bakket op af det videnskabelige samfund og de zoologiske havers sammenslutninger. Så skal vi selvfølgelig administrere derefter. Men der er en masse politik og tradition i det, og jeg tror ikke, der sker noget på den korte bane,« siger Mads Frost Bertelsen, som er adjungeret professor i zoologisk medicin ved Københavns Universitet.

»Resultaterne skal eftervises, og der skal være konsensus. Jeg vil for eksempel mene, at jeg godt kan se forskel på en netgiraf og en Rotschild-giraf, men det får jeg at vide her, at jeg ikke skal kunne,« tilføjer han.

Svært at vurdere, hvornår en art er en art

Det er langt fra første gang, forskerne diskuterer, hvor mange girafarter der egentlig findes. Tidligere studier har foreslået alt fra 2 arter med 10 underarter til 1 art med 9, 8, 6 eller sågar 5 underarter.

Forskerne er nemlig ikke enige om, hvornår et dyr er sin egen art – dyr, som i udgangspunktet er de samme, men alligevel forskellige på afgørende punkter – og hvornår det er en underart – dyr, som har en række fællestræk, men alligevel adskiller sig på mindre afgørende punkter.

Når Rotschild-giraffen ikke længere er en underart, er det, fordi forskerne i studiet mener, at den er blevet forvekslet med den nubiske giraf. Men det er altså ikke nødvendigvis alle, der er enige i dén vurdering.

Dertil kommer, at artsdefinitionen har ændret sig over tid, fortæller professor Tobias Wang fra Institut for Bioscience, Zoofysiologi, på Aarhus Universitet.

»Den gamle definition var, at to dyr er forskellige arter, hvis de ikke kan få fertilt afkom. Men nu er man begyndt at sige, at hvis to grupper af giraffer har levet adskilt i titusinder af år, vil de med tiden være blevet så forskellige, at der bliver tale om to forskellige arter. Det er en kunstig adskillelse og en beslutning, vi forskere træffer ud fra nogle løse kriterier. Artsbegrebet er på den måde blevet ret mudret.«

Er det vigtigt, om giraffen er 1 eller 4 arter?

Ifølge Axel Janke, hovedforfatter på det nye studie, er girafferne forskellige arter, fordi deres gener ikke overlapper i naturen - hvilket er det samme som at sige, at de i vid udstrækning ikke parrer sig med hinanden. Ifølge Mads Frost Bertelsen skyldes dette ofte nogle helt naturlige, geografiske skel.

Ifølge Axel Janke er de geografiske afstande ikke store nok til at være den afgørende faktor – og sådan kunne diskussionen formentlig fortsætte i meget lang tid.

Måske man hellere skulle spørge: Er det egentlig vigtigt, om giraffen er 1 eller 4 arter?

Svaret fra Axel Janke er, måske ikke overraskende, ja.

»Artsbevarelse er baseret på arter. Hvis en art er sjælden, skal den bevares. Men der er omkring 90.000 giraffer i alt. Hvis giraffer kun er en art, virker det umiddelbart til at være mange, og bevarelse er ikke nødvendigt. Nu, hvor giraffen er fire arter, optræder nogle af dem i meget små antal, som gør artens overlevelse særdeles tvivlsom. Når man sammenligner med andre truede arter, som den afrikanske elefant, kan man se, at der er behov for umiddelbar handling.«

Forskellige arter kan have betydning for bevarelsen

Girafbestandens største problem er ikke krybskytteri, som det eksempelvis er tilfældet for elefanter og næsehorn. Giraffernes største udfordring er derimod pladsmangel, som kommer sig af, at mennesker dyrker mere og mere jord og dermed efterlader mindre savanne til de højtravende drøvtyggere.

Det fortæller Hans Redlef Siegismund, som er lektor ved Bioinformatik og RNA Biologi ved Københavns Universitet. Han har ikke deltaget i det nye studie, men har læst det, og han giver Axel Janke ret i, at det kan have stor betydning for artsbevarelse af en bestand, om den bliver opdelt i flere arter.

Han fortæller, at det amerikanske IUCN (International Union for Conservation of Nature) eksempelvis antager, at der kun findes én afrikansk elefant-art, og fordi nogle elefantgrupper er i fremgang, kan det derfor se ud, som om bestanden har det godt. Men skovelefanten, som mange anerkender som sin egen art, har det i virkeligheden meget svært, fortæller han.

»Det kan have stor betydning, om et dyr er en eller to arter, når man for eksempel skal vurdere, hvor truet dyret er. Det går tilbage for girafferne, og hvis det er forskellige arter, bør man kigge sådan på det.«

»Vi skal være glade, bare der er nogle giraffer om 100 år«

Omvendt, lyder det fra Hans Redlef Siegismund, skal man vogte sine ressourcer nøje; måske er der hverken tid eller penge til at redde de enkelte girafarter, funderer han.

Han møder opbakning fra Mads Frost Bertelsen:

»Hele det arbejde, zoologiske haver gør, handler om at bevare arterne – men det er selvfølgelig en overvejelse, hvad det er, vi skal bevare. Hvis girafferne umiddelbart er rimelig ens at se på og kan opfylde samme niche i naturen, kan man med naturforvaltningsbrillerne på godt argumentere for, at man måske bare skal være glad, hvis der er nogle giraffer tilbage i fremtiden,« siger han og slutter:

»Vi skal tænke over, at vi kun kan redde så og så meget, og vi har kun så mange penge, og der tror jeg nogle gange, vi skal være meget pragmatiske. Så man kan sige ’So what, om det teknisk set er fire arter?’ Hvis de zoologiske haver gennem avlsarbejde kan være med til at sikre, at der om for eksempel 100 år stadig findes giraffer i verden.«