Hvis man stirrer længe nok på muslinger, stirrer muslingerne tilbage på én. En del kammuslinger har i hvert fald øjnene til det.
Faktisk har kammuslinger op til 200 små øjne, der sidder i vævet helt ude ved randen af muslingeskallen.
Forskere fra Israel og Sverige har nærstuderet disse øjne, som viser sig at være overraskende sofistikerede.
\ Historien kort
- Kammuslingers øjne har to nethinder og et spejl opbygget af mikroskopiske krystaller i mange lag.
- Øjnene giver dyrene et godt syn, som de kan bruge til at slippe væk fra rovdyr eller finde gode levesteder.
- Måske kan kammuslingernes komplekse øjne inspirere til ny teknologi, for eksempel til brug i kameraer.
Hvor de fleste dyr har øjne, hvor lyset passerer gennem en linse og derefter rammer nethinden på indersiden af øjets bageste del, bruger kammuslinger et andet trick:
Her rummer hvert øje et buet spejl, som tilbagekaster og fokuserer det lys, der rammet øjet. Bagefter ender lyset i ikke bare én, men to forskellige nethinder, har forskerne fundet ud af.
De usædvanlige og ganske komplekse øjne, som evolutionen har frembragt hos muslingerne, beskrives i en artikel i det videnskabelige tidsskrift Science.
\ Læs mere
Øjne skal være en fordel
»Disse kammuslinger har ret gode øjne. De kan mere end bare skelne mellem lys og skygge, de har billeddannende øjne,« fortæller muslingeekspert Tom Schiøtte fra Statens Naturhistoriske Museum, der hører under Københavns Universitet.

»Men ikke alle muslinger har øjne. Rent evolutionært skal der være en fordel ved at udvikle øjne. Når kammuslinger har øjne, er det, fordi de er bevægelige. De kan slippe væk fra rovdyr ved at svømme, og så er det jo en fordel at kunne se, hvad der kommer.«
Fastsiddende muslinger som for eksempel østers har ikke øjne, for de ville ikke have gavn af dem. Man kan altså roligt spise østers uden at føle sig udsat for ubehagelige blikke fra offeret.
Tilsvarende har muslinger, der lever dybt nede i havets mørke, heller ikke øjne.
\ Læs mere
Mange lag af mikroskopiske spejle

Men tilbage til kammuslingerne. Spejlet i deres øjne er opbygget af bittesmå, flade, kvadratiske krystaller, der sidder tæt sammen i 20-30 lag. Det fandt forskerne ud af ved at bruge mikroskopiske målemetoder, som både tillod dem at se spejlets overflade helt tæt på og få en idé om dets rumlige struktur.
I hvert lag er krystallerne arrangeret som spejlene i et stort teleskop, hvor mange mindre spejle arbejder sammen og former ét stort.
Sammen med de lysreceptorer, der er i de to nethinder, sørger spejlets opbygning med de mange lag for, at øjet er mest følsomt over for det blågrønne lys. Det er netop lys i de farver, som typisk når ned til muslingernes levesteder.
Nethinder til forskellige formål?
Med computermodeller af muslingeøjnene kan forskerne konkludere, at de to nethinder opfanger lidt forskellige billeder af omverdenen. For eksempel ligger fokus – det område af synsfeltet, der står klart – forskellige steder.

Måske bruges nethinderne i forskellige situationer – den ene kan være bedre end den anden, når muslingen er på farten, mener forskerne.
»Udover at bruge øjnene til at flygte fra rovdyr, kan man forestille sig, at kammuslingerne flytter sig hen til steder, der er mere hensigtsmæssige for dem. Måske ved de instinktivt, hvordan et ideelt levested med en god vandstrøm ser ud,« siger Tom Schiøtte.
\ Læs mere
Kan inspirere til nye kameraer
Det er begrænset, hvor stort et område i synsfeltet, der står skarpt i hvert øje, men forskerne foreslår, at muslingens synscenter i hjernen kan behandle input fra mange øjne på en måde, så et samlet billede står mere skarpt.
\ Et spejl giver ekstra lys
Mange natteaktive dyr har indbygget spejl i øjnene. Det gælder for eksempel katte. Spejlet sørger for, at ekstra meget lys bliver opfanget af nethinden, så dyrene bedre kan se i mørke.
Måske har muslingerne endda en form for dybdesyn, der kan hjælpe med afstandsbedømmelse.
Forskerne tænker, at opbygningen af kammuslingernes øjne måske kan inspirere ingeniører til at bygge nye optiske instrumenter, for eksempel kompakte kameraer med stor billedvinkel.
I dag udstyrer man kameraer med fiskeøjeobjektiv, men hvis man vil have ekstrem vidvinkel, samtidig med at billedet står skarpt overalt, kan løsningen måske være et muslingeobjektiv i stedet.

































