»Som at pakke en gave op.«
Sådan beskriver professor i radiologi Sahar Saleem oplevelsen af at undersøge mumien af den egyptiske farao Amenhotep I.
Men faktisk pakkede forskerne slet ikke ‘gaven’ op. De lod bandagerne være, viklet sirligt om det balsamerede lig, og lagde i stedet den for længst hedengange farao i en CT-skanner – og resultaterne er banebrydende.
Det skriver blandt andre The Guardian.

Billederne af den i sin tid så mægtige krigerkonge, der regerede over oldtidsriget fra 1525 til 1504 før vor tidsregning, afslører hans udseende og de mange overdådige smykker, han fik med sig på sin rejse gennem dødsriget.
»Vi kan se, at Amenhotep I var omkring 35 år, da han døde,« fortæller Sahar Saleem, der er hovedforfatter bag studiet, til The Guardian. »Han var cirka 169 centimeter høj, omskåret, og så havde han gode tænder.«
Med sig i graven fik gudekongen desuden 30 amuletter og et unikt gyldent bælte med guldperler.
Forskerne ønskede ikke at afklæde faraoen de smukt omviklede bandager, der er pyntet med ranker af forskellige blomster, ej heller den smukke, påmalede begravelsesmaske.
De måtte derfor finde en anden måde at afvriste mumien sine hemmeligheder – og det med stor succes takket være scanneren.
Til daglig bor hans kongelige højhed på Det Egyptiske Museum i Kairo, hvor han også vil blive leveret tilbage, nu hvor undersøgelserne er afsluttet.
Resultaterne af den nyskabende arkæologiske undersøgelse er beskrevet i et studie, der er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Frontiers in Medicine and Pathology.