Knap 100 år er gået siden Europas sidste store tsunami - et jordskælv ud fra Siciliens kyst, der forårsagede i en 13 meter høj bølge og krævede cirka 2.000 dødsofre.
Tsunamierne i Middelhavet kan endda være endnu mere ødelæggende.
For 3.500 år siden producerede et stort vulkansk udbrud på Thira (øen, der i dag hedder Santorini) i Det Ægæiske Hav en bølge, som udslettede hele den minoiske kultur og muligvis skabte legenden om Atlantis.
Stadig risiko for tsunami i Middelhavsområdet
I dag bor der millioner af mennesker på Middelhavskysten, og vulkanerne og jordskælvene er ikke gået nogen steder.
En ny undersøgelse - udgivet i tidsskriftet Ocean Science - foreslår, at selv et behersket jordskælv i det østlige Middelhavsområde kan starte en tsunami, der vil påvirke en stor del af de 130 millioner mennesker, der bor langs kysten.
De altødelæggende tsunamier, der ramte Indonesien og de omkringliggende lande i 2004 og Japan i 2011, var en brat opvågning.
Siden starten af århundredet har man registreret 177 tsunamier, hvoraf 4 forekom i Middelhavsbassinet. Alle 4 var relativt små og krævede ingen dødsofre.
Men ifølge historien - og seismologien - er mere destruktive og voldsomme bølger uundgåelige. Er vi forberedte på den næste store bølge?
Masser af tektonisk uro i Middelhavsområdet
Som et resultat af kollisionen mellem Den Afrikanske og Den Eurasiske Plade foregår der stadig megen tektonisk uro med kraftige, ødelæggende jordskælv i dele af Middelhavsområdet samt betydelig vulkansk aktivitet.
I de sidste 65 millioner år har kollisionerne skabt Alperne, som stadig vokser, og for cirka 5 millioner år siden blev Middelhavets eneste forbindelse med det åbne hav mod vest blokeret på grund af den fortsatte bevægelse mellem Afrika og Den Eurasiske Plade. Denne begivenhed dannede det, vi i dag kalder Det Liguriske og Det Tyrrhenske Hav.
Middelhavet opfattes ofte som en sidste rest af Tethyshavet - og det synker også i takt med, at Den Afrikanske plade fortsætter med årligt at drive cirka 2,5 centimeter mod nord.
Grænsen mellem de to tektoniske plader er ikke helt distinkt, så middelhavsregionen er på kryds og tværs fyldt med aktive brudlinjer.
Tektonik er anderledes end i Indonesien og Japan
Det komplicerede mønster af pladeforskydninger og brudlinjer skaber den tektoniske uro og regionens risiko for jordskælv.
Tektonikken adskiller sig dog væsentligt fra den, man finder i Indonesien og Japan.
Den tektoniske fare i Stillehavet og Det Indiske Ocean er for størstedelens vedkommende langs forkastninger på havbunden, som kaldes subduktionszoner,
Her støder to af jordskorpens plader imod hinanden, og den tungeste presser sig ned under den anden – også kaldet underskydning.
Voldsomme jordskælv er almindelige i subduktionszonerne, og de producerer ofte en lodret forskydning af havbunden, der forårsager de meget store tsunamier.
Selvom der findes subduktionszoner i Middelhavet, er det på en meget mindre skala, hvilket betyder, at både forskydningerne og tsunamierne er mindre.
Forskere har endda fremlagt en teori om, at tsunamien, der ramte i Sicilien i 1908, ikke var direkte forårsaget af en forskydning, men af et jordskælv, der producerede et undersøisk jordskred på havbunden.
Millioner af mennesker i fare
Ofte er det ikke størrelsen på tsunamien - eller en hvilken som helst anden naturskabt fare - der har indflydelse på, hvor stort tabet af menneskeliv er, og hvor store ødelæggelser der forekommer, men snarere hvor den finder sted.
I 1958 ramte den største registrerede tsunami Lituya Bay i Alaska. De 30 meter høje bølger var kraftige nok til at skylle mere end 500 meter op ad en bjergside, men da Lituya Bay er så fjerntliggende og øde blev kun 5 mennesker dræbt.
Den indonesiske tsunami i 2004 nåede visse steder en højde på 24 meter, men da den ramte et tætbefolket område, dræbte den mennesker hele vejen rundt om Det Indiske Ocean og med ufattelige ødelæggelser.
Meget kort varsel og forstærket risiko
Med det for øje udgør tsunamier i middelhavsområdet en signifikant risiko.
Der bor cirka 130 millioner mennesker langs kysten, mange af dem i store byer - Barcelona og Algier mod vest (begge med et befolkningstal på 1.6 millioner) og Alexandria (4 millioner) og Tel Aviv (400.00) mod øst.
Risikoen er yderligere forstærket, da Middelhavet er forholdvis lille og indelukket. Det betyder, at en tsunami vil kunne sprede sig over hele Middelhavsbassinet.
Tidsmæssigt vil der kun være et kort varsel, hvilket er essentielt i begrænsningen af tab af menneskeliv. Den økonomiske indvirkning ville også være signifikant, da Middelhavsregionen er hjem til adskillige store industrielle centre og havne.
Foranstaltninger kan reducere skader
Der kan ikke gøres meget ved selve faren - seismisk og vulkansk aktivitet kan hverken forhindres eller (præcist) forudsiges.
Men der findes visse foranstaltninger, der visse steder allerede er blevet lavet, og som kan reducere en Middelhavs-tsunamis potentielle indvirkning.
Efter den indonesiske tsunami i 2004 startede UNESCO (dyb indånding!) Intergovernmental Coordination Group for the Tsunami Early Warning and Mitigation System in the North-eastern Atlantic, the Mediterranean and connected seas (ICG/NEAMTWS).
Gruppen er ansvarlig for overvågningen af seismisk aktivitet, havoverfladen og andre relevante data og for at udsende advarsler om nødvendigt. Sådanne advarsler reddede mange liv i Japan i 2011.
Varslingssystemer er under udvikling
Tidlige varslingssystemer er under udvikling, men brugbarhed og større tilgængelighed udgør stadig et problem.
Dette taget i betragtning bliver uddannelsen af de udsatte samfund prioriteret, så de selv kan identificere de tidligste advarselssignaler og handle derefter.
Det kan desværre godt være, at det kræver en stor, altødelæggende tsunami i Middelhavet, før varsling og forsvar tages alvorligt.
Vi kan kun håbe at bølgen - når den kommer - ikke er så ødelæggende, som den kunne være.
Matthew Blackett hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark
