Hvis hunden er overvægtig, er der kun én at give skylden: ejeren.
Hunden fodres for meget, luftes for lidt og får sikkert også menneskemad ved spisebordet. Sådan bliver hundeejere med overvægtige hunde ofte mødt.
Men billedet kan være langt mere nuanceret. I hvert fald når det gælder en labrador eller en flatcoated retriever. Hver fjerde labrador, også kaldet labradorretriever, har en genetisk mutation, som gør den ekstra sulten og ringe til at forbrænde kalorier.
Det antyder et nyt britisk studie, der er udgivet i Science Advances.
Forskerne har undersøgt 87 fuldvoksne hunde. De fik samme mængde mad. Alle hundene oplevede at blive mætte efter cirka samme mængde mad. Men en fjerdedel af hundene blev hurtigere sultne igen.
Mens hundene sov, målte forskerne de gasser, som hunden udskilte, og analyserede sig frem til, at en fjerdedel af hundene også forbrændte deres mad væsentlig langsommere end de andre hunde i undersøgelsen.
Genet POMC er ifølge forskerne det mutations-gen, som ser ud til at kunne forårsage den uheldige vægtstigning for menneskets bedste labrador-ven.
Løbet er dog ikke kørt for ejere, der har en overvægtig hund, som skulle have mutationsgenet, mener forskerne.
»Alle ejere af labrador og flatcoated retriever er nødt til at holde øje med, hvad de fodrer disse meget madglade hunde med, for at holde dem på en sund vægt,« siger dr. Eleanor Raffan, forsker ved University of Cambridge's Department of Physiology, Development and Neuroscience, i England, i en pressemeddelelse.
Selv med POMC kan hundens vægt holdes nede, hvis ejeren er opmærksom på, hvor meget mad hunden indtager.
bhe



































