Efter klimarapporten: Forskningen viser vej til bæredygtig mad og grønnere landbrug
Kan vi spise os ud af klimakrisen?

Landbruget giver dig smør på brødet – men står det til en international forskergruppe, bør du helt droppe smørret. (Foto: Shutterstock/Videnskab.dk)

Landbruget giver dig smør på brødet – men står det til en international forskergruppe, bør du helt droppe smørret. (Foto: Shutterstock/Videnskab.dk)

Fødevareproduktionen kan falde, og priserne kan stige, efterhånden som den globale opvarmning gør landbrugsområder i USA, Sydamerika og Kina mere tørre.

Sådan lyder en af spådommenne i den store rapport fra FN's klimapanel IPCC, der nok har fået endnu flere til at se sig om efter løsninger på de overvældende klimaudfordringer, verden står overfor.

De gode nyheder er, at forskningen allerede leverer masser af bud på, hvordan vi enkeltvis og i fællesskab kan lette frokosttallerkenens klimaaftryk.

I artiklerne under Videnskab.dk's Red Verden-tema belyser vi alle aspekter af madproduktionens klimapåvirkning, og du kan selv deltage i debatten i Facebook-gruppen Red Verden.

I denne oversigtsartikel får du et udtræk af de senere års viden om vores mads rolle i klimaforandringerne, og hvordan vi kan lave om på den.

Landbruget dominerer den danske geografi

Det er ikke helt ved siden af, hvis du har hørt, at Danmark er et 'landbrugsland'.

Intet mindre end 62 procent af hele Danmarks areal er nemlig udlagt til landbrug i en eller anden form, og landbruget står for over 22 procent af Danmarks samlede udledning af drivhusgasser.

På danmarkskortet kan du se, hvordan arealanvendelsen fordeler sig. Bemærk, at områdernes placering på kortet ikke skal afspejle, hvor i landet anvendelsen reelt foregår. For at se sådan et kort, kan du klikke her

Farverne angiver, hvor stor en andel af Danmarks areal, der er udlagt til hvert formål. Farverne angiver ikke, hvor anvendelsen reelt foregår. For at se sådan et kort, kan du klikke her. (Illustration: Aarhus Universitet/Videnskab.dk)


Set med konstruktive øjne kan vi med 'kendte metoder' mindske udledningen fra landbruget med 10-12 procent inden 2030, vurderede forskere fra Aarhus Universitet i en rapport fra 2018.

Forskerne foreslog blandt andet at fodre køer med mere majs og flere fedtstoffer, samt at lave biogas af dyrenes afføring.

De kendte metoder kan dog ikke alene få os hele vejen i mål for at nå klimamålsætningerne, vurderede forskerne.

Sådan spiser man klimavenligt ifølge en stor, international rapport
  • 0-14 gram okse- eller lammekød (i dag spiser vi i Danmark 75 gram)

  • Op mod 600 gram frugt og grønt (i dag spiser vi 380 gram)

  • 0 gram smør (i dag spiser vi 5 gram)

  • 232 gram fuldkorn (i dag spiser vi 55 gram)

  • Højst 31 gram sukker, sødemidler og lignende – gerne nærmere 0 (i dag spiser vi 49 gram)

Læs mere i artiklen 'Kæmpestudie: Mad-revolution påkrævet, hvis vi skal redde verden'

Derfor er det ifølge forskerne afgørende, at politikerne laver nye investeringer i udvikling og implementering af klimateknologi i stedet for at vente på et 'fix', der kommer af sig selv.

Et varmt emne er metan, der er en potent klimagas, og det har fået et særligt fokus indenfor forskningen, hvordan vi kan begrænse udledningen af metan fra køers maver.

Lige nu forskes der blandt andet i at bruge genetisk udvælgelse af køerne for at ændre deres mavers mikrobe-profiler, og en dansk forsker vil endda bruge virusser til at slå bestemte bakterier ihjel i køernes maver.

Kan vi spise os ud af klimakrisen?

Vejen til en grønnere verden går igennem en grønnere mave – forstået sådan, at landbrugets klimabelastning i høj grad er et spørgsmål om, hvad vi putter i munden.

I 2019 udgav 37 af verdens førende forskere fra 16 forskellige lande et større arbejde i et videnskabeligt tidsskrift, hvor de både opfordrede til en revolution af landbruget og fremlagde anbefalinger for en mere klimavenlig kostplan.

På grafikken herunder kan du se forskernes overordnede anbefalinger, der blandt andet lyder på maksimalt 14 gram okse- svine- eller lammekød om dagen og dermed ligger et godt stykke under Fødevareministeriets anbefaling på maksimalt 50 gram om dagen.

I 2019 udgav en stor gruppe førende forskere disse kostanbefalinger efter tre års arbejde. Enkelte punkter er enten udeladt (sukker) eller slået sammen (nødder/mandler slået sammen med peanuts) for overskuelighedens skyld. Her kan du læse forskernes anbefalinger i detaljer. (Grafik: Videnskab.dk)

'Nøjes' vi med at følge de danske kostråd, kan vi måske komme et solidt stykke af vejen mod de 70 procents reduktion (sammenlignet med 1990-niveauet) i de danske CO2-udledninger, vi har forpligtet os til inden 2030.

Et dansk studie har nemlig konkluderet, at dansk landbrug kan reducere udledningen af drivhusgasser med hele 86 procent inden 2030, blandt andet ved at omlægge produktionen, så den er tilpasset en kost, der minder om de officielle kostråd.

Det skal dog nævnes, at forskerne i studiet regnede på store og globale ændringer, og en uafhængig dansk forsker mistænkte beregningerne for at være lidt for optimistiske.

Forskernes råd: Sådan udfaser du kødet

Hvad gør du så, hvis du som de fleste danskere spiser mere kød, end kostrådene foreskriver?

Danske forskere kom blandt andet med gode råd i en live-chat i Videnskab.dk's Forskerzonen.

Rådene er samlet i artiklen 'Forskere: Sådan kan dansk mad blive mere klimavenlig', og du får nogle af hovedpunkterne gengivet her:

  • Prøv i første omgang at spæde kødsovsen op med grøntsager som revne squash eller server nogle grøntsager til, som du ved, børnene kan lide.
  • Kig mod det indiske køkken, som har en rig tradition for grøntsagsmad
  • Skær ned på ris, hvis det er dyrket i Asien. Mere klimavenligt tilbehør til din mad er kartofler, bønner, perlebyg, couscous og bulgur.
  • Tag små skridt. Server lidt vegetarisk mad for børnene og bliv så ved med det og arbejd gradvist frem mod helt at droppe kødet, hvis det er det, du ønsker.

Har du pønset på at skære ned på dit kødforbrug? I dette afsnit af Klimax undersøger vi, hvor stor en forskel det gør for klimaet at blive flexitar, vegetar og veganer. (Video: Tjek)

 

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om blandt andet det mikroskopfoto, som du kan se herunder.


Annonce: