Dyr aflytter hinanden, viser dansk forskning

I Panamas jungle er en agutie (Dasyprocta punctata) og en næsebjørn (Nasua narica) på rov.

Som agenter sidder de og aflytter en edderkop- og kapuchinerabe, der i trætoppene nyder et overflødighedshorn af frisk frugt.

Agutien og næsebjørnen afventer lyden af et ’dunk’ fra abernes kasserede frugt, der rammer jorden. Det betyder nemlig, at frokosten er hjemme.

Men de bliver alle overvåget og aflyttet af en tredje part; to biologer fra Statens Naturhistoriske Museum, Linnea W. Havmøller og Rasmus W. Havmøller.

Ja, de to biologer har faktisk overvåget dem i hele ni måneder, og det er der kommet et nyt studie i tidsskriftet Biotropica ud af.

De har undersøgt, hvordan nogle frugtspisende pattedyrarter, i det her tilfælde agutien og næsebjørnen, aflytter andre arter i forsøget på at finde føde. Et fænomen man specielt ser i de perioder, hvor det er sparsomt med frugt i junglen.

»Madsvin«

I de sparsomme perioder finder man hovedsageligt højthængende frugter. Det giver selvfølgelig de højtlevende arter som kapuchiner- og edderkopaberne en fordel. Derfor må frugtædende landpattedyr satse på abernes mangel på etikette.

»Aber er nogle madsvin. De tager et par bidder af en frugt, så taber de den ned på jorden, og så gider de ikke spise mere af den. Og den praksis er der altså nogle andre arter, der drager fordel af.

Men for at kunne gøre det mest effektivt, er de nødt til at vide, hvor og hvornår aberne spiser. Her viser vores studie, at dyrene benytter sig af aflytning,« siger Linnea W. Havmøller, som er førsteforfatter til studiet, Smithsonian Fellow og ph.d.-studerende ved Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet, i en pressemeddelelse.

Store konsekvenser, hvis en art forsvinder

Studiet peger desuden på, hvor tæt forbundne pattedyr er i et økosystem, og hvor store konsekvenser det potentielt kan have, hvis én art forsvinder.

Panamas jungle gennemgår hvert år perioder, hvor der er mangel på frugt på landjorden. Men højt oppe i såkaldte mandeltræer er der masser af frugt, som mange arter af frugtspisende pattedyr overlever på.

Derfor er det så vigtigt for agutien, næsebjørnen og en række andre landgående pattedyr at kunne aflytte, hvor og hvornår aberne tager for sig af frugterne.

Men det betyder også, at de er afhængige af, at der er aber til stede i junglen, og at de aber kaster den halvgnavede frugt på jorden.

»I et større perspektiv betyder det, at i områder hvor man fjerner aber fra miljøet – typisk som følge af jagt eller ødelagt skov - kan det have en stor negativ kaskadeeffekt.

»Det vil ikke alene gå stærkt ud over de arter af pattedyr, der er afhængige af den frugt, aberne taber - det kan få betydning for hele regnskovens økosystem, da de frugtædende dyr på jorden også hjælper med at sprede frø, så skoven kan reproducere sig,« fortæller Rasmus W. Havmøller fortsætter, som er postdoc ved Statens Naturhistoriske Museum i pressemeddelelsen.

Få af disse undersøgelser

Der er meget få undersøgelser om, hvordan dyr lytter til andre arter, og hvordan dyrene udnytter det. Kommunikationsstudier imellem dyr har ofte fokuseret på, hvordan artsfæller kommunikerer med hinanden.

Og som her, hvor antiguen og næsebjørnen lytter, uden at aberne tænker over, at de faktisk fortæller pattedyrene på jorden noget, er der ikke så mange studier om.

»Og det er det her til gengæld et rigtig fint eksempel på,« siger Tobias Wang, professor ved Sektion for Zoofysiologi på Institut for Bioscience, Aarhus Universitet.

»Der er rigtig mange af de her interaktioner af dyrearter, relationer mellem dyrearter, som vi ikke kender ret godt. Den eneste måde at finde ud af det på er ved at komme ud at observere dyrene. Og det har jeg stor respekt for, at Linnea og Rasmus har gjort,« siger Tobias Wang, der ikke har været involveret i studiet, og konkluderer:

»Det viser en grad af kompleksitet i økosystemerne. At arterne er relateret gennem aflytning af hinanden og så ændrer adfærd. Det er en pointe, som nok tit går lidt tabt, tror jeg.«