For 260 millioner år siden sprøjtede en vulkan i det nuværende sydvestlige Kina 500.000 kubikkilometer lava ud i havet og billioner af tons svovldioxid ud i luften. Over halvdelen af Jordens maritime dyrearter uddøde.
I årevis har forskere givet kæmpeudbrud som det skylden for, at hober af livsformer blev kvalt på én gang.
Men den anklage skal måske hives tilbage, skriver tidsskriftet Science' nyhedssite ScienceNOW.
Tvivlen er opstået, fordi forskerne ikke kan forklare, at et udbrud i Sydamerika for 130- 140 millioner år siden næsten ingen skade gjorde. Til trods for at den smed 1,5 millioner kubikkilometer lava ud over nutidens Brasilien, Paraguay, Uruguay og det sydvestlige Africa.
Er det længden? Eller Overfladen?
En af geologernes forklaringer er, at det er længden på udbruddet mere end størrelsen, der afgør dens dødelighed. Nogle mener nemlig, at udbruddet i Sydamerika varede i over 11 millioner år, hvilket er for langsomt til at forårsage en massedød.
Andre har hævdet, at udbruddet kun varede i omkring en million år. Det viser et nyt studie publiceret i tidsskriftet Geology blandt andet. Så meget lava på så kort tid - et geologisk blink med øjet - burde betyde en maseudryddelse.
En anden mulig forklaring er ifølge geologen Paul Wignall fra University of Leeds, at det er lagene lige over vulkanen, der er afgørende. Et udbrud i Sibirien umiddelbart før Perm-Trias udslettelsen - også kaldet Massedøden, hvor 90 procent af alle dyrearter forsvandt - skulle trænge igennem et lag af kul.
Resultatet kan have været store klimaforandringer, idet den varme magma muligvis frigav store mængder af kul og svovl.
I Sydamerika skulle vulkanen blot bryde igennem ørkensand, og det kom der øjensynligt ingen farlige gasser ud af.
Eller noget helt tredje?
En tredje teori kommer fra Vincent Courtillot, geofysiker ved University of Paris Diderot. Han mener forskellen ligger i frekvensen af vulkanens puls. Det vil sige individuelle episoder med vulkansk aktivitet over de tusinder af år, udbruddet varer.
Kommer disse mindre udbrud tæt på hinanden, kan klimaet ikke nå at tilpasse sig, og så indtræffer den biologiske katastrofe. Men er de mere spredt ud, mindskes skaden. Vincent Courtillot kalder det en 'runaway effect', når vulkanens puls laver kuk i klimaet.
Den mest plausible forklaring er dog i følge forfatteren til artiklen i Geology, David Thiede fra University of Queensland i Australien, at det er et samspil af både længde, overflade og frekvens, der afgør vulkanens trussel mod Jordens liv.
