Ingen kan endnu udtale sig præcist om kilden til den dioxin, der endte i industrielt fedt, som senere blev anvendt i foder til dyr.
»Jeg ville virkelig gerne kende svaret, men vi har endnu kun en række formodninger,« siger Peter Fürst, der er kemianalytiker og arbejder med analyser af dioxinforgiftede madvarer på det officielle kontrollaboratorium i delstaten Nordrhein-Westfalen i Tyskland.
Han har dog to teorier, som vi vender tilbage til senere i denne artikel.
For selv om eksperterne endnu ikke er sikre, ved de dog en hel del om dioxinen, og den viden dykker vi ned i.
Sådan laver man industrielt fedt
Tysk biodiesel produktion er en stor forretning. En del af produktionen bygger på indsamling af brugt vegetabilsk madolie fra restauranter og andre storkøkkener. Madolien kan genbruges som startmateriale i produktion af biodiesel.
Før olien kan anvendes til fremstilling af biodiesel, bliver den filtreret for at sikre, at den ikke er fuld af benrester og glemte køkkenknive.
Derefter destilleres den under tryk ved 260 grader for at skille de frie fedtsyrer fra, der ellers ville forstyrre produktionen af biodiesel.
På denne måde opstår der to produkter:
- 90-95 procent af de såkaldte triglycerider, der bruges i produktionen af biobrændstof.
- 5-10 procent er de frie fedtsyrer, der ikke kan anvendes som brændstof og i stedet bruges som industrielt fedt, eksempelvis i rensemidler til trykkerier, eller ved rensning af genbrugspapir.
De frie fedtsyrer, der i dette tilfælde var forurenet med dioxin, havnede i dette tilfælde i dyrefoderet
Der må gerne være dioxin i industrielt fedt, men ifølge Peter Fürst findes det normalt ikke i de mængder, vi så i forbindelse med foderskandalen.
Det spørgsmål, som eksperterne - og vores læsere her på Videnskab.dk - gerne vil kende svaret på, er derfor: Hvad var den oprindelige kilde til dioxinen?
Dioxin er altid uønsket
Dioxin har ikke nogen nytteværdi, det er et uønsket biprodukt, der opstår ved forbrændingsprocesser f.eks. affaldsbrænding eller industrielle processer, hvor der er klor tilstede.
»Der opstår ikke dioxin, uden at der er klor tilstede. Når der er dioxinkoncentrationer højere end baggrundsforureningen, så er det typisk fordi, nogen har prøvet at skaffe sig af med klorholdigt affald, som f.eks. PCB, eller fordi der har været brugt hjælpestoffer i industrien, som er forurenet med dioxin, f.eks. kaolinler,« siger Tommy Licht Cederberg, der er seniorrådgiver og blandt andet forsker i dioxin i fødevarer ved DTU Fødevareinstituttet.
\ Fakta
Dioxinskandalen
Op imod 150.000 ton foder kan være blevet forgiftet med miljøgiften dioxin ved dioxinskandalen, der udspiller sig i Tyskland med udløbere til bl.a. Danmark.
I artiklen 'Hvordan havnede dioxinen i foderet' skrev vi, at dioxinen kom fra industrielt fedt, som blev brugt i dyrefoderet i stedet for foderfedt, samt at der er lagt sag an mod virksomheden Harles und Jentzsch, som mistænkes for at have blandet industrielt fedt i foderfedt for at maksimere deres profit.
I denne artikel forsøger vi på læsernes opfordring at komme nærmere svaret på, hvorfor det industrielle fedt indeholdt dioxin.
Da dioxin er en del af baggrundsforureningen, er der små koncentrationer dioxin i næsten alt.
»Men i dette dyrefoder var der dioxin i en koncentration over den tilladte grænseværdi,« siger Tommy Licht Cederberg.
Skruppelløst trick eller uheld?
Den tyske kemianalytiker Peter Fürst har to teorier om, hvordan dioxinen endte i det industrielle fedt.
Nogen har brugt fedtet til at slippe af med giftigt affald med et højt indhold af dioxin.
Det koster penge at destruere giftigt affald, men det er gratis at 'gemme' affaldet i det industrielle fedt.
Da der ikke er nogen regler imod, at det industrielle fedt kan indeholde denne mængde dioxin, ville sådan en ulovlig handling under andre omstændigheder måske slet ikke være blevet opdaget.
Forskerne har identificeret, at dioxinen stammer fra industrielt fedt fra virksomheden Petrotec (der havde mærket affaldet, som de skulle efter lovgivningen), men de kan ikke identificere, hvilket affald, der kan være endt i det industrielle fedt.
»De kemiske analyser viser ikke et mønster, vi har set i forbindelse med andet affald. Vi kan eksempelvis verificere, at det ikke kan være PCB,« siger Peter Fürst.
- Dioxinen kan være kommet til i filtreringsprocessen.
Som beskrevet i artiklens begyndelse filtreres olien, inden den kan bruges til at producere biobrændstof. Til filtreringen anvendes savsmuld.
Hvis savsmuldet (ved en fejl) kommer fra imprægneret træ, kan det være forklaringen på, hvorfor der er så meget dioxin i produktet, forklarer Peter Fürst.
For at kende svaret på dioxinens oprindelige kilde skal analytikerne i Slesvig Holsten, Niedersachsen eller i Nordrhein-Westfalen finde et kemikalie eller produkt, der har det sammen mønster af såkaldte dioxiner og furaner (som er betegnelsen for de klorerede forbindelser, dioxin består af).
Dernæst skal de sandsynliggøre, hvor i processen det kan være havnet i olien, forklarer Peter Fürst.
\ Sådan analyserer man dioxin
Dioxin er en samlet betegnelse for klorerede dioxiner og -furaner.
I analyser af fedt måles dioxinindholdet ved en undersøgelse af indholdet af de 17 mest giftige dioxiner og furaner.
Man vægter de enkeltes forbindelser i forhold til den mest giftige dioxin og lægger alle niveauerne sammen for at beskrive den samlede giftighed.
I forbindelse med dioxinskandalen har man blandt andet sammenlignet fedtstofanalyser fra det industrielle fedt fra firmaet Petrotec og det forurenede foder og fundet ud af, at disse to mønstre lignede hinanden.
Kilde: Tommy Licht Cederberg



































