Dinosaurer: Livet i verdens ældste rugekasse

Æggeskallen løfter sig, og en lille fyr tager sit første blik ud på verden.

Vi snakker ikke om en hvilken som helst nyfødt, der kommer ud af et æg, men en dinosaurusunge, som for 190 millioner år siden trak vejret på jorden for første gang.

Rundt om den lille nyudklækkede unge går brødre, søster, fætre og kusiner, og mor og flere mostre er ikke langt væk.

Familiesammenhold ser ud til at være alt andet end en moderne opfindelse.

Et nyt studie af verdens ældste fossile dinosaurusrede giver et unikt indblik i hverdagen for en af de første dinosaurusser.

Ti dinosaurreder med både foster og baby

Dinosaurussen Massospondylus var en forfader til sauropoderne, bedre kendt som langhalsene.

Men selv om de enkelte dinosaurusbabyer er spændende i sig selv, kan palæontologerne fortælle meget mere om dinosaurussernes hverdag ud fra det samlede redefund.

Det er den del af puslespillet, som nu er sat sammen.

Forskere fra University of Toronto Mississauga i Canada har kortlagt ti reder fra et og samme sted i Golden Gate Highlands National Park i Sydafrika. Rederne ligger i flere forskellige jordlag ned over et bjerg.

En af rederne indeholder hele 34 æg.

Flere næsten færdigudviklede fostre ligger i æggene, og rundt om rederne er der bittesmå fodspor efter baby-massospondylusser, der er gået på opdagelse.

Dinosaurer var afhængige af mor

Så hvad kan rederne fortælle om den langhalsede dinosaurus’ liv?

For det første viser samlingen af både fostre og fodspor, at ungerne holdt sig tæt til fødestedet, indtil de havde vokset sig mindst dobbelt så store, som da de blev født.

Tidligere studier har vist, at massospondyluserne blev født uden tænder, og de var derfor afhængige af at nogle andre – moren – skaffede mad til dem, mens de voksede.

Fodsporene viser også, at småungerne gik på alle fire, mens tidligere studier af arten har afsløret, at de voksne gik på to ben.

Dinosaurerne holdt orden i æggene

Størrelsen på æggene fortæller desuden deres egen historie:

En massospondylus-mor, som kunne blive op til seks meter lang, lagde æg, som kun var cirka seks centimeter i diameter. Det er ikke svært at forestille sig, at så små æg nemt kunne havne både her og der, hvis hun ikke passede ordentligt på.

Et lille skridt, for ikke at miste balancen, dinosaurus-enden svajer og æggene ender spredt ud over et større område.

Men det modsatte var sandsynligvis tilfældet: Æggene er blevet fundet tæt sammen og organiserede i rederne.

Dermed tror forskerne, at moren passede godt på æggene, og samlede dem sammen på en skikkelig måde efter de var lagt.

Dinoerne var år efter år på samme sted

Også findestedet giver indblik i dinosaurushjernen:

Når flere af rederne er fundet på forskellig dybde viser det, at de stammer fra forskellige tider – en rede er blevet begravet i jorden, før en ny havnede på toppen, nogle måneder, år eller årtier senere.

Dermed mener forskerne, at dette er det første eksempel på en adfærd, som kaldes ’nesting fidelity’, og som kan oversættes til redetrofasthed. Massospondylusserne vendte altså tilbage til det samme sted for at føde, år efter år.

De sydafrikanske fossiler er 100 millioner år ældre end den næstældste dinosaurusrede, der hidtil er fundet.

Det er desuden sandsynligt, at flere mødre samlede sig i grupper for at lægge æg, det som kaldes ’colonial nesting’ eller kolonial redebygningsadfærd.

Flere dino-reder kan dukke op med tiden

De ti reder er fundet i et område, som kun måler 25 meter i længden, og forskerne tror derfor, at vi foreløbigt kun har set toppen af æggebjerget.

»Der er sandsynligvis meget mere nede ad klippen, dækket af tonsvis af sten.«

»Vi tror, at mange flere reder vil komme frem efter naturlig erosion sliber bjerget bort,« siger Robert Reisz, palæontolog ved University of Toronto Mississauga og hovedforfatter af studiet, i en pressemeddelelse.

Redestudiet er blevet publiceret i tidsskriftet PNAS.

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson