Nu kan nødder og frø også tilføjes til menukortet for kridttidens herskere. I hvert fald hvad angår arten Psittacosaurus gobiensis, ifølge en ny undersøgelse.
P. gobiensis levede for 110 millioner år siden. De fossile rester af dens kranie viser et papegøjelignende næb, noget som skulle have åbent mulighed for at den kunne knække og knase.
Det antages at arten udviklede sine bomstærke kæber, og tilhørende nødde-spisende vaner, 60 millioner år før de første papegøjer begyndte at flakse omkring.
Hård kost
Da forskerne tog et nærmere kik på dinosaurens mave, fandt de flere hårde indikationer på en noget anderledes dinosaur-kost.
Psittacosaurer anses for at være planteædere, men i maven på P. gobiensis blev der afdækket en række ‘småsten’. Forskerne mener, dette fortæller om en – bogstavelig talt – hård kost, som nødder og frø.

»Det eksemplar vi har studeret, havde en stor dynge af sådanne mavesten, mere end 50, som hjælper til med at kværne, hvad end den skulle finde på at spise.«
»Et sådant antal er helt ude af proportioner, set i forhold til kropsstørrelsen på omkring 90 centimeter,« siger palæontolog Paul Sereno fra ‘University of Chicago’ i en pressemeddelelse fra universitetet.
Lighedstrækkene er påfaldende
Sammen med to kinesiske forskerkolleger fik Sereno for nyligt publiceret opdagelserne i tidsskriftet ‘Proceedings of the Royal Society B’. »Lighedstrækkene med kranier fra papegøjefugle – de efterkommere af dinosaurerne, som er mest kendt for deres nøddeknækkervaner – er påfaldende,« mener Sereno i pressemeddelelsen.
Det fossil, som for nylig førte frem til beskrivelsen af arten, blev fundet i Gobi-ørkenen i det Indre Mongoliet i 2001.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov