Derfor kan man ikke sprænge en orkan i stykker med en atombombe
Der er flere årsager til, at forslaget ikke kan føres ud i livet.
Atombombe Trump orkan tyfon Nuke

En atombombe vil have minimal effekt på et så voldsomt vejrsystem - udover at den vil resultere i radioaktivt nedfald. (Illustration: Shutterstock)

En atombombe vil have minimal effekt på et så voldsomt vejrsystem - udover at den vil resultere i radioaktivt nedfald. (Illustration: Shutterstock)

Bringes i samarbejde med The Conversation

Videnskab.dk oversætter artikler fra The Conversation, hvor forskere fra hele verden selv skriver nyheder og bringer holdninger til torvs

USA's præsident, Donald Trump, har angiveligt foreslået (endda mere end én gang), at det amerikanske militær detonerer en atombombe midt i en orkan for at sprænge den i stykker, før den når i land. 

Trump afviser selv på det kraftigste, at han har foreslået det, men uanset hvad er det ifølge National Geographic ikke første gang i historien, et sådant forslag er blevet fremført.

Ved første øjekast forekommer det måske som en enkel løsning på de katastrofale ødelæggelser, der sker hvert år i USA i løbet af orkansæsonen.

Men der er adskillige problemer med ideen.

LÆS OGSÅ: Trump foreslår angiveligt at sprænge en orkan i stykker med en atombombe: »Ikke en god idé,« ifølge forskere

Hvad er en orkan egentlig?

En orkan er et lavtryksvejrsystem, der dækker et område på mere end 500.000 km². Orkaner bliver dannet over de varme tropiske oceaner, som også er deres hovedenergikilde.

Det vindstille område midt i en orkan, der bliver kaldt 'orkanens øje', trækker den omkringliggende varme, fugtige luft ind.

Luften stiger efterfølgende op og bliver fortættet til tunge tordenskyer omkring midten - kaldet 'orkanens væg' - samt i klynger af skyer, der snor sig ud fra øjet kaldet regnbånd.

I takt med at luft bliver trukket ind i øjet, får Jordens rotation det til at dreje cyklonisk - mod uret i den nordlige halvkugle og med uret i den sydlige halvkugle. 

Den kontinuerlige tilførsel af luft til de tunge tordenskyer, der omgiver øjet, forstærker orkanen, indtil den opnår en stabil balance i forhold til oceanerne og omgivelserne.

LÆS OGSÅ: Hvordan adskiller cykloner sig fra orkaner og tyfoner?

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Kan en atombombe bremse en orkan?

Den gennemsnitlige orkan kan sammenlignes med en meget ineffektiv varmemotor. 

Når den varme, fugtige luft stiger op, frigiver den varmeenergi gennem skydannelse og regn med en hastighed på cirka 5,2 x 1019 joule per dag. Mindre end 10 procent af varmen bliver derefter omdannet til mekanisk energi af vinden.

For at sætte energien i perspektiv, svarer varmen, der bliver frigivet i en orkan, til at detonere en atombombe på 10-megaton hver eneste time. Ifølge United States Energy Information Agency svarer denne energimængde omtrent til det globale energiforbrug i 2016.

Det er usandsynligt, at en atombombe vil have effekt på så voldsomt et vejrsystem, og det er umuligt at gennemføre kontrollerede eksperimenter, der kan afgøre spørgsmålet.

Og så må vi endelig ikke glemme de frygtelige effekter fra radioaktivt nedfald efter en sådan eksplosion. Nedfaldet vil blive transporteret vidt og bredt via passatvindene gennem atmosfæren og potentielt omkring hele kloden i stratosfæren - ligesom effekterne fra det vulkanske nedfald fra Pinatubo-bjerget i Filippinerne i 1991.

LÆS OGSÅ: Hvor langt skal man være fra en atombombe for at overleve?

Har man tidligere forsøgt at bremse orkaner?

Man har tidligere forsøgt at modificere effekterne af orkaner. 

Mellem 1962 og 1983 finansierede den amerikanske regering eksperimentel forskning i orkanmodifikation gennem det såkaldte Project STORMFURY

Den grundlæggende antagelse var, at fordi de potentielle skadevirkninger stiger hurtigt i takt med orkanens vindhastighed, vil en reduktion af vindhastigheden på blot 10 procent gøre en stor forskel.

Ved skyde partikler af sølviodid ud i luften udenfor orkanvæggen (såkaldt 'cloud seeding', red.) mente man, at man kunne skabe en ny ring af tordenstorme uden for orkanøjets ‘væg’, hvilket ville aflede energien og svække orkanen. (Sølviodid (AgI) er et kemikalie brugt til at skabe kunstig nedbør, red.)

LÆS OGSÅ: Hvor meget energi er der i en atombombe?

Ufuldkommen forståelse af orkanskyernes mikrofysik

Man forsøgte sig med modifikation af fire orkaner på otte dage. På fire af dagene måltes en reduktion i vindhastigheden på 10-30 procent.

Manglen på respons i løbet af de fire øvrige dage blev oprindeligt tolket som resultatet af en fejlagtig udførelse af eksperimentet, men blev senere tilskrevet en ufuldkommen forståelse af orkanskyernes mikrofysik.

Hvis sølviodid-teknikken skal lykkes, skal små superkølede vanddråber fryse fast på sølviodid-partiklerne (superkøling, også kaldet underafkøling forekommer, når en væske afkøles under dets frysepunkt uden at den størkner, red.)

Nylige observationer viser, at orkaner har for mange naturligt forekommende iskrystaller og for få superkølede små vanddråber til, at metoden kan benyttes.

LÆS OGSÅ: Geoengineering kan smadre klodens biodiversitet

Orkan storm orkanøje orkanvæg atombombe nedfald NOAA STORMFURY Hurricane Research Division underafkøling superkøling energi vejrsystem tordenstorm sølviodid (AgI)

I orkanernes kølvand følger enorme menneskelige omkostninger samt katastrofale skader og oversvømmelser. (Foto: Shutterstock)

Bedre varsling af orkaner

Så ændringer i vindhastigheden observeret i løbet af STORMFURY-eksperimenterne skyldtes næsten med sikkerhed orkanernes naturlige adfærd og ikke menneskelig indgriben.

Selvom STORMFURY-projektet blev skrinlagt, er observationsprogrammet stadig igang Hurricane Research Division, National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA). 

De fly, som blev brugt i STORMFURY-projektet, blev i 1970'erne erstattet af WP-3D-fly, som stadig hører under NOAA.

Observationer, som disse luftfartøjer har indsamlet kontinuerligt i løbet af mere end 60 år, har bidraget til at forbedre varslingen af orkaner.

De har også gjort det muligt for forskerne at få afgørende indsigt i i strukturen, intensiteten samt de fysiske processer i en af naturens mest destruktive fænomener.

Liz Ritchie-Tyo modtager støtte fra U.S. National Science Foundation, NASA, U.S. Office of Naval Research, NOAA og Australian Bureau of Meteorology. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Bør vi omdanne Sahara til et kæmpe solcelleanlæg?

LÆS OGSÅ: Mere geoengineering, tak!The Conversation

LÆS OGSÅ: Forsker: »Vi har skabt en civilisation, der er fast besluttet på at tilintetgøre sig selv. Og jeg er skrækslagen.«

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.